Alarmen lyder for sent. Overvågningssystemet har overset en asteroide, der nu har kurs direkte mod det enorme rumskib. Der er hverken tid til at undvige eller ændre kurs.
Da asteroiden kolliderer med fartøjet, flår det skroget i stykker. Den kraftige metalkonstruktion, der holder skibets solsejl på plads, knækker som en tændstik, og vragdelene fra rumskibet bliver spredt i alle retninger.
I slutningen af 2017 passerede et ukendt objekt igennem den indre del af vores solsystem, og ifølge astronomerne Shmuel Bialy og Abraham Loeb fra Harvard University i USA var det måske sådan, objektet begyndte sin rejse.
Himmellegemet, der har fået navnet ‘Oumuamua, trak en hale af mysterier efter sig. Observationerne passer hverken med en asteroide eller en komet eller nogen anden kendt type objekt i universet.
De to forskere mener, at en mulig løsning på mysteriet er, at ‘Oumuamua ikke var en klippeblok, men en vragdel fra et rumskib, der forliste i et fjernt solsystem, måske for tusinder af år siden, og nu driver rundt på må og få. I så fald var ‘Oumuamuas besøg vores første møde med en fremmed civilisation.
Lille lysprik satte alarm i gang
Den 19. oktober 2017 gennemgik astronomen Robert Weryk på University of Hawaii som vanligt den forgangne nats billeder fra Pan-STARRS-teleskopet.
Teleskopet afsøger nattehimlen rutinemæssigt for ukendte og eventuelt farlige asteroider, og den dag blev Weryks opmærksomhed fanget af noget højst usædvanligt: en lille lysprik, der ikke så ud til at være i kredsløb om Solen.
Teleskoper observerede ‘Oumuamua som en prik. Det interstellare objekt mangler den sky af støv og is, man ville forvente af en komet.
I de følgende dage blev flere andre teleskoper på Hawaii og i Chile rettet mod det nyopdagede himmellegeme, og dataene bekræftede Weryks første observation: Objektet bevægede sig for hurtigt og i en forkert bane til, at det kunne stamme fra vores solsystem.
Weryk havde opdaget det første objekt i Solsystemet, der kom fra et andet solsystem, og det interstellare objekt fik det hawaiianske navn ‘Oumuamua.
Men tiden var knap. ‘Oumuamua havde allerede passeret både Solen og Jorden. På opdagelsestidspunktet var den 33 millioner kilometer væk, og afstanden voksede hver time med tusinder af kilometer.
På slingrekurs mellem stjernerne
Alt blev sat ind på at finde ud af så meget som muligt om ‘Oumuamua, før det var for sent. I de følgende uger strømmede data til Hawaii, og de afslørede, at objektets oprindelse fra et sted uden for Solsystemet ikke var det eneste usædvanlige ved det.
Observationerne viste, at den interstellare gæst havde en usædvanlig aflang form. Den var mellem 100 og 1000 m lang, og bredden var helt ned til en tiendedel af længden.
Derudover roterede ‘Oumuamua ikke om én akse, som kometer og asteroider normalt gør, men tumlede afsted, som om den på et tidspunkt var stødt ind i et andet objekt og var blevet sendt på slingrekurs.
En senere analyse har vist, at ‘Oumuamua desuden er stærkt reflekterende og kaster op til ti gange så meget lys tilbage som kendte kometer og asteroider.
Objektet satte pludselig farten op
Astronomer formoder, at adskillige objekter fra andre solsystemer passerer Jordens kredsløb hvert år, så de har længe ment, at det nok kun var et spørgsmål om tid, før vi fik et interstellart objekt i kikkerten.
Men på baggrund af observationer fra vores eget solsystem havde forskerne forventet, at den fremmede ville være en komet.
