Apollo 11 lander i blinde

Mens Armstrong og Aldrin pusler med at pakke til morgendagens landing, betragter Collins dem sørgmodigt. Han føler sig som en far, der skal sende sine børn på en lang rejse.

Beredvilligt tilbyder han at tage nattevagten. “I må hellere sørge for at få en god nats søvn, inden I skal ind i det fordømte månelandingsfartøj,” siger han og tilføjer lavmælt: “Jeg synes, dagen i dag er gået rigtig godt. Hvis i morgen og i overmorgen bliver ligesådan, så klarer vi den.”

Næste dag, søndag den 20. juli 1969, begynder som alle andre dage i rummet. Besætningen spiser en omgang morgenmad med bacon og cornflakes, juice og kakao.

Da Månen ved middagstid er badet i skarpt sollys, siger Collins farvel til sine to kolleger, der i mellemtiden er krøbet gennem den smalle sluse ind i månelandingsfartøjet. De har lukket den solide luge bag sig.

“Nu har I to fyre at tage det roligt nede på måneoverfladen. Hvis jeg hører jer pruste og stønne, får I med mig at bestille,” advarer han venskabeligt over radioen, inden han med et tryk på en knap kobler Eagle – og dermed også sig selv – fra.

“Okay, så er I afsted. Smukt,” forsikrer Collins. I nogle minutter svæver de to fartøjer i formation over for hinanden, men så afbryder Eagle dansen og drejer væk fra kommandomodulet, Columbia, med kurs mod Stilhedens Hav på Månen.

Collins er alene tilbage, og han skal nu udholde den nervepirrende ventetid, indtil Eagle vender tilbage.

Ukendt alarmkode blinker pludselig

Tøjret til gulvet med elastikseler står Armstrong og Aldrin inde i månelandingsfartøjet, der tre timer senere befinder sig cirka 15 kilometer fra overfladen. Tiden er inde til den afgørende raketmanøvre – den, der skal sende dem den sidste vej ned til Månen.

Rollerne er fordelt på forhånd. Armstrong skal som kaptajn styre Eagle ned, mens Aldrin som månelanderens pilot konstant skal overvåge fartøjets tekniske systemer.

Armstrong aktiverer startknappen, og sekundet efter er nedstigningsmotoren tændt. “Tænding,” rapporterer Armstrong og Aldrin i munden på hinanden.

Mens Eagle med bunden i vejret tordner afsted, spejder Armstrong efter pejlemærker på overfladen. Han bemærker, at de bjerge og kratere, der glider forbi vinduet, dukker op et par sekunder før end beregnet.

Eftersom Eagle skyder en fart på omkring halvanden kilometer i sekundet hen over Månen, betyder det, at de vil lande cirka tre kilometer fra bestemmelsesstedet. Han tjekker computeren. Den har ikke registreret fejlen.

I 14 kilometers højde ruller Eagle langsomt rundt til lodret position, så landingsradaren peger direkte mod måneoverfladen. Med hovedet opad får besætningen pludselig øje på Jorden, der hænger som en lille, lysende lampe i det buldermørke verdensrum.

Radaren får kontakt med Månen, og Eagles computer arbejder på højtryk for at fordøje de mange data, den bliver fodret med.

Syv minutter før den planlagte landing hører Armstrong og Aldrin et alarmsignal. På computerskærmen blinker alarmkoden 1202 med gule tal – en kode, ingen af dem kender fra træningen.

“Programalarm,” rapporterer Armstrong nøgternt over radioen til Houston. Kun fordi de kender ham indgående, kan NASA-folkene ane en svag dirren i hans stemme.

Før afgang har Armstrong vurderet, at risikoen for, at de må afbryde landingen, er fifty-fifty, men så tæt på målet er tanken om at skulle opgive ubærlig, og Armstrong sukker af lettelse, da Houston efter noget, der føles som en evighed, vender tilbage med beskeden: “We’re GO on that alarm” – “Se bort fra den alarm, og fortsæt.”

I de næste tre-fire minutter fremturer computeren med 1202-alarmer, og pludselig dukker en lige så ukendt 1201-alarm op på skærmen.

