De planeter, der kredser om den mest almindelige stjernetype i rummet, kan meget vel være ubeboelige.
For tilsyneladende har de slet ingen atmosfære.
Det er teorien hos en gruppe forksere, der har udgivet en artikel i The Astrophysical Journal Letters.
Hvis deres teori holder stik, kan den få kæmpemæssig betydning for fremtidens bestræbelser på at finde liv i rummet.
Forskerne har nemlig rettet blikket mod en specifik jordlignende planet, der er blevet døbt GJ 1252b, som er i kredsløb om universets mest almindelige stjernetype, en rød dværgstjerne.
Forskernes formodning er, at forholdene på planeten er repræsentative for de mange andre planeter, der også kredser om universets røde dværge.
Er det tilfældet, betyder det, at ingen af de planeter har en atmosfære - og med andre ord er betingelserne for liv på planeterne formentlig ikke-eksisterende.
Guld, sølv og kobber ville smelte
GJ 1252b, som forskerne har undersøgt, er en smule større end Jorden. Den er kendetegnet ved at være meget tættere på sin stjerne, end Jorden er på Solen, hvilket gør den både intenst varm og ugæstfri.
For at kunne vurdere, om exoplaneten har en atmosfære eller ej, målte forskerne den infrarøde stråling fra planeten under en sekundær formørkelse, hvor planeten passerer bag sin værtsstjerne.