M. Kornmesser/ESO
‘Oumuamua, cigar, ufo

Hvad hvis vi rent faktisk har haft besøg fra rummet?

Enkelte ufo-observationer kan ikke umiddelbart bortforklares, og nogle forskere mener rent faktisk, at der virkelig findes ufoer derude. Hvis der gør, rummer ufoerne teknologier, som vi knap kan forestille os, men besætningen vil sandsynligvis ligne os. Få forskernes forklaring på ufoer her.

1. Rumcigar er et forlist fragtskib

I slutningen af 2017 passerede et ukendt cigarformet objekt gennem vores solsystem. Himmellegemet fik navnet ‘Oumuamua og trak en hale af mysterier efter sig.

Observationerne passer hverken med en asteroide, en komet eller nogen anden kendt type objekter i universet. Da forskerne analyserede objektets bevægelser, som teleskoperne havde sporet, opdagede de, at ‘Oumuamua øgede sin hastighed, mens den passerede gennem det indre Solsystem.

Hastighedsforøgelsen var ganske vist lille, men ‘Oumuamua satte farten op på et tidspunkt, hvor Solens tyngdekraft burde have fået den til at miste fart.

Ifølge Avi Loeb, som er professor i astronomi på Harvard University, er forklaringen på ‘Oumuamuas acceleration, at objektet i virkeligheden er et forlist fartøj, der som et solsejl drives afsted af Solens stråler.

VLT, Paranal, Chile

Ud fra data fra bl.a. VLT-observatoriet i Chile har astronomer beregnet ‘Oumuamuas bane gennem Solsystemet.

© ESO

Avi Loeb forestiller sig, at en fremmed civilisation kunne bruge rumfartøjer med solsejl til at fragte gods mellem planeter eller solsystemer i en anden del af vores galakse. Har Loeb ret, er ‘Oumuamuas besøg vores første møde med en fremmed civilisation.

2. Ufoer koloniserer galaksen som virus

I 1966 udkom dokumentet “Theory of Self-Reproducing Automata”. Dokumentet var et tankeeksperiment udført af matematikeren John von Neumann i slutningen af 1940’erne.

Neumann mente, at det er muligt for en mekanisk organisme – fx et stykke kode – at beskadige maskiner, kopiere sig selv og inficere nye værter på nøjagtig samme vis som en biologisk virus.

Hvad hvis rumvæsener i fjerne galakser gør dette tankeeksperiment til virkelighed? Det er tanken bag teorien om det såkaldte von Neumann-rumskib: en robotstyret drone designet til at rejse ud til fjerne galakser og kolonisere planeter og måner gennem replikation.

Idéen er, at dronen fx lander på en måne – eller måske på Jorden? – og kopierer sig selv ved hjælp af råmaterialer som jern og nikkel.

Når den mekaniske organisme har skabt flere tusind kopier af sig selv og drænet planeten for råstoffer, vil rumskibet rejse videre mod nye himmellegemer og inficere dem. Denne proces vil gentage sig, indtil hele galakser er lagt øde af den fremmede civilisation.

3. Ufoernes besætning er som os

Hvis vi får besøg af en ufo, hvilke væsener kan vi så forvente at møde? Er det grønne mænd, som skyder med dødsstråler? Nuttede rumvæsener som E.T.? Eller måske groteske skabninger med fangarme, der udspyer syre?

Teorierne om, hvordan intelligent liv uden for Jorden vil tage sig ud, er mange. Men forskerne er enige om én ting: Byggestenene til liv ude i universet ligner sandsynligvis dem på Jorden.

Rumvæsen, alien, ufo

Selvom væsener fra andre steder i universet næppe ser ud præcis som os, er de formentlig bygget af de samme grundstoffer.

© Shutterstock

På Jorden består 95 procent af atomerne i levende organismer af kulstof, ilt og brint, og de tre – sammen med helium – er de almindeligste elementer i universet. Derfor vil intelligent liv på andre planeter være skabt af et miks af de samme elementer, lyder ræsonnementet.

Astrobiologer som Simon Conway Morris fra University of Cambridge mener derfor, at der er en god chance for, at besøgende fra rummet vil minde om os selv.

“Hvis udfaldet af evolutionen er forudsigeligt i bred forstand, så vil det, der gør sig gældende for udviklingen af højere livsformer på Jorden, også gælde på tværs af Mælkevejen og hinsides,” har han udtalt.