I første omgang blev ‘Oumuamua da også kategoriseret som en komet. Kometer består primært af is og støv, og når de kommer tæt på Solen, får de en såkaldt koma af fordampet is og hvirvlende støv. Men ‘Oumuamua havde ingen synlig koma, og dataene tydede på, at den bestod af klippe og metal, der er de normale bestanddele i en asteroide.
Da gæsten fra stjernerne i januar 2018 tumlede uden for selv Hubbleteleskopets rækkevidde med over 300.000 km/t, var den stadig et mysterium. Men ‘Oumuamua var ikke færdig med at overraske.
‘Oumuamuas hastighed betyder, at den ikke fanges i et kredsløb om Solen.
Farten gør ‘Oumuamua til gæst i Solsystemet
Objektet ‘Oumuamua fangede astronomernes opmærksomhed, fordi det bevægede sig hurtigere end noget andet i Solsystemet. Mens asteroider og kometer i gennemsnit har en hastighed på 70.000 km/t, var ‘Oumuamua en sand fartdjævel med over 300.000 km/t. Den høje hastighed betød, at den ikke var fanget i kredsløb om Solen, men fortsatte ud af Solsystemet igen efter at være blevet afbøjet af Solens tyngdekraft. Bortset fra måner bevæger alle andre objekter i Solsystemet sig i mere eller mindre ellipseformede baner om Solen.
Teleskoperne havde indsamlet en mængde data, og da forskerne analyserede dem, afslørede det, at ‘Oumuamua øgede sin hastighed, mens den passerede gennem det indre Solsystem.
Hastighedsforøgelsen var ganske vist lille, men ‘Oumuamua satte farten op på et tidspunkt, hvor Solens tyngdekraft burde have fået den til at tabe fart.
Når kometer kommer tæt på Solen, får det ekstra meget materiale fra kometens overflade til at fordampe. Det kan give kometen ekstra fart på, som det skete med ‘Oumuamua. Men normalt ville sådan en afgasning kunne ses i form af en komethale, og ‘Oumuamua havde ingen hale.
Det kan skyldes, at ‘Oumuamua er en hidtil ukendt type komet eller asteroide, eller at det interstellare objekt er et himmellegeme af en helt ny kategori. Astronomerne Abraham Loeb og Shmuel Bialy fra Harvard University mener det sidste.
Deres teori er, at ‘Oumuamuas acceleration skyldtes pres fra Solens stråler, altså at ‘Oumuamua er let nok til at blive skubbet afsted ligesom et solsejl – og måske ligefrem er et solsejl.
Fragtede gods gennem galaksen
Groft sagt fungerer et solsejl på samme måde som sejlet på et sejlskib, men i stedet for at vinden fylder sejlet og skubber fartøjet fremad, bliver solstrålerne reflekteret af solsejlet og skaber derved et tryk.
Hvis Solens stråler skal få et fartøj op i mere end sneglefart, kræver det imidlertid en konstruktion med meget lav massefylde.
Det eksperimentelle solsejl IKAROS, som Japan opsendte i 2010, var fx konstrueret af 0,0075 mm tyk polyamid, der vejede så lidt som 10 g pr. kvadratmeter. Hvis ‘Oumuamuas uventede hastighedsforøgelse skal forklares med tryk fra Solens stråler, må den nødvendigvis have en tilsvarende lav massefylde, men ifølge Bialy og Loebs beregninger er det ikke umuligt.
‘Oumuamua er ikke observeret som mere end en lysplet, men ud fra analyser af plettens varierende styrke ved vi, at den har facon som en cigar eller som en flad pandekage. Materialet kan være sten eller is, men kunne lige såvel være en konstruktion af et ekstremt tyndt materiale, der bliver skubbet rundt mellem solsystemerne af stjernelys.
Stjernelys sender solsejl på rejse i rummet
Lys skubber i princippet til alt, og hvis objektet er tilstrækkelig let, kan det skabe fremdrift nok til lange rumrejser. NASA og andre rumfartsorganisationer har længe eksperimenteret med sonder drevet af solsejl, og måske var ‘Oumuamua netop et løsrevet solsejl fra et fremmed rumfartøj.
