Enkelt billet til Mars

”Mænd søges til en dødsensfarlig rejse. Lønnen er lille, og forude venter bitter kulde og lange måneder i totalt mørke og konstant fare. En sikker hjemkomst er tvivlsom, men i tilfælde af succes venter der ære og anerkendelse”. Ordene stammer angiveligt fra en annonce, som blev trykt for over 100 år siden. Manden bag annoncen var polarfareren Ernest Shackleton, som søgte mandskab til sin ekspedition til Sydpolen. Samme ordlyd kunne næsten gælde for projektet Mars One, som vil sende de første mennesker til Mars– dog uden mulighed for hjemkomst. Deltagerne skal leve og dø i Mars’ iskolde ørkenlandskab.

Mars One er et privat initiativ, der blev søsat i 2011 af den hollandske ingeniør og entreprenør Bas Lansdorp. Missionen skal finansieres gennem tv-udsendelser, hvor seerne betaler for at følge strabadserne både under træningen af astronauterne, i rumskibet og efter landingen på Mars. Ifølge stifteren kan marsbasen bygges med eksisterende teknologi. Men flere forskergrupper kritiserer både den udmelding og Mars Ones økonomiske model. Ifølge kritikerne er Mars Ones budget på seks mia. dollars urealistisk lavt. Er Mars One en gal mands værk, eller kan eventyret blive til virkelighed?

De fire skal dø på Mars Interessen for det vilde eventyr har været enorm lige fra begyndelsen: 202.586 mennesker ansøgte i 2012-2013 om at blive astronaut i Mars One-programmet. Kun fire af de eventyrhungrende kandidater får mulighed for at rejse til Mars i 2024. Eksperter udvælger seks hold, og seerne af Mars One-programmet skal stemme om, hvilket hold der får den første billet. Planen er, at flere beboere skal følge efter, så kolonien til sidst består af 24 mennesker. Før mennesker skal betræde marsstøvet, sendes satellitter, beboelsesbaser og robotbiler til Mars med såkaldte marslandere.

Selvom missionen for mange virker som det rene vanvid, er Mars One dybt seriøst og har allieret sig med stærke kræfter inden for rumfart. Raketten og rumkapslen købes hos SpaceX, som i dag flyver gods til og fra Den Internationale Rumstation. De ubemandede marslandere, som skal fragte udstyr op til basen, leveres af Lockheed Martin, der har stor succes med rovere og forskningsmoduler på Mars. Beboelsesmodulerne leveres af ILC Dover, som er specialist i oppustelige strukturer til rumfart, og som står bag avancerede rumdragter til NASA.

Udvælgelsesløbet begynder i år De 202.586 ansøgere er nu indsnævret til 705. Alle kandidaterne er i fysisk god form og psykisk stærke og har en høj intelligens, et køligt overblik og stor tilpasningsevne. Udvælgelsen af de endelige astronauter begynder i foråret 2015 med interviews, hvorefter de bedst egnede sættes sammen i hold på fire personer. Hver gruppe skal bestå af to mænd og to kvinder fra fire forskellige verdensdele. Træningen begynder sidst på året, når den første træningsfacilitet – en kopi af marsbasen – står klar i Danmark. Træningen skal foregå under marslignende forhold:

Deltagerne skal bære rumdragter udenfor, med tiden dyrke deres egen mad og være 100 pct. selvforsynende. Mars One vil bygge i alt fem træningsbaser, som hver udfordrer deltagerne på forskellige måder. Deltagerne skal både rustes til Mars’ ekstreme kulde og lave tyngdekraft. Under de syv års træning skal alt nødvendigt udstