Apollo 17: Den sidste månerejse slog rekorder

Den sidste skal være den bedste

Mens Apollo 17 lægger Jorden bag sig, er Harrison Schmitt fast besluttet på at holde sit løfte til Slayton.

Sammen med Gene Cernan vil han gøre den sidste månelanding til den bedste – han og kollegaen skal opholde sig længere på overfladen end deres forgængere, samle flere prøver, tage flere billeder – i det hele taget lukke og slukke med manér.

Men først og fremmest vil Schmitt bevise, at forsker-satsningen er rigtig, for han er sig inderligt bevidst om sin rolle som forsøgskanin.

Gør han sit arbejde godt, kan han bane vejen for andre forskere, som står på spring til NASA’s kommende rumflyvninger. Fejler han, kan han risikere at blive både den første og den sidste videnskabsmand uden jordforbindelse.

Før Harrison Schmitt kan træde i karakter som forskeren, der skal bidrage til at stykke Månens geologiske historie sammen, skal han dog være astronaut eller mere præcist pilot på månelanderen Challenger.

Så da fartøjet mandag den 11. december lægger an til nedstigning i Taurus-Littrow, en fladbundet dal omgivet af bjerge, har Schmitt ikke øje for det fremmedartede landskab under sig, men udelukkende for Challengers instrumenter.

Først da Cernan meddeler Houston, at “the Challenger has landed”, løfter Schmitt blikket og kigger ud på den golde klode.

Han har det, som om han er gået glip af hele landingen, men det kan han leve med. For om fire timer skal han i felten i et terræn, han hidtil kun har iagttaget på 400.000 kilometers afstand.

Jordkloden kan ikke ophidse Schmitt

“Hey, hvem har lavet spor i min måneoverflade?” spørger en kåd Harrison Schmitt, da han kravler ned ad stigen fra Challenger. Den skyldige er Cernan, der få minutter tidligere er trådt ned på Månen og nu står og betragter sin kollega tage samme tur.

“Boy, du ser ud, som om du lige har ...” siger Cernan. “Gået på Månen,” fuldender Schmitt sætningen.

Betaget kigger astronauterne sig omkring. Især Schmitt, blandt sine kolleger kendt som “Dr. Rock”, er bjergtaget af det livløse landskab, der er så uligt noget, han har set på Jorden.

For hans fødder glimter klippestykker i det skarpe sollys, i den mørke og kraterspækkede dal ligger stenblokke, der synes at være rullet ned fra de omgivende bjerge, og til siderne knejser stejle dalskråninger som pyramider mod himlen.

“Intet mindre end en geologs paradis,” fastslår Schmitt.

Han går straks i gang med at undersøge omgivelserne, alt imens Cernan gør månebilen klar til rejsens første ekskursion.

Midt i sine gøremål stopper Cernan pludselig op, fordi han har fået øje på Jorden, der hænger som en funklende, blåhvid lampe over månebjergene i det fjerne. “Oh, man. Hey Jack, just stop,” siger han og fortsætter:

“Du burde unde dig selv 30 sekunder til at kigge op over South Massif og se Jorden.” “Hvad? Se Jorden?” måber Schmitt.

“Prøv nu bare at kigge derop,” opfordrer Cernan. ”Åh, når du har set én Jord, har du set dem alle,” driller Schmitt.

Orange jord snyder de to astronauter

Hvor den første ekskursion først og fremmest er viet til boreprøver og eksperimenter, byder udflugt nummer to på den hidtil længste køretur i hele Apollos historie.

Cernan og Schmitt skal tilbagelægge godt ni kilometer i roveren for at nå frem til bjergmassivet South Massif, en tur, der er beregnet til en time.

Så lang tid har ingen astronauter før brugt alene på at nå fra et punkt til et andet, men både geologerne på Jorden og mændene på Månen vurderer, at det afgjort vil være ulejligheden værd.

Den forventning viser sig at holde stik: South Massif er et skatkammer af forskelligartede mineraler, og mens Schmitt med geologens trænede blik udpeger de interessante klippesten, træder Cernan ind i rollen som hans assistent, der hakker måneprøver løs og fylder den ene pose efter den anden, nok til at holde NASA’s geologer beskæftiget i årevis.

Blandt fundene er et hvidt bjergfragment, der med en alder på næsten 4,5 milliarder år skal vise sig at være en af de ældste sten hentet hjem fra Månen.

På vejen tilbage gør astronauterne holdt ved et meteorkrater, Shorty, hvor Schmitt instinktivt skanner jorden og får øje på et farvet område, der skiller sig ud fra omgivelserne.

Han løfter det yderste visir på sin hjelm for bedre at kunne granske den mærkelige plet. “Det er orange jord,” udbryder han.

“Rør dig ikke, før jeg har set det,” befaler Cernan, der i et kort øjeblik overvejer, om kollegaen har fået solstik. Men da han kommer nærmere, må han give Schmitt ret.

“Hvordan kan der være orange jord på Månen?” spørger han forundret. Astronauterne bliver enige med sig selv om, at den orange plet må være et længe eftersøgt tegn på vulkansk aktivitet.

Men efter hjemkomsten skal det vise sig, at de tager fejl: Der er tale om bittesmå, naturligt forekommende glasstykker, der blev afdækket, da et meteornedslag i sin tid dannede Shorty-krateret.

