En sensommerdag i 1977 rammer en serie af radiobølger teleskopet ved The Ohio State University i USA. De er så kraftige, at astronomer i hele verden straks smider, hvad de har i hænderne, for pludselig virker det ikke urealistisk at sige: Måske er vi ikke alene i universet.
Intet signal har siden kunnet måle sig med dets styrke.
I løbet af årene har talrige forskere forsøgt at forklare radiosignalets oprindelse. Kom det fra en avanceret civilisation? Eller var forklaringen mere “kedelig”?
Jerry Ehman, som først opdagede signalet, mente oprindeligt, at det var afsendt fra Jorden og reflekteret tilbage af et stykke rumskrot i kredsløb. Astronomen Antonio Paris foreslog i 2017, at signalet kom fra de to kometer 266P/Christensen og 335P/Gibbs. Begge hypoteser er bredt afvist blandt astronomer.
Så jagten fortsætter – også for amatørastronomen Alberto Caballero, som har undersøgt, hvor vi egentlig skal pege vores teleskoper hen, hvis vi vil afgøre, om signalet virkelig kom fra intelligente rumvæsener.
“Der er kun gjort få forsøg på at bestemme den nøjagtige lokation af signalet, fordi det er meget vanskeligt,” skriver Caballero i sin artikel om at finde kilden til signalet.
Han har krydstjekket det 45 år gamle signal med de nyeste kortlægninger af Mælkevejen.
Der er kun gjort få forsøg på at bestemme den nøjagtige lokation af signalet, fordi det er meget vanskeligt. Alberto Caballero, amatørastronom
Og undersøgelsen peger i én retning: et solsystem 1801 lysår væk fra Jorden.
Signal fik forsker til at sige “Wow!”
Den 15. august 1977 opfangede det amerikanske teleskop Big Ear i Ohio et radiosignal, som var 30 gange kraftigere end baggrundsstøjen.
Astronomen Jerry Ehman, der arbejdede ved Big Ear, gennemgik minutiøst de udprintede sekvenser med data fra teleskopet. Da han så det kraftige udslag i tallene, markerede han dem og noterede med rød kuglepen ét ord i marginen: “Wow!”
Dermed var tilnavnet “Wow!-signalet” født, og den vilde jagt gik på at finde signalets oprindelse.
Det er aldrig lykkedes. Men det afholdt ikke amatørastronomen Alberto Caballero fra at blande sig.
Han koordinerer projektet Habitable Exoplanet Hunting Project, et verdensomspændende netværk af teleskoper bemandet af amatørastronomer, som nærstuderer ti stjerner i Jordens nabolag for at finde tegn på planeter, der potentielt kan huse liv.
Det kan sagtens findes andre steder end på vores klode, forklarer Caballero i et interview med organisationen Astronomy For Change.
“Jorden er ikke nødvendigvis den bedste eller mest velegnede planet til liv i universet,” lyder hans påstand.
I 1977 opfangede astronomen Jerry Ehman et kraftigt radiosignal fra stjernebilledet Skytten. Han markerede sekvensen og skrev “Wow!” i marginen.
I 2020 besluttede Caballero sig for at undersøge det legendariske Wow!-signal. Hans ræsonnement lød, at vi i dag har langt større viden om stjernerne i galaksen, og at denne nye viden måske kunne gøre den kolde sag varm igen.
Hans resultat fik astronomer i hele verden til at spidse ører.
Teleskop finder 1,3 mia. stjerner
Alberto Caballero begyndte sin undersøgelse af Wow!-signalet med at gennemgå datasættene fra 1977.
Big Ear-teleskopet, som opfangede Wow!-signalet, bestod af en 103 meter lang og 33 meter høj antenneskål, som opfangede signaler kastet i dens retning af et reflekterende gitter.
På vejen fra gitteret til modtagerskålen blev potentielle radiosignaler sendt igennem en forstærkerenhed, der bestod af to separate dele.
Det var ikke muligt at fastslå, hvilken af de to dele Wow!-signalet var kommet igennem, og derfor stod forskerne dengang tilbage med to udsnit af stjernehimlen, hvorfra signalet kan være kommet.
To kosmiske høstakke.
Big Ear-teleskopet ved The Ohio State University i USA opfangede det hidtil kraftigste uforklarede radiosignal fra rummet, som astronomerne kender til.
Men Alberto Caballero havde noget, som astronomerne ikke havde i 1977: Gaiateleskopet.
Gaia blev sendt ud i rummet i 2013. Siden da har det to tons tunge teleskop katalogiseret 1,3 mia. stjerner i Mælkevejen.
