Her fremgår det nemlig af anonyme besvarelser, at mange amerikanske akademikere mener at have været vidne til uforklarlige fænomener på himlen.
Nærmere bestemt gælder det knap en femtedel - eller 18,9 procent - af de adspurgte, fremgår det af undersøgelsen, der er bragt i tidsskriftet Humanities and Social Science Communications.
Yderligere 8,7 procent svarede, at de måske havde set sådan et fænomen.
I undersøgelsen sendte forskerne et spørgeskema ud til akademikere på 144 amerikanske universiteter, der alle er bredt anerkendt for at tilbyde omfattende forskningsprogrammer og en bred vifte af doktorgradsprogrammer.
Udover astronomer og fysikere sendte forskerne også deres spørgsmål til akademikere inden for samfundsvidenskab, humaniora og kunst.
Mange svarede ikke
Forskerholdet spurgte blandt andet akademikerne om, hvor nysgerrige de var omkring såkaldte "Unidentified Aerial Phenomena" – altså "Uidentificerede Luftfænomener," og hvor mange, der mente at have set et objekt, der kunne passe på definitionen af et "Uidentificeret Luftfænomen," med egne øjne.
Besvarelserne var anonyme, men alligevel vendte kun ganske få retur.
Ud af de næsten 40.000 personer, der modtog spørgsmålene på e-mail, svarede kun 1.549.
Men de svar, der tikkede ind, var til gengæld overraskende for forskerne.
Flere anonyme akademiker beskrev eksempelvis, hvordan de havde set mystiske objekter på himlen som børn og efterfølgende oplevede, at andre ikke troede på deres oplevelser.
Eller som en respondent formulerede det:
"Jeg plejede at fortælle folk om det, men de troede, at jeg var skør eller løj - så nu er jeg tavs."