Apollo 13: Rumskib på nødblus

Lovell er ikke overtroisk, men han erkender, at hvis ulykken skulle være ude, så taler sandsynligheden for, at netop han, NASA’s mest erfarne rumrejsende, vil stå for skud.

Jobbet som astronaut er livsfarligt, og for hver mission, der er forløbet godt, føles det, som om risikoen for en ulykke rykker et skridt nærmere.

Perfekt opsendelse

Denne perfekte aften i april – den 13. – har Lovell dog ikke den fjerneste grund til at frygte, at oddsene skulle være ham imod. For, som det lyder fra kontrolcenteret i Houston:

Opsendelsen er da også gået lige efter bogen, og her, med Jorden knap 330.000 kilometer og små 56 timer bagude, har Jim Lovell, Jack Swigert og Fred Haise netop gennemført en tv-transmission, hvor de sprudlende har guidet seerne rundt i bl.a. månelandingsfartøjet Aquarius, den bageste af de tre sektioner i skibet.

Tilbage i kommandomodulet Odyssey fortsætter Lovell i rollen som konferencier på slap line. “Vi kan vise jer et hurtigt klip af underholdningen om bord på rumskibet,” siger han og tænder en lille båndoptager.

Ud flyder kendingsmelodien til Stanley Kubricks science fiction-film fra 1968: “2001: A Space Odyssey” (“Rumrejsen år 2001”).

“Selvfølgelig ville vores samling af bånd ikke være komplet uden Aquarius (en populær sang fra Broadway-musicalen Hair, red.),” tilføjer han, inden han afslutter transmissionen med at ønske alle på Jorden en god aften.

Fem minutter senere aktiverer kommandomodulets pilot, Jack Swigert, på Houstons anmodning den motor, der som et piskeris skal røre i servicemodulets tanke med flydende ilt og brint, brændstoffet til fartøjets tre brændselsceller.

“Fred, ved du, hvad det var for en lyd,” spørger Lovell og kigger anklagende på sin makker.

Tidligere har Fred Haise jaget en skræk i livet på sine kolleger, da han åbnede en trykventil, der larmede på samme voldsomme vis, og Lovell mistænker ham nu for at have gentaget spøgen. Men Haise kigger bare grav-alvorligt på Lovell og ryster på hovedet.

Ilten strømmer ud af rumskibet

I det samme kimer en alarm i astronauternes hovedtelefoner. Foruroliget tjekker Swigert kontrolpanelet og ser, at en advarselslampe lyser rødt. Trykket i den ene ilttank falder, og strømmen til kommandomodulet svigter, konstaterer han.

“Okay, Houston, vi har fået et problem,” melder han over radioen. “Gentag venligst,” lyder det fra Houston.

“Houston, vi har fået et problem. Vi har et strømsvigt på B,” uddyber Lovell.

“Roger, strømsvigt på B,” svarer flyvelederen i Houston og tilføjer efter en kort pause: “Okay, vent lidt, 13. Vi kigger på det.”

VIDEO – Hør Apollo 13's berømte nødråb:

Mens teknikerne i Houston arbejder på at finde ud af, hvad der er sket, kæmper astronauterne for at få et overblik over skadens omfang.

Noget er helt galt, det står klart – den ene af servicemodulets to ilttanke er tom, den anden lækker, og to af de tre brændselsceller er døde på grund af manglende ilttilførsel.

Alt i rumskibet, fra måleinstrumenter til computer, kører på strøm fra brændselscellerne i servicemodulet, og sikkerhedsreglerne tillader kun månelanding, hvis alle celler fungerer.

Uhyggelig situation

Astronauternes første reaktion er skuffelse, men hurtigt går det op for dem, at de skal prise sig lykkelige, hvis de overhovedet når tilbage til Jorden.

For hvert minut bliver krisen værre, og aldrig har besætningen set så mange funktionsfejl på én gang: Servicemodulets styreraketter virker heller ikke, og den eneste aktive brændselscelle taber spænding.

