Mission til Venus jager liv i helvede

Nu sender forskerholdet en mission afsted for at afgøre, om de har ret.

Planen er at lade en lille rumsonde dale ned igennem det tætte skydække, hvor den skal lede efter livstegn i de små dråber, skyerne består af.

MIT-holdet har allieret sig med det private rumfartsfirma Rocket Lab, som står for raketten og rumfartøjet, der skal bringe sonden sikkert til Venus. Firmaet satser på opsendelse allerede i maj 2023.

En opdagelse af levende organismer svævende over Venus’ overflade ville være den største videnskabelige sensation nogensinde – og ikke kun fordi det ville være første gang, vi fandt liv uden for Jorden.

Venus kan have været våd

Venus er den planet, der kommer tættest på Jorden i sin bane om Solen, og det er samtidig den, der minder mest om vores egen planet i størrelse og opbygning. Alligevel er det flere årtier siden, den er blevet besøgt af en sonde, der er dykket ned gennem atmosfæren.

Venus er ikke blevet nærstuderet siden 1985 i forbindelse med den sovjetiske mission Vega 2. På Mars kører adskillige rovere rundt og undersøger de røde klipper, mens Venus har måttet nøjes med rumsonder, der kredser om planeten i en afstand af flere hundrede kilometer.

Mange astronomer har ment, det var på høje tid, at Venus blev nærstuderet igen, og nu lysner det. I det kommende årti vil en god håndfuld missioner komme på besøg. De skal bl.a. afgøre, om planeten engang har haft et ocean på overfladen, og finde ud af, hvorfor drivhuseffekten løb løbsk og forvandlede Venus til Jordens “onde tvilling”.

Forskerne ved, at temperaturen på Venus engang har været meget lavere end i dag, og ved hjælp af komplicerede klimamodeller har de forsøgt at skrue tiden tilbage og finde ud af, om planeten engang kan have været våd og haft en temperatur, som tillod liv at opstå.

Men forskellige computermodeller giver hver deres resultater, så det er bydende nødvendigt at sende sonder til Venus for at rekonstruere planetens fortid.

MIT-forskerne vil dog ikke nøjes med at undersøge, om Venus engang har været beboelig. De vil vide, om der stadig er liv.

Bakterier lever i Jordens skyer

Intet kan overleve på overfladen af Venus i dag – men måske er livet i form af sejlivede mikroorganismer flygtet op i luften, i takt med at det flydende vand forsvandt fra den stadig varmere planet.

Højt oppe i skyerne, i en højde af 50 km, er trykket, omtrent som vi kender det ved Jordens overflade, og temperaturen er faldet til ca. 60 °C – stadig varmt, men dog udholdeligt for visse mikroorganismer.

I modsætning til Jordens omskiftelige atmosfære er Venus konstant dækket af kilometertykke skyer. Her ville mikroorganismer altså kunne have et stabilt og uforanderligt hjem.

Faktisk er bakterier og gærceller i stand til at leve i skyerne på Jorden, og idéen om liv i Venus’ atmosfære har da også været i omløb siden 1960’erne.

I 2020 fik teorien fornyet vind i sejlene, da et hold astronomer ved hjælp af store radioteleskoper fandt spor efter den kemiske forbindelse fosfin i Venus’ atmosfære. Fosfin kan være tegn på liv, og derfor blev det en stor nyhed.

Opdagelsen var kontroversiel, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved målingerne, som er ret usikre. Men interessen for at søge efter liv på Venus er ikke aftaget – også selvom det må være et surt liv.

Hvor Jordens skyer består af vanddråber, menes skyerne på Venus nemlig at bestå af små dråber koncentreret svovlsyre.

Så stærk en syre ville ætse sig gennem huden på et menneske, og vi kender ikke til nogen form for liv, der kan overleve i en dråbe svovlsyre. Men måske har evolutionen givet mikroorganismerne på Venus et overlevelsestrick, der neutraliserer den stærke syre.

