Ufoer – besøg fra rummet eller støv på linsen?

Pludselig suser den forvoksede pastil ned mod havoverfladen og tilbagelægger knap to kilometer på få sekunder – en manøvre, der ikke er mulig med eksisterende flyteknologier.

Gennem årene har der været talrige observationer af uforklarlige flyvende objekter. Ofte kan de forklares med naturlige fænomener, men det, den amerikanske flåde har været vidne til de sidste ti år, er fortsat et mysterium.

I 2021 udgav den amerikanske efterretningstjeneste en rapport, der går ufo-observationerne i sømmene og måske kan konkludere, om vi virkelig har haft besøg af fremmed liv.

VIDEO: Se ufo-observationen fra 2004

For David Fravor er der imidlertid ingen tvivl.

“Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg ikke tror, den stammer fra denne verden. Jeg er ikke sindssyg, og jeg havde ikke drukket. Efter 18 år som jagerpilot har jeg set nærmest alle tænkelige fænomener i luftrummet, men det her var uden for kategori,” fortalte han flere år senere om episoden.

David Fravors jagerpilotkollega Chad Underwood så også objektet og filmede det endda med et infrarødt kamera.

I et interview fra 2019 med magasinet The New Yorker siger han om fartøjet: “Det opførte sig ikke efter fysikkens kendte love.”

Pentagon deler ufo-observationer

Den spektakulære optagelse fra 2004 blev lækket i avisen The New York Times i 2017, og i 2020 bekræftede Pentagon videoens autenticitet.

Samtidig offentliggjorde det amerikanske forsvarsministerium to nye videoer optaget tilbage i 2015. De viste lignende uforklarlige fartøjer fanget af amerikanske jagerpiloter med infrarøde kameraer.

Ligesom det Tic Tac-formede fartøj fra 2004 syntes disse flyvende objekter også at trodse fysikkens love. De kunne fx accelerere i en uset høj fart og rotere i luften uden at blive slået ud af kurs.

VIDEO: Se ufo-observationerne fra 2015

Uidentificerede flyvende objekter, forkortet ufoer, har betaget menneskeheden i årtier. Og det amerikanske militærs frigivelse af ufo-videoerne markerede et paradigmeskift bag Pentagons mure.

Efter årtiers hemmelighedskræmmeri var det amerikanske militær nu langt om længe villigt til at dele sin viden om ufoer med offentligheden. Og for nylig fik ufo-entusiaster verden over flere guldkorn at dykke ned i.

Den 25. juni 2021 landede Pentagons længe ventede rapport om observationer af ufoer – eller “unidentified aerial phenomena” (UAP), som de kalder dem – til den amerikanske kongres.

Du kan læse hele rapporten her.

Det amerikanske militær går ikke i dybden med hver enkelt af de i alt 144 forskellige observationer i rapporten, men slår fast, at blot ét ud af ufoerne kan forklares – det var en ballon.

De mange observationer stammer både fra fly og fra automatiske sensorsystemer, og flere af optagelserne er allerede tilgængelige online – blandt andet en video af en ufo, der forsvinder ned i havet, og optagelser af en pyramideformet ufo.

Her er de vigtigste punkter i Pentagons ufo-rapport

• Rapporten tager udgangspunkt i i alt 144 forskellige uforklarlige luftfænomener observeret af primært jagerpiloter de seneste 20 år
• Blandt de 144 tilfælde er der ingen klare indikationer på, at der er tale om ufoer af ikke-jordisk oprindelse. Omvendt afviser rapporten det heller ikke.
• Rapporten omhandler kun ufoeri USA eller i områder, hvor amerikanere har set ufoer. De seneste to årtier er der gjort adskillige observationer af ufoer andre steder i verden, men de fænomener berøres ikke.
• Den offentliggjorte ni sider lange rapport giver ikke den store dybdeborende gennemgang af ufoer observeret i USA. Klassificerede informationer er pillet ud, og det forventes, at en længere rapport om de uidentificerede luftfænomener bliver offentliggjort på et senere tidspunkt.
• Det amerikanske militær lægger fem potentielle forklaringer til grund for fænomener: Luftbåren ophobning, naturligt atmosfærisk fænomen, udviklingsprogrammer under USA's regering eller amerikansk industri, udenlandske fjendtlige systemer og kategorien "andet".
• En meget lille del af UAP-hændelserne rummer så mange interessante data, at en ekspertgruppe sammensat af forskellige faggrupper skal analysere alle data for at fastslå, om dataene er til at stole på, og hvad de i bekræftende fald kan afsløre om de pågældende UAP'er.