Selv i det værste skrækscenarie, astronauterne har gennemgået under træningen, er de aldrig løbet ind i en så djævelsk situation som denne. Og det uhyggeligste af det hele er, at de ikke befinder sig i en simulator, men om bord på et rumskib, der tordner af sted mod Månen.

Efter eksplosionen er Apollo 13 begyndt at slingre fra side til side, og samtidig med at Lovell desperat forsøger at stabilisere fartøjet, kaster han et hurtigt blik ud af det lille vindue.

“Det ser ud, som om der strømmer noget ud. Der strømmer noget ud i rummet,” melder han til kontrolcenteret.

Lovell og hans kolleger tør ikke gisne om, hvad der er sket, og egentlig er de også ligeglade. Det eneste, der optager dem, er den kendsgerning, at servicemodulet er ødelagt, og at det er et spørgsmål om tid, før Odyssey er uden både strøm og ilt.

Astronauterne kan ikke foretage en U-vending og styre tilbage mod Jorden. Selv hvis servicemodulets motorer mod forventning skulle vise sig at være uskadte, er der ikke strøm nok til den manøvre.

Apollo 13 er nødt til at fortsætte til Månen – eller rettere i en bue rundt bag om den og tilbage igen mod Jorden. Spørgsmålet er, om astronauterne overhovedet vil kunne overleve så længe. Halvanden time efter eksplosionen vender NASA tilbage med en nødplan:

“Vi tænker på månelandingsfartøjet som en redningsbåd,” meddeler man fra Houston.

I en kamp mod uret går astronauterne i gang med at aktivere systemerne i månelandingsfartøjet Aquarius, en procedure, der plejer at tage to timer, men som nu barberes ned til få minutter. Sideløbende flytter besætningen forråd ind i Aquarius, og kort før midnat mandag den 13. april, knap tre timer efter eksplosionen, råber Lovell op gennem tunnelen til Swigert:

“Luk hende ned.” Swigert slår strømmen fra i Odyssey. Den smule strøm, der er tilbage, skal gemmes til landingen. Nu må astronauterne krybe sammen i Aquarius’ trange kabine, den eneste driftsikre del af Apollo 13.

Astronauterne mærker et strejf af håb

NASA har mistet tre gode mænd, sådan tænker mange­ af de medarbejdere, der i de sene nattetimer er forsamlet i kontrolcenteret i Houston. Men ingen af dem lufter deres dystre tanker og forudanelser.

I stedet sidder de tilstedeværende bøjet over bøger, papirer, skemaer og regnemaskiner i færd med at beregne en bane, der kan føre Apollo 13 hjem.

De finder ud af, at astronauterne med en dristig raketmanøvre kan bringe sig ind i et kredsløb, der bruger Månens tyngdefelt til at indfange fartøjet, slynge det rundt om bagsiden og sende det tilbage til Jorden.

For at komme ind i den bane − og efterfølgende ud af den igen − må Apollo 13 justere kursen flere gange undervejs, og det skal ske ved at tænde månelandingsmodulets nedstigningsmotor.

Den første manøvre skal finde sted klokken 2.40 tirsdag ­morgen og den næste klokken 20.40 samme dag, lyder ordren til astronauterne fra kontrolcenteret.

Houston undlader at beskrive alternativet:

Lovell, Haise og Swigert vover knap at trække vejret i minutterne op til den første kurs­justering. Da de hører raketmotoren buldre, og da computeren 21 sekunder senere planmæssigt slukker den igen, mærker de for første gang efter eksplosionen et strejf af håb.

Apollo 13 er kommet på rette kurs, det værste synes nu at være overstået.

Klokken halv syv samme aften svinger Apollo 13 rundt om Månens bagside, og astronauterne bliver for et øjeblik mindet om noget andet end den krise, de befinder sig midt i.

Klinet til vinduerne kigger de ned på det kraterfyldte og solbadede landskab, der glider forbi 250 kilometer under dem. Betagede knipser Swigert og Haise løs med deres kameraer.