Evans fryder sig over verdens bedste job

Om bord på kommandomodulet America i månekredsløbet er Ron Evans i topform. Fra han vågner, til han skal sove igen, har han knap en ledig stund, men trods det tætskrevne dags-program med eksperimenter og observationer er han i sit es.

Nynnende og småsnakkende svæver han rundt i kabinen og betjener knapper og håndtag. Indimellem er han ved at boble over af begejstring over udsigten til den blåhvide globus i det fjerne og den golde Måne kun cirka 100 kilometer under ham.

Evans kan ikke dy sig for at dele sin glæde med Houston og resten af verden – eller i det mindste den del af verden, der følger Apollo 17.

Hvor Armstrongs første skridt i månestøvet i 1969 blev fulgt af 600 millioner mennesker over hele kloden, er mediebevågenheden omkring historiens sjette og sidste månerejse sparsom og begrænser sig stort set til korte indslag i pauserne mellem tv-kanalernes endeløse række af sæbeoperaer.

Kun astronauternes nærmeste plus en hård kerne af rumfarts-entusiaster bekymrer sig om de tre amerikanere, der skriver ­sidste kapitel i Apollo-historien.Men for Ron Evans – eller ­Captain America, som Cernan ynder at kalde ham – er denne stund opfyldelsen af en livsdrøm.

Han kalder arbejdet som astronaut for “verdens bedste job”, men selv om han nyder hvert et øjeblik, er han også ved at være en smule træt af sit eget selskab.

“Mand, hvor jeg stinker. Puh. Sæbe hjælper ikke. Jeg glæder mig til, at gutterne vender tilbage med ­deodoranten. De tog al deodoranten med sig til overfladen. Uforskammet,” kværulerer han.

Kænguruhop og skiløb på skråningerne

Cernan får for første gang et indtryk af, hvor vidtstrakt Taurus-Littrow-regionen er, da han på den tredje og sidste månevandring har arbejdet sig op ad en bjergskråning.

Med sit kamera skyder han en ­serie panoramabilleder, og bedst som han knipser løs, træder Schmitt lige ind i synsfeltet og hen til en gigantisk stenklods, der får ham til at syne som en dværg.

Det billede skal siden blive et af de mest ­berømte fra Apollo-missionerne. Fra det højtbeliggende udsigtspunkt kan Cernan se alle de steder, han og Schmitt har besøgt, og det slår ham, at tre dage slet ikke burde række til at ­udforske både dal og bjerge og kratere.

Alligevel har han og hans makker været stort set overalt. “Jack, når vi er færdige, har vi dækket hele dalen, fra det ene hjørne til det andet,” siger han til sin kollega. “Det var jo planen,” påpeger Schmitt nøgternt.

De sidste timer på Månen bliver udnyttet til det yderste og i en grad, så kontrolcenteret på et tidspunkt må bede astronauterne holde lidt igen, indtil pulsen er faldet.

Men oven på tre intense arbejdsdage har Schmitt og Cernan alligevel overskud til at pjatte: Mens Cernan hopper som en kænguru ned ad en skråning, agerer Schmitt skiløber.

Samtidig med at han hopper og strækker armene ud, forsøger han at svinge kroppen fra side til side i den stive rumdragt, men uden den store elegance. “Ret svært at få en god hofterotation,” beklager han sig.

De sidste skridt på Månen er tunge

Før afrejsen afholder astronauterne en lille ceremo­ni, hvor de for rullende kamera afslører en mindeplade. Under et billede af Jorden og et lidt mindre af Månen står der:

Direkte henvendt til seerne og især en gruppe af studerende fra 70 lande, som følger Apollo-finalen fra Houston, siger Cernan: “Dette er vores mindesmærke, som vil blive her, indtil nogle som os, indtil nogle af jer, som er fremtidens håb, kommer tilbage for at læse det igen og for at videreføre udforskningen og meningen med Apollo.”

Mens Schmitt slapper af og lytter til sin makker, mærker han for alvor følgerne af tre dages slid. Fingrene er ømme, og armene værker, men inden han og Cernan kan indlede en tilbagelænet hjemrejse i selskab med Evans, venter der endnu en tørn.

Kasser med måneprøver og andet gods skal op i månelanderen, så mens Schmitt tager imod, kravler en tungt belæsset Cernan i pendulfart op og ned ad stigen. Da arbejdet er gjort, står Cernan alene tilbage på overfladen, stakåndet og i en rumdragt, der er dækket af gråt støv.

Han forbereder sig på at tage ­menneskets foreløbig sidste skridt på Månen, men selv om tyngdekraften er svag, føler han sig som naglet til klippegrunden. Han kaster et vemodigt blik på det nyerobrede territorium og betragter derpå ­Jorden, der står højt på himlen.

Så tager han afsked med ordene:

"Jeg er overbevist om, at historien vil vise, at Amerikas udfordring i dag har formet menneskets skæbne i morgen. Vi forlader Månen ved Taurus-Littrow, som vi kom, og som vi med Guds vilje skal vende tilbage, med fred og håb for hele menneskeheden. Lykke på rejsen, Apollo 17."

Efter hele 75 timers ophold på Månen, heraf de 22 timer ude i månelandskabet, og med en tilbagelagt strækning på sammenlagt 30,5 kilometer ­skriver Apollo 17 sig ind i rekordbøgerne som den mission, der har strakt sig over længst tid på Månen og er nået videst omkring.

Og da astronauterne efter en planmæssig hjemrejse plasker ned i Stillehavet den 19. december 1972, medbringer de næsten 115 kilo prøver, den hidtil største bid af Månen.