1947 gjorde ufoer til hvermandseje

Den indsigt har millioner af mennesker forsøgt at opnå, siden ufoer første gang landede i den kollektive bevidsthed kort efter 2. verdenskrig.

Den 24. juni 1947 fløj forretningsmanden Kenneth Arnold over bjergene Mount Rainer og Mount Adams i staten Washington ombord på sit privatfly. Arnold var en erfaren pilot med tusinder af flyvetimer bag sig i luftvåbnet under stillehavskrigen.

Da flyet fløj i en bue ind over bjergene, ramte et kraftigt glimt flyets blanke overflade.

Kenneth Arnold så sig omkring, bekymret for, at et andet fly var kommet for tæt på. Lidt efter kom endnu et blink, og nu fik han øje på en formation bestående af ni store, sølvglinsende objekter hver med en diameter på ca. 30 meter, der strøg mellem bjergene som en lyskæde.

Fartøjerne var skiveformede, og deres hoppende flugt fik det til at se ud, som om de slog smut gennem luften.

Piloten fulgte det mærkværdige syn i tre minutter, mens fartøjerne snoede sig mellem bjergkæderne. Han noterede sig den tid, de var om at flyve mellem Mount Rainer og Mount Adams og kom frem til det resultat, at de havde fløjet med en hastighed på 1900 km i timen – noget, der var helt umuligt på den tid.

Da Kenneth Arnold senere fortalte pressen om observationerne, sammenlignede han fartøjerne med “flyvende tallerkener” – et navn, der stadig klæber sig til ufoer den dag i dag.

Historien åbnede op for sluserne, og snart stod hundredvis af øjenvidner frem og fortalte om lignende observationer.

Det amerikanske luftvåben afviste observationerne som udenjordiske. Der var tale om B-47-bombere, der tankede fra et KC-97-tankfly, lød forklaringen.

“Ufo-rester” dukker op i Roswell

Allerede få uger senere stod den amerikanske regering dog med et nyt forklaringsproblem, da den måske berømteste ufo-observation nogensinde fandt sted i byen Roswell i New Mexico.

Her så flere øjenvidner et mærkværdigt lysende objekt suse hen over himlen den 2. juli 1947. Et par dage senere fandt landmanden William Brazel en mængde forvredne metalstykker spredt ud over sin mark i udkanten af Roswell.

Metallet var tyndt som folie, men så solidt, at det ikke kunne bukkes sammen. På nogle af stumperne var der angiveligt noget, som lignede skrifttegn.

Dagen efter kørte William Brazel ind til Roswell og fortalte sheriffen om sit fund.

Snart spredte historien om den nedstyrtede ufo sig som en steppebrand i medierne, og William Brazels mark blev overrendt af nysgerrige tilskuere.

På dette tidspunkt var området blevet afspærret af det amerikanske militær, der inspicerede og fjernede metalstumperne fra det mystiske vrag.

Den officielle forklaring fra myndighederne lød på, at materialet stammede fra en nedstyrtet vejrballon.

Roswell-hændelsen affødte et utal af konspirationsteorier – blandt andet at det amerikanske militær opbevarede rumskibe og rumvæsener på militærbasen Area 51.

I virkeligheden var der hverken tale om en nedstyrtet ufo fra rummet eller en vejrballon.