“Hvis vi ikke får tændt motoren, vil I aldrig få billederne fremkaldt,” minder Lovell sine kolleger om. “Slap af, Jim. Du har været her før, det har vi ikke,” indvender Haise.

Lovell fortryder sin beske bemærkning og giver sig til at udpege de steder, han har set tilbage i 1968, da han med Apollo 8 foretog den første bemandede flyvning rundt om Månen.

Mens fartøjet lægger Månen bag sig, gør mændene klar til endnu en gang at fyre op under Aquarius’ raketmotor, dels for at korrigere kursen, dels for at øge farten.

Ifølge kontrolcenterets beregninger kan hjemrejsen dermed forkortes fra fire dage til to en halv, en kæmpe gevinst på en færd, hvor mar­ginaler kan gøre forskellen mellem liv og død.

Klokken tyve minutter i ni om aftenen trykker Lovell på motorens startknap, og umiddelbart efter melder han over radioen: “We’re burning.” Endnu en gang stiger humøret et par grader om bord, det går den helt rigtige vej nu. I stedet for, som før, at flyve længere og længere væk fra Jorden kommer Apollo 13 nu nærmere for hvert sekund, der går.

Som månelanderpilot kender han Aquarius ud og ind, og han kan remse navnene op på samtlige fartøjets kompo­nenter og ved præcis, hvor meget ilt, vand og strøm, der er til deres rådighed. Med den viden har han i hovedet regnet sig frem til, at trioen har ilt nok til otte-ti dage, altså mere end rigeligt til hjemrejsen.

Strøm burde der også være nok af – fuldt opladet rækker Aquarius’ batterier til to døgn, men ved at afbryde alle installa­tioner, som ikke er strengt nødvendige for at overleve, kan forbruget minimeres, så Aquarius kan holde sig kørende i fire-fem døgn.

Vandet skal de holde et vågent øje med, tænker Haise og indstiller sig på, at vandet skal rationeres. Kabine­luften derimod, den kan vise sig at blive deres værste fjende, dæmrer det nu pludselig for Haise.

De kemiske filtre, der skal rense luften for kuldioxid, rækker kun til to mand i to døgn – den tid, som to af astronauterne skulle have opholdt sig på ­Månen – og ikke til tre mand i endnu flere døgn.

Uden nye filtre vil astronauterne langsomt blive kvalt i deres egen udåndingsluft, og selv om der ligger rigeligt med filtre i kommandomodulet, passer de ikke i facon til de runde ledninger i Aquarius.

Astronauterne bygger en filter-adapter

Til Haises lettelse har ingeniørerne i kontrolcenteret allerede forudset problemet og fundet en løsning. Onsdag morgen meddeler Houston, at astronauterne skal begynde at samle forskellige løsdele sammen.

Planen er, at de skal bygge en firkantet boks, som filtrene fra Odyssey kan passe ind i. En form for adapter. “Det svarer til at bygge et modelfly, men ender med at ligne en postkasse,” siger Joe Kerwin, en af folkene fra kontrolcenteret på Jorden.

Da astronauterne har fundet delene frem, begynder Kerwin at forklare proceduren. Billedtransmissionen er afbrudt for at spare på strømmen, så al kommu­ni­kation foregår via radioen, og Kerwin må opbyde alle sine pædagogiske evner for at gøre proceduren forståelig:

“Nu vil vi gerne have, at I tager tapen og skærer to cirka 90 centimeter lange stykker af, eller en god armslængde, og så vil vi gerne have jer til at lave to remme, som skal spændes rundt om beholderen,” lyder det indledningsvis fra Kerwin.

VIDEO – Se Apollo 13-teamet redde livet med pap, tape og strømper:

I løbet af en times tid lykkes det for Lovell og Swigert at bygge to “postkasser”, og da Haise lidt ­senere slutter den ene til rensnings­systemet, falder niveauet af kuldioxid øjeblikkeligt til det normale.

Uvilkårligt kommer han til at smile: Her er han, omgivet af isenkram til millioner af dollars. Men når det gælder om at redde liv, er papomslaget fra en manual, et par plasticposer, en rulle tape og et par strømper så uendeligt meget mere værd.