Jordkontrollen beroliger astronauterne med, at computeren blot er overbelastet.

“Samme slags. We’re GO,” meddeler Houston opmuntrende. Da alarmerne omsider dør ud, befinder Eagle sig kun 300 meter over Månen, men Armstrong bryder sig ikke om det syn, der møder ham. Computeren styrer blindt landingsfartøjet mod et fodboldbanestort krater omkranset af stenblokke på størrelse med biler.

Han skifter resolut til manuel styring – med kun to minutter til landing gælder det om i en vis fart at komme fri af krateret og finde et mere plant område.

“Hvordan er brændstoffet?” forhører han sig. Aldrin er så travlt optaget af at aflæse højde- og brændstofmålerne, at han ikke har bemærket den lurende fare, så han svarer bare mekanisk: “Otte procent.” “Okay, der ser ud til at være et godt område her,” konstaterer Armstrong umiddelbart efter. “60 meter,” melder Aldrin.

I det samme ser Armstrong, at stedet, han har udset sig, er komplet uegnet til landing. “Vi er lige over et krater ... vi må flyve videre,” meddeler han kontrolcenteret, der vælger at tie på radioen for ikke at forstyrre astronauterne i den tilspidsede situation.

Støvskyer hvirvler op og slører udsynet

Da Eagle kort efter er nået ned i 30 meters højde, er der kun brændstof til yderligere 90 sekunders flyvning.

Som i en ønskedrøm får Armstrong øje på et cirka 60 kvadratmeter plant område flankeret af små kratere på den ene side og stenblokke på den anden. Idet han forsøger at fæstne blikket på målet, begynder han på landingen. Men Eagles raket hvirvler støvskyer op og slører udsynet.

Næsten i blinde dirigerer han fartøjet lodret nedad. Nu haster det, for der er kun meget lidt brændstof tilbage, og det er alt for sent at afbryde landingen.

“Kontaktlys,” siger Aldrin pludselig og kigger på Armstrong, som straks afbryder motoren. Så blidt, at astronauterne end ikke mærker det, synker Eagles fire landingsfødder ned i månestøvet.

Et øjeblik efter følger de første ord fra Månens overflade, da Aldrin melder: “Descent Engine Command Override, off, engine arm, off – 413 is in.” Kun de indforståede ved, hvad det betyder, men inde i boblehjelmene flækker de to mænds ansigter i et smil, mens de sejrssikkert trykker hinanden i hånden.

Og her – 102 timer, 45 minutter og 42 sekunder efter liftoff – giver Armstrong den melding, som hele verden har ventet på: “Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed.”

“Roger, Tranquility. I fik en samling gutter til at blive næsten blå i ansigtet. Nu trækker vi vejret igen. Mange tak skal I have,” melder kontrolcenteret og oplyser, at der er smilende mennesker overalt, ikke kun i Houston, men i hele verden.

“Glem ikke, at der også er et i kommandomodulet,” indskyder Collins, der har fulgt dramaet over radioen.

Armstrong føler sig høj oven på landingen. Det var meget tæt på at gå galt − da Eagle rørte Månen, var der næppe brændstof tilbage i tanken til mere end 20 sekunders flyvning. Men midt i lettelsen ærgrer det ham, at han ingen anelse har om, hvor de er landet.

Efter at Eagle var kommet ud af kurs tidligt under landingen, havde han aldrig fået pejling på kendte kratere igen.

Han og Aldrin havde været under konstant pres på grund af de mange og gentagne alarmer, så nu spejder Armstrong intenst efter konturer, som han kan genkende fra de billeder, Apollo 10 havde taget over Månen to måneder før. Men han finder intet.

Han håber, at Collins vil kunne finde Eagle med sin sekstant, inden de skal lette godt 21 timer senere. Her og nu må han acceptere det faktum, at han er landet i blinde.

Efter planen skal astronauterne sove, før de stiger ud af Eagle. Den plan har Armstrong godkendt hjemmefra, men nu, hvor de som de første mennesker er landet på en anden klode, forekommer tanken absurd, så Armstrong spørger kontrolcenteret, om de kan få lov at træde ud på Månen omkring klokken 20 om aftenen Houston-tid, cirka fem timer før planlagt.