I 1994 offentliggjorde det amerikanske militær to rapporter, der beskrev, at objektet på William Brazels mark i virkeligheden var en atomprøvesprængnings-overvågningsballon fra det hemmelige koldkrigsprojekt “Project Mogul”.

Mange tror fortsat på rumvæsener

Efter Roswell-hændelsen blev USA for alvor grebet af ufo-hysteri, og troen på besøg fra det ydre rum har aldrig rigtig sluppet taget i befolkningen.

En undersøgelse fra 2018 foretaget af det amerikanske universitet Chapman viser, at knap halvdelen af den amerikanske befolkning er overbevist om, at rumvæsener allerede har besøgt Jorden – enten for meget lang tid siden eller for nylig.

Denne procentdel har været stigende de senere år, og det samme har antallet af ufo-observationer.

I 2020 steg antallet af observationer i New York City alene til 300, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Tusindvis af ufo-observationer blev undersøgt

På trods af de mange øjenvidner mangler det fældende bevis for, at vi rent faktisk har haft besøg fra rummet, stadig – og det på trods af at muligheden for at observere og dokumentere ufoer aldrig har været bedre.

Fra det snedækkede rumteleskop på Sydpolen til ALMA-teleskopet i Atacamaørkenen i Chile har astronomer i dag konstant øjnene fæstnet på verdensrummet – for slet ikke at tale om de rumteleskoper, der dokumenterer store dele af den interstellare trafik på Mælkevejen.

Alligevel har astronomer verden over endnu til gode at fange en ufo i teleskoplinsen.

Men hvordan harmonerer det med de mange – og det stigende antal – observationer af uforklarlige flyvende objekter?

Det spørgsmål forsøgte det amerikanske luftvåben allerede at finde svaret på tilbage i 1952, da de lancerede “Project Blue Book”.

Det særlige program havde til formål at undersøge alle indrapporterede observationer om ufoer, og ved projektets afslutning i 1969 havde de pløjet sig gennem 12.000 ufo-observationer.

Konklusionen var klar: Størstedelen af observationerne kunne tilskrives astronomiske fænomener som lys udsendt fra satellitter, stjerner, meteorer og planeter (der reflekterer Solens lys tilbage til Jorden).

Kun 701 af observationerne (knap 6 procent) kunne ikke forklares.

Satellitterne og meteorerne giver sig selv, idet de rent faktisk bevæger sig hen over himlen og derfor nemt kan mistolkes som ufoer.

I dag er antallet af satellitter i omkreds om Jorden steget til ca. 6900 stk. (hvoraf 2900 kan kategoriseres som rumaffald), hvilket måske kan være med til at forklare stigningen af indberettede ufo-observationer de seneste årtier.

I hvert fald har rumfartsvirksomheden Space X’ opsendelse af 1600 Starlink-satellitter affødt mere end 100 falske ufo-observationer de seneste par år.

Synsbedrag kan skabe ufoer

Stjerner og planeter bevæger sig ikke hurtigt nok til, at det menneskelige øje kan opfatte det. Alligevel giver de ofte anledning til falske ufo-observationer.

Det skyldes, at stjerner og særligt planeter som Venus, der er den lysstærkeste planet i vores solsystem, bedrager det menneskelige øje.

Hvis du stirrer længe nok på et lysende objekt på en mørk baggrund, vil det på et tidspunkt se ud, som om det bevæger sig rundt i glidende bevægelser eller små, hurtige ryk.

Dette synsbedrag kaldes også for den “autokinetiske effekt”.

Når man stirrer længe på et fast punkt, bliver ens øjenmuskel nemlig træt, hvilket resulterer i en let øjenbevægelse. Fordi alt andet er sort, og øjet ikke har andre visuelle referencepunkter at lande på, skaber øjenbevægelsen illusionen af, at det er objektet – i dette tilfælde stjernen eller planeten – der bevæger sig.