Verden følger med i Apollos skæbne

I Houston knokler medarbejderne i skiftehold for at få astronauterne sikkert hjem. Fra hele USA er der indkaldt eksperter, og døgnet rundt brænder lysene i de talrige kontorer. Ikke kun i NASA, men overalt i verden er opmærksomheden i disse timer og dage rettet mod de tre mennesker i rumskibet.

Fra Tokyo til Toronto, fra Bangkok til Berlin udkommer aviserne med bekymrede overskrifter, og jævnligt bliver radio- og tv-udsendelser afbrudt med sidste nyt fra rummet.

Apollo 13 er ikke blevet blot endnu en fodnote i historien, sådan som kaptajn Lovell ellers havde forudset før rejsen, men et drama, der har grebet hele verden. Men trods den massive strøm af nyheder har ingen tilstrækkeligt med fantasi til at forestille sig virkeligheden om bord på det ødelagte fartøj.

Al normalitet er sat ud af kraft, mændene må improvisere sig frem, og fordi der er lukket for varmen, må de tillige udholde en frygtelig kulde, der går gennem marv og ben.

Kommandomodulet, som besætningen nu kun bruger til soveværelse – “upstairs bedroom”, som de kalder det – er isnende koldt, og vægge, vinduer og instrumentpaneler driver af kondensfugt. Så koldt og klamt er det, at tænderne klaprer, og astronauterne knap kan finde hvile – når det endelig lykkes for dem at få en lur, bliver det højst til to-tre timer ad gangen.

Den mad, der bliver opbevaret i modulets ­køkken, er også kølet betragteligt ned, og da Lovell henter nogle pølser, opdager han, at de er næsten frosne. Odyssey er ikke længere et soveværelse, men et køleskab, slår astronauterne fast, alt imens de
ifører sig endnu et par lange underbukser.

Det er især Swigert, der skutter sig i kulden, for hans fødder er blevet gennemblødte og forfrosne, efter at han er kommet til at træde i en pøl vand, som er lækket fra drikkevandsbeholderen i Odyssey. Selv om han gnubber og gnider fødderne, lykkes det ham ikke på noget tidspunkt at få varmen i dem. Som en ringe trøst har han det trods alt bedre end Fred Haise, der døjer med en grim urinvejsinfektion.

Efter at Odyssey blev sat på nødblus, har astro­nauterne ikke kunnet bruge det sædvanlige system med at dumpe urin udenbords, så i snart tre dage har mændene tisset i poser og beholdere, som de efterhånden har stuvet af vejen i Odyssey.

Når der i perioder er travlhed om bord, tisser astronauterne dog i en dertil beregnet pose inde i rumdragten, og på den måde kan der gå flere timer, hvor de bogstavelig talt er badet i deres egen urin.

Som timerne går, sniger kulden fra kommandomodulet sig også ind i månelanderen Aquarius, hvor temperaturen torsdag eftermiddag er faldet til omkring fem grader.

Fugten er fulgt med, og på alle overflader ligger der en tynd film af dugperler. Astronauterne må tørre instrumenterne af med en klud for overhovedet at kunne aflæse dem.

Uvæger­ligt spekulerer astronauterne på, om fugten har gjort skade på de elektriske installationer. Der hersker ingen tvivl om, at væden er trængt ind bag ved instrument­panelerne, både her og i kommandomodulet.

Månelandingsfartøjet Aquarius er deres redningsbåd og fungerer indtil videre upåklageligt, men Odyssey er den færge, der skal bringe dem sikkert ned til Jorden. En kort­slutning her kan få katastrofale følger.

Astronauterne skubber de ubehagelige tanker fra sig, mens de skulder ved skulder forsøger at få varmen og afventer nyt fra Houston. Kontrolcenteret er ved at udarbejde en liste over de procedurer, der skal vække Odyssey op fra dvalen og gøre det klar til turen ind gennem Jordens atmosfære dagen efter.

