Dampdrevet rumsonde skal hoppe gennem Solsystemet

Forskere bruger gammel teknologi i jagten på en af rumfartens største drømme: En rumsonde, som kan finde brændstof overalt og derfor aldrig løber tør.

Det lyder som en idé, der hører til i 1700-tallet, men den er helt ny. Forskere fra University of Central Florida i USA har sammen med det private rumfartsselskab Honeybee Robotics udviklet en dampdreven raketmotor, som skal gøre en rumsonde i stand til at hoppe fra klode til klode i Solsystemet og aldrig løbe tør for brændstof.

De seneste års forskning viser, at der findes vand stort set overalt, ikke blot på planeter og måner, men også på mindre objekter som asteroider. De fleste steder findes vandet som is, og rumsonden skal derfor hente det ved at varme det op.

Prototypen på damp-sonden er testet i et vakuumkammer, hvor den borede efter vand og lettede vha. sin damp-raketmotor.

© Honeybee Robotics Spacecraft Mechanisms Corporation

Sonde skal forsyne sig selv med brændstof

Det sker ved, at sonden borer sig ned i overfladen med hule bor. Indholdet af borene bliver derefter varmet op ved hjælp af energi fra sondens solpaneler, indtil vandet fordamper og trækkes op i selve sonden. Her kondenserer det igen og lagres i brændstoftanken.

Når sonden er klar til at forlade asteroiden og flyve videre, varmes vandet igen op og blæses som damp ud gennem en raketdyse. På den måde kan sonden flyve fra asteroide til asteroide og forsyne sig selv med nyt brændstof.

Damp-sonden tanker op overalt

En nyudviklet rumsonde letter fra fx asteroider ved at blæse damp ud gennem sine dyser. Dampen finder den i form af vand eller is på fx asteroider, som er vandholdige.

Solceller leverer energi

Sonden har brug for energi for at kunne bore efter vand. Derfor er den forsynet med solpaneler.

1

Boret bryder overfladen

Sondens bor skal kun få centimeter ned for at finde vand – enten som is eller når det er bundet i mineraler.

2

Mineraler fylder boret

Boret er hult, så det fyldes op med materialet, som ligger lige under asteroidens overflade.

3

Vandet frigives som damp

Med energi fra sine solpaneler varmer sonden materialet op. Vandet fordamper og stiger op gennem boret.

4

Tankene fyldes op

I sonden kondenserer dampen og lagres som vand i brændstoftankene. Nu er sonden klar til at flyve videre.

5
© Honeybee Robotics Spacecraft Mechanisms Corporation

Forskerne har testet en prototype i et vakuumkammer. Her lykkedes det både at bore ned i den frosne jord, frigøre vandet som damp og kondensere det igen. Også selve damp-motoren blev testet, og prøvesonden lettede i vakuumkammeret.

På større kloder som Jorden og på Mars skal der på grund af tyngdekraften meget mere kraft til at lette end fra mindre objekter, men forskerne regner med, at damp-motoren kan blive stærk nok til at slippe væk fra fx Månen og Merkur.