Lasere sætter fartøjet i gang
Kraftige lasere på hjemplaneten kan sætte solsejlsfartøjet i gang. Lys er partikler, fotoner, der giver sejlet et minimalt skub, når de reflekteres, men da der ikke er nogen luftmodstand i det tomme rum, fortsætter fartøjet med at accelerere og kan nå en meget høj fart.
Reflekteret lys skaber fremdrift
Solsejlet får yderligere fremdrift af lyset fra den lokale stjerne, og fartøjets retning kan ændres ved at dreje sejlet, så lyset rammer det fra en anden vinkel. Solceller skaffer energi til navigationen, så fartøjet kan rejse i tusinder af år uden en dråbe brændstof.
Solsejlet skal være tyndt og holdbart
Lyspartiklernes svage energi er kun stærk nok til at drive et sejl frem, hvis det er fremstillet af et ekstremt let materiale, som er ned til 100 gange tyndere end papir. De solsejl, som NASA og andre rumfartsorganisationer har konstrueret, er fx lavet af
plastikfilm med aluminium.
Bialy og Loebs beregninger viser, at hvis solstråler skulle have den observerede effekt på ‘Oumuamua, må den bestå af et materiale, der kun er mellem 0,3 og 0,9 mm tykt.
De to astronomers udregninger viser, at et objekt på ‘Oumuamuas størrelse og med en så lav massefylde godt ville kunne rejse gennem hele galaksen uden at miste hastighed eller lide nævneværdig skade på grund af kollisioner med fx støvpartikler.
De to forskere forestiller sig, at en fremmed civilisation kunne bruge rumfartøjer med solsejl til at fragte gods mellem planeter eller solsystemer i en anden del af vores galakse. Hvis ‘Oumuamua er et solsejl fra et forulykket fartøj, der er blevet slynget ud i det tomme rum, ville det blandt andet forklare den stærkt reflekterende overflade og også, hvorfor ‘Oumuamua tumler gennem rummet i stedet for at rotere.
Blandt andre forskere er teorien blevet mødt med skepsis. Størstedelen af de forskere, der hidtil har analyseret observationerne af ‘Oumuamua, hælder mod en mere jordbunden konklusion: at ‘Oumuamua er en komet, der blot har en usædvanlig form.
Ifølge dem kan manglen på en koma og en komethale skyldes, at ‘Oumuamua er meget mindre end de kendte kometer, så vi simpelthen ikke kan se den sky af is og støv, der omgiver den. Eller det kan skyldes, at den lange rejse gennem det tomme rum har “blæst” så meget støv af ‘Oumuamuas overflade, at der ikke dannes en koma.
‘Oumuamua er umulig at indhente
Om ‘Oumuamua er en vragdel fra et fremmed fartøj eller en sten fra et andet solsystem, får vi nok aldrig et endegyldigt svar på. I januar i år passerede den Saturn på sin vej ud af Solsystemet.
Vi kan ikke længere se den lille prik i vores teleskoper og har ikke teknologien til at sende en sonde efter den. Men forskerne fortsætter ufortrødent med at analysere de data, de nåede at indsamle i løbet af den korte tid, ‘Oumuamua var inden for rækkevidde.
Fx forsøger man nu at regne sig frem til, hvilket stjernesystem den fremmede oprindeligt stammer fra.
Forskere anslår, at over 10.000 interstellare objekter passerer den yderste planet, Neptuns, kredsløb hver dag, og at adskillige af dem hvert år når ind forbi Jorden.
Sandsynligvis er det kun et spørgsmål om tid, før vi får en ny ‘Oumuamua i kikkerten. Og når det sker, vil astronomerne måske få øje på noget, der afgør, om det første interstellare objekt i Solsystemet virkelig kan have været skabt af fremmede intelligensvæsener.