Men jo flere timer der går uden denne liste, desto kortere tid har astronauterne til at studere de arbejdsgange, som deres liv afhænger af. Torsdag aften melder en af flyvelederne sig omsider på radioen.

Han går direkte til sagen: “Hallo Aquarius, kan I høre mig? Lad mig tage det fra en ende af.” Først to timer senere er flyvelederen færdig med at gennemgå listen.

Hver en indstilling på instrumentpanelet og hvert eneste tryk på computertastaturet har han beskrevet, og til sidst garanterer han, at listen er ­testet af en reservebesætning i simulatorerne.

“Vi tror, vi har taget højde for alle små overraskelser,” siger flyvelederen. “Det håber jeg,” svarer Swigert, “for i morgen er det eksamenstid.”

Houston kan ikke få øje på Odyssey

“Affyr,” siger Lovell, hvorefter Swigert trykker på knappen. Med et brag bliver servicemodulet koblet fra, og Lovell gyser, da han ser det ødelagte modul drive forbi vinduet.

Vragdele hænger ud af et stort hul, et helt sidepanel er sprængt væk. Det er et frygtindgydende syn.

Målløse skynder astronauterne sig at fotografere skaden – de havde regnet med at se en mindre lækage, ikke denne totale ødelæggelse.

Mens servicemodulet svinder ind til en prik i det fjerne, tænder mændene landingsbatterierne i Odyssey og vækker fartøjet til live igen. Lettede konstaterer de, at samtlige systemer fungerer upåklageligt.

Ved ni-tiden om morgenen har astronauterne flyttet alt overflødigt grej ind i Aquarius. Så kobler de deres trofaste månemodul fra og sender også det ud i rummet. “Farvel, Aquarius, vi takker dig,” lyder afskedssalutten fra Lovell, Haise og Swigert.

Da de tre timer senere ligger fastspændte i deres sæder, klar til rejsens allersidste etape, bemærker de, hvordan rummets buldermørke langsomt viger for det bløde lys fra Jorden. Få øjeblikke senere tordner Odyssey ind gennem atmosfæren med kursen direkte rettet mod det sydlige Stillehav.

Imens sidder NASA-medarbejdere, astronau­ternes familier og millioner af tv-seere over hele kloden på det yderste af stolesædet. I flere minutter er der ingen radiokontakt med fartøjet, og igen og igen forsøger kontrolcenteret at få hul igennem. “Odyssey, Houston. Standing by,” gentager Joe Kerwin på Jorden.

Tiden føles lang nu, hvert sekund er som en evighed, både for astronauterne og de mennesker, der venter på Jorden. Endnu gnaver uvis­heden om, hvorvidt den elektronik, der skal udløse landingsfaldskærmene, fungerer tilfredsstillende.

Foreløbig ser det ikke for godt ud. Tv-kameraer på flådens redningsskib USS Iwo Jima afsøger for­gæves himlen efter det lille, kegleformede fartøj, og da det pludselig klokken 12.07 daler ned gennem skydækket, eksploderer hele verden i jubel.

Kort efter plasker Apollo 13 ned i havet nær ­Samoa og lander cirka seks kilometer fra redningsskibet. I det tætpakkede kontrolcenter i Houston stiger der øjeblikket efter røgskyer til vejrs fra alle de mange cigarer, der er blevet delt ud til lejligheden, mens astronauterne i Odyssey indtil videre må nøjes med at ryge deres egen forfrosne ånde.

Først da dykkere lidt senere åbner lugen til rumfartøjet, bliver kulden afløst af en velsignet tropevarme, og begærligt indånder Lovell, Haise og ­Swigert den friske duft af havet og Jorden.

“En skøn landing i et blækblåt hav på en dejlig, dejlig planet,” kalder Lovell senere det splashdown, der endte med at gå over i historien som den mest vellykkede landing i Apollo-programmets historie.

Mange måneder senere finder NASA ud af, at en kortslutning mellem to ledninger var årsag til eksplosionen i ilttanken. Trods det dramatiske forløb kalder NASA missionen for en “succesfuld fiasko”. Men tilliden til rumfartsprojektet er i bund.