“I får den bedste sendetid i fjernsynet,” lyder tilladelsen fra Jorden.

I ugerne op til månelandingen har Aldrin spekuleret over, hvordan han bedst kan højtideligholde det store øjeblik. En passende gestus for en troende rumfarer vil være at fejre nadver, er han nået frem til. Han finder en pose frem, som han har medbragt hjemmefra. Det er en gave fra en præst.

Op af posen tager han en lille flaske vin, et bæger og nogle oblater og placerer det hele på et klapbord i kabinen, hvorefter han slutter mikrofonen til.

“Dette er månelandingspiloten, der taler. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at anmode lytterne, uanset hvem de er, og hvor de er, om at stoppe op og tænke over de seneste timers begivenheder og om at sige tak på hver deres måde,” lyder hans budskab over radioen.

Mens Armstrong undrende kigger på, fortsætter Aldrin stilfærdigt sin ceremoni og skænker vin i bægeret – i det næsten vægtløse rum pibler dråberne langsomt og yndefuldt ned i bægeret. Så finder han et kort frem med citater fra Johannesevangeliet og fordyber sig i de religiøse tekster.

Præsidenten ringer fra Jorden til Månen

Neil Armstrong lader Aldrin passe sit. Selv har han rigeligt at gøre med at forberede sin egen ceremoni. Igen og igen har nysgerrige journalister spurgt, hvad han har tænkt sig at sige, når han tager skridtet ned på Månens overflade. Det har ikke skortet på idéer fra velmenende mennesker, der blandt andet har foreslået bibelcitater og shakespearevers.

Undervejs til Månen har Collins og Aldrin også bragt emnet på bane, men Armstrong har endnu ikke besluttet sig.

I hans optik var landingen det største øjeblik, tidspunktet, hvor mennesket første gang kom i kontakt med en anden klode. Men han anerkender, at andre ser anderledes på sagen. Nu kan han ikke udskyde beslutningen længere.

Han grubler over det paradoksale i, at han lige om lidt vil være i gang med at tage et lille, men uhyre betydningsfuldt skridt. Og så er det, at ordene kommer til ham. Nu ved han, hvad han vil sige.

Da minutterne for astronauternes pionervandring nærmer sig, ifører de sig månedragterne. Som faldskærmsudspringere, der omhyggeligt pakker deres skærme, følger de tjeklisten ned til mindste detalje: støvler, trykhjelm, handsker og dragt.

Det hele skal på i en bestemt rækkefølge, og vigtigst af alt er rygsækken, det såkaldte portable life support system, der rummer livsnødvendigt udstyr som bl.a. vand, ilt, kommunikationsgrej og kølesystem.

På en knap aktiverer mændene rygsækkenes luftpumper og hører straks den beroligende summen fra maskineriet, en velkendt lyd fra træningstimerne. Armstrong og Aldrin i rumdragterne udgør nu – uafhængige og mobile – hver sin lille, lukkede enhed af liv i al Månens livløshed.

“Lugen åbner sig,” meddeler Armstrong over radioen. Og ganske rigtigt – Eagles tynde metaldør glider op, og mens Aldrin holder lugen, kravler Armstrong baglæns ud på stigen.

På vejen ned tænder han et tv-kamera på siden af Eagle, og kort efter meddeler Jorden: “Vi har billedet nu.” For øjnene af Aldrin og en tryllebundet verden bevæger Armstrong sig ned ad stigen, langsomt og prøvende.

Da han når nederste trin, lader han et kort øjeblik venstre ben dingle i rummet, inden han sætter foden ned i månestøvet.

“Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden,” erklærer han med de ord, der siden skal blive udødelige.

Foroverbøjet og tøvende som et menneske, der har glemt, hvordan man går, sætter Armstrong den ene fod foran den anden. Men han bemærker hurtigt, hvor let og ubesværet det er at vandre på Månen, selv iført den stive rumdragt.