Og med dén database ved hånden gik Caballero i gang med at se nærmere på stjernerne i de to Big Ear-udsnit af stjernehimlen.
Han arbejdede efter den logik, at der er størst sandsynlighed for at finde højtstående civilisationer på planeter, der kredser om stjerner, som ligner vores egen Sol. Nogle forskere mener snarere, vi skal fokusere på større – eller mindre – stjerner, men stjerner, der ligner Solen, er bl.a. interessante, fordi forskning har vist, at der kan være jordlignende planeter om ca. halvdelen af den type stjerner i Mælkevejen.
Derfor snævrede Caballero sin eftersøgning ind til stjerner med sollignende radier, overfladetemperaturer og lyssammensætninger.
Jorden er ikke nøvendigvis den bedste eller mest velegnede planet til liv i universet. Alberto Caballero, amatørastronom
Da han havde gennemgået databasen, nåede han frem til et resultat: én stjerne matchede beskrivelsen.
Intelligent liv kan bruge brint
1801 lysår fra Jorden findes stjernen med det mundrette navn 2MASS 19281982-2640123.
Dens radius er 99,7 pct. af Solens 696.000 km, og overfladetemperaturen på ca. 5510 grader er kun ca. 10 grader varmere end vores egen stjerne. Lysstyrken er 1,0007 gange Solens – dvs. næsten ens.
Og ikke mindst befinder stjernen sig inden for et af de to mulige områder, som Big Ear-teleskopet i 1977 kan have modtaget Wow!-signalet fra.
Hvis vi vil finde kilden til Wow!-signalet – og afgøre, om det kom fra en højtstående civilisation – er det altså oplagt at zoome ind på 2MASS 19281982-2640123.
Teleskop besvarede 45 år gammel gåde
1. 72 sekunder forbløffede verden
Big Ear-teleskopet opfangede det berømte radiosignal kendt som Wow!-signalet i 1977. Signalet kom fra et af de to markerede områder på stjernehimlen, som Big Ear var rettet mod, da observationen fandt sted.
2. Teleskop har kortlagt 1,3 mia. stjerner
Rumteleskopet Gaia har observeret 1,3 mia. stjerner i Mælkevejen og ud fra observationerne skabt et samlet stjernekort. Alberto Caballero har tjekket stjernekortet op mod de to udsnit, som Big Ear observerede.
3. Stjerne opfylder solkriterier
Caballero tjekkede sit datasæt for stjerner, der i lysstyrke, størrelse og overfladetemperatur er næsten identiske med Solen. Kun én stjerne opfyldte alle kriterierne: 2MASS 19281982-2640123.
Næste skridt i jagten på Wow!-signalets afsender er at nærstudere 2MASS 19281982-2640123-systemet, og dét kan astronomerne gøre med nye teleskoper, der kan observere i en større detaljegrad, end Big Ear kunne i 1970’erne.
For eksempel er Alberto Caballero i kontakt med projektet Breakthrough Listen, som lytter efter radiosignaler med fire store radioteleskoper spredt rundtom i verden.
Og han har også i interview nævnt muligheden for at bruge det kommende teleskop SKA, som bliver verdens største radioteleskop, til at følge op på Wow!-signalet – og måske opfange et nyt signal med samme styrke.
Men hvis der virkelig findes liv på en eller flere planeter omkring den famøse stjerne, og dette liv viser sig at stå bag Wow!-signalet – kan vi så tage tråden fra 1977 op og begynde en samtale?
Det kommer an på, om vi “taler samme sprog” som potentielle intelligente livsformer derude.
Allerede i 1959 fremsatte fysikerne Giuseppe Cocconi og Philip Morrison teorien om, at intelligente rumvæsener sandsynligvis vil kommunikere ved hjælp af brint, det mest udbredte grundstof i universet.
Når elektroner skifter energiniveauer i brintatomer, udsender atomerne radiobølger i frekvensen 1420 megahertz, hvilket giver en bølgelængde på 21 centimeter.
Derfor kan netop denne frekvens og bølgelængde betragtes som den mest sandsynlige “linje”, som livsformer i universet vil bruge til at kommunikere med.
Af samme grund er frekvensen reserveret til astronomiske observationer og er efter anbefaling fra Den Internationale Astronomiske Union beskyttet: Det er forbudt at udsende signaler på frekvensen, da det kan forstyrre astronomiske observationer.
Det var netop på frekvensen 1420 megahertz, at Wow!-signalet nåede til Jorden. Så hvis vi vil kontakte en potentiel afsender, skal vi pege en radiosender i retning mod 2MASS 19281982-2640123 og indstille den på samme frekvens.