Exoplaneter øger chancen for fremmed liv

Men hvad med de sidste 5-10 procent af ufo-observationerne, der ikke umiddelbart kan bortforklares som en optisk illusion eller en vildfaren meteor – som fx Pentagon-videoerne fra 2004 og 2015?

Disse ufo-observationer skal det amerikanske forsvar nu gå nærmere efter i sømmene med den nyoprettede indsatsstyrke Unidentified Aerial Phenomena (UAP) Task Force (UAPTF).

“Indsatsstyrkens mission er at opfange, analysere og katalogisere UAP’er, som udgør en potentiel risiko for USA’s sikkerhed,” skrev USA’s forsvarsministerium i forbindelse med offentliggørelsen af taskforcen i august 2020.

Ufoerne er dog ikke nødvendigvis udviklet af fremmede livsformer, må man forstå. Ufoerne kan også være overvågningsdroner eller luftvåben styret af hidtil ukendte teknologier, som er skabt af Kina, Rusland eller Nordkorea, fx med det formål at overvåge eller måske på sigt angribe USA.

Idéen om rumvæsener, der flyver forbi vores breddegrader på må og få, er sværere at sluge end teorien om udviklingen af lyssky luftvåben i hemmelige militæranlæg.

Men det er ikke, fordi forskerne tror, at vores planet er den eneste, som huser liv.

Tværtimod vil de fleste astronomer og astrofysikere uden tøven sige, at der må findes andre levende organismer ude blandt stjernerne.

Siden opdagelsen af den første jordlignende exoplanet i 1995 kender vi i dag til over 4000 stk. – et tal, der fordobles hvert andet år. At regne på disse resultater fører til en fremskrivning på 300 millioner beboelige verdener alene i vores galakse.

Nogle af disse exoplaneter bliver anset for at være beboelige, da de har nogenlunde samme masse som Jorden og den rigtige afstand til deres stjerner, så der kan eksistere flydende vand på overfladen.

Den nærmeste exoplanet er mindre end 20 lysår væk i vores kosmiske “baghave”. Og det giver grund til optimisme.

Som den schweiziske astrofysiker Thomas Zurbuchen sagde det under en paneldebat om liv i universet ved NASA’s hovedkvarter i Washington i 2014:

“Besvarelsen af spørgsmålet, “Er vi alene?”, er en videnskabelig topprioritet. Og at finde så mange planeter som disse for første gang i den beboelige zone er et bemærkelsesværdigt skridt fremad mod dette mål.”

Jagter stadig den rygende pistol

I 1950 stillede den italienske fysiker Enrico Fermi et andet spørgsmål: “Hvor er alle de andre?”

Universets størrelse og galaksernes uendelige antal af planeter og stjerner taget i betragtning betyder, at sandsynligheden for eksistensen af andet intelligent liv uden for Jorden er enorm.

Så hvorfor er vi ikke blevet kontaktet endnu? Dette paradoks er i dag kendt som Fermis paradoks og kan groft sagt besvares på to måder.

Enten kontakter andre civilisationer os ikke af frygt for at afsløre deres position, fordi Solsystemet ligger i et øde hjørne af galaksen, eller fordi de har udviklet mere avanceret teknologi end radiobølger, og vi har ikke teknologien til at opfange signalerne.

Eller også er livet på Jorden unikt.

For ufo-entusiaster er der ingen tvivl: Rumvæsener findes, og de har besøgt Jorden utallige gange – og vil gøre det igen.

Med Pentagons frigivelse af de nye ufo-videoer har ufo-tilhængerne fået ny ammunition til at finde den rygende pistol, som én gang for alle kan fastslå, hvorvidt vi er mutters alene i universet.

Forhåbentlig har de astrofysikeren Carl Sagans berømte ord i baghovedet, når de æder sig igennem bevismaterialet: “Det betaler sig at have et åbent sind, men ikke så åbent, at din hjerne falder ud”.