På grund af den svage tyngdekraft vejer han kun omkring 26 kilo, og hvert skridt, han tager, bliver forlænget til et svævende hop. Det virker, som om al bevægelse foregår i slowmotion.

Med sit Hasselblad-kamera tager Armstrong de første billeder fra Månen, men kontrolcenteret minder ham om at følge programmet og straks indsamle prøver. Han fisker en ske op af lommen og graver støv og sten op, som han fylder i en pose.

“Er du klar til, jeg kommer ud?” spørger Aldrin lidt senere. 14 minutter efter at Armstrong er gået samme vej, forlader Aldrin Eagle.

“Nu vil jeg bakke ud og lade lugen stå på klem – og passe godt på ikke at komme til at låse den,” spøger han. “Rigtig godt tænkt,” svarer Armstrong leende og byder sin kollega velkommen på overfladen med ordene: “Er det ikke fantastisk? Storslået udsigt herfra.” “Storslået ødemark,” retter Aldrin.

I de næste to og en halv time har astronauterne et stramt program: De skal stille eksperimentelt, videnskabeligt udstyr op, samle flere sten og mere støv og fotografere. Men først venter en mere højtidelig opgave: at plante det amerikanske nationalsymbol, Stars and Stripes, solidt i månejorden.

Armstrong og Aldrin folder flaget ud, men mod forventning er det ikke så nemt at presse stangen ned i den stenede overflade.

Kort efter at mændene har genoptaget arbejdet, bliver de afbrudt af kontrolcenteret, der meddeler, at præsident Richard Nixon ønsker at tale med dem: “Hallo, Neil og Buzz,” siger han.

“Jeg ringer til jer fra det ovale værelse i Det Hvide Hus. Dette må med sikkerhed være den mest skelsættende telefonsamtale nogensinde herfra. I ét uvurderligt øjeblik i hele menneskehedens historie er alle mennesker på Jorden forenet – forenet i stolthed over, hvad I har udrettet, og forenet i vores bønner om, at I må nå sikkert tilbage til Jorden.”

“Tak, hr. præsident. Det er en stor ære og et privilegium for os at stå her og repræsentere ikke alene USA, men fredselskende mennesker fra hele verden,” lyder det fra Armstrong, inden han vender tilbage til pligterne.

Resten af månevandringen forløber med hektisk aktivitet, og alt, alt for hurtigt – længe inden de overhovedet har lært den nye verden ordentligt at kende – må Armstrong og Aldrin vende tilbage til Eagle.

Turen varede otte døgn

Vel indenfor konstaterer de, efter at de atter har fyldt kabinen med ilt og har kunnet tage deres hjelme af, forbløffede, at Månen lugter. Der hænger en odør af noget skarpt og udefinerbart i tøjet – en lugt næsten som våd aske eller krudtrøg.

Collins er verdens ensomste menneske

Mens kollegerne forsøger at få sig en tiltrængt lur inden afrejsen, kredser Columbia med Michael Collins om Månen som en enlig opdagelsesrejsende. Aldrig i historien har noget menneske været så alene, men Collins nyder ensomheden.

For en garvet, tidligere testpilot som ham er det den ultimative form for frihed: at være alene i – og have fuldstændig kontrol over – sit eget fartøj.

Især når Collins befinder sig på Månens bagside, hvor han i 48 minutter er helt uden for rækkevidde af kontrolcenterets kværnen over radioen, føler han sig som den frieste fugl i hele universet.

Isoleret, men fri. Og med frit løb til tankerne. “Hvis man foretog en optælling, ville resultatet være tre milliarder plus to mennesker ovre på den anden side af Månen, mens der på denne side er ét menneske – og Gud ved hvad ellers,” tænker han.

Som sandhedens time nærmer sig − det tidspunkt, hvor Eagle og Columbia skal genforenes efter et døgn − bliver han endnu en gang hjemsøgt af det mareridt, som har plaget ham gennem et halvt års tid: Skulle det værste ske, at Eagle forulykker under starten, venter en forbandet lang og ensom rejse tilbage til Jorden.