Den slags mikroorganismer er ikke helt utænkelige, for vores eget fordøjelsessystem rummer bakterier, der benytter sig af en lignende mekanisme – de udskiller ammoniak, som neutraliserer en del af syren i deres omgivelser.

De to sonder Venera 8 og Pioneer Venus, der besøgte Venus i 1970’erne, målte begge ammoniak i atmosfæren. Målinger har også fundet spor af iltmolekyler, som kan frigives ved den kemiske proces, hvorved ammoniakken neutraliserer svovlsyren.

Privat firma betaler rejsen

Teorien bag liv i Venus-skyerne kan altså give god mening, men de store nationale eller internationale rumagenturer har ingen planer om rummissioner, der er specialdesignede til at undersøge skyerne.

Derfor har MIT-forskerne med professor Sara Seager i spidsen taget sagen i egen hånd, og de får god hjælp fra det amerikanske rumfartsfirma Rocket Lab, der finansierer raketten og opsendelsen fra firmaets rumhavn i New Zealand.

Rocket Lab har stået lidt i skyggen af det suverænt største rumfartsfirma, SpaceX, der ugentligt opsender langt kraftigere raketter, men med Venus-missionen håber firmaet at bevise, at videnskabelige missioner til andre planeter kan klares billigt og effektivt med deres lille 18 m høje Electron-raket og rumfartøjet Photon.

I 2022 viste Photon sit værd ved at bringe den lille rumsonde CAPSTONE i kredsløb om Månen på bestilling af NASA, og selvom Venus er meget længere væk, er Rocket Lab sikre på, at de kan klare opgaven.

Målet om at sende Venus-raketten op allerede i maj 2023 er dog meget ambitiøst, og hvis det viser sig sværere end forventet, bliver missionen udskudt til januar 2025.

Når rumfartøjet Photon når frem, skal det frigive en lille 20 kg tung sonde, der sendes ned igennem skyerne med et videnskabeligt måleinstrument kaldet et autofluorescerende nefelometer.

Idéen er at sende en ultraviolet laserstråle ud igennem et vindue i sonden, så den rammer de små dråber i Venus-skyerne. Hvis der findes liv i dråberne, vil organiske molekyler absorbere strålingen og udsende den igen som lys, der kan opfanges af en sensor.

Dråber skal sendes til Jorden

Det lille og forholdsvis simple instrument kan ikke direkte måle, om der er liv eller ej, men forskerne kan finde ud af, om de små dråber i skyerne rummer kulstofbaserede molekyler som dem, alle levende organismer er bygget op af.

Data fra måleinstrumentet vil løbende blive sendt til Jorden, hvor MIT-forskerne vil sidde klar for at analysere dem. Røber målingerne, at skydråberne er usædvanlige på en måde, der passer med tilstedeværelsen af levende organismer, vil det være en kæmpe sensation.

I så fald skal skyerne undersøges meget nøjere af andre missioner med flere videnskabelige instrumenter, og forskerne er allerede begyndt at tænke over, hvordan efterfølgerne til en succesfuld 2023-mission skal se ud.

Det endelige bevis for liv kræver, at der indfanges skydråber, som sendes tilbage til en grundig analyse på Jorden. MIT-forskernes største ønske er en mission, hvor en sonde opsamler en liter af skyerne med nogle få gram svovlsyredråber.

En mission, der kan sende prøven hjem til Jorden, vil dog være meget dyr og kræve en langt større rumraket end Rocket Labs Electron. Men kan missionen bevise, at Jorden ikke er den eneste beboelige klode i universet, vil det være alle pengene og besværet værd.

Hvis livet kan opstå og trives under så vanskelige forhold som på Venus, kan det nemlig også spire andre steder – ikke bare i Solsystemet, men på planeter, der kredser om andre stjerner.

Lever der mikroorganismer i helvede, må det simpelthen betyde, at universet myldrer af liv.