Herude er den blå planet så uendelig langt borte, at Collins kan dække for den med sin tommelfingernegl i Columbias vindue. Tanken om at skulle tilbagelægge turen på egen hånd er uudholdelig.

“Hvis de ikke kan lette fra overfladen, eller hvis de styrter ned, vil jeg ikke tage mit eget liv. Jeg vil komme hjem, men jeg vil være mærket for livet,” svirrer de dystre tanker i hans hoved.

Frygten nager Armstrong før starten

Mens Aldrin end ikke har overvejet risikoen for at strande på Månen, er Armstrong mere grublende.

Her, mens nedtællingen er i gang, frygter han for, om Eagles opstigningsmotor kan stå distancen. På anbefaling af ingeniørerne er startmekanismen elektrisk – selv havde han foretrukket en mekanisk løsning, så han og Aldrin manuelt ville kunne starte motoren, hvis der skulle opstå problemer.

“9, 8, 7, 6, 5, abort stage, engine arm, ascent, proceed,” lyder det fra Aldrin, hvorefter Armstrong trykker på startknappen. I en evighed af et splitsekund er der dødstille i kabinen. Men så lyder der et brag, og Eagle skyder op fra Månen i en blød, men kraftfuld bevægelse.

“Vi er på vej,” jubler Aldrin, da de lægger Stilhedens Hav bag sig.

Tre timer senere kan også Collins slappe af. I det fjerne skimter han en lillebitte, sort prik: Eagle, der kravler stabilt opad fra Månen og vokser sig stadig større, det smukkeste syn under hele missionen, synes han.

Samtidig med at han styrer Columbia i position til sammenkoblingen, tager Collins sig tid til at fotografere det historiske møde. “Jeg kan se Jorden stå op bag jer – det er fantastisk,” siger han over radioen, mens han foreviger Eagle, Månen og, i baggrundens sorte dyb, den mikroskopiske blå og hvide Jord på ét og samme billede.

Den eneste, der mangler på fotografiet, er fotografen selv.

“Gør klar til de her million-dollars-kasser,” råber Armstrong, da Eagle og Columbia få minutter senere er koblet sammen. Forsigtigt rækker han Collins to beholdere med i alt 21,3188 kg måneprøver, og selv midt i vægtløsheden fornemmer Collins tyngden af det gods, han får i sine hænder.

I de forseglede beholdere ligger små bidder af en anden klode – uvurderlige souvenirs, som snart skal granskes af en hel hærskare af forskere på Jorden.

Uvant tyngdekraft giver gummiben

Ved middagstid torsdag den 24. juli, knap 200 timer efter opsendelsen, hopper Armstrong, Aldrin og Collins ud af en helikopter og over på militærskibet USS Hornet.

Iført grå og uformelige isolationsdragter, der dækker kroppen fra top til tå, ligner de væsener fra en anden planet.

På ben, der føles som gummi i mødet med Jordens pludselig uvante tyngdekraft, trasker de tre mænd over til en campingvognslignende beholder. Her skal de isoleres et par uger på grund af frygt for smitte med eventuelle månebakterier.

Isolationsbeholderen er komfortabelt indrettet, men ventetiden er lang. For at fordrive tiden ser astronauterne båndede tv-optagelser, hvor millioner af mennesker sidder yderst på sædet, mens de åndeløst følger Armstrongs og Aldrins første skridt på Månen.

Først nu fornemmer trioen for alvor historiens vingesus: Mens de selv befandt sig over 380.000 kilometer borte og havde travlt med så meget andet, gik menneskeheden amok i glædesrus over månemiraklet.

Aldrin lader blikket vandre fra de sort-hvide tv-billeder til Armstrong og konstaterer tørt: “Neil, vi gik glip af det hele.”

I månederne efter succesen med Apollo 11 er USA fortsat i festrus. Men hos NASA er der panderynker. På de næste missioner skal den videnskabelige udforskning af Månen for alvor til at begynde.

Men det nytter ikke meget, at geologerne omhyggeligt udvælger interessante landingssteder, hvis månelanderen ikke kan ramme dem. Eagle viste sig at være landet 6 km væk fra det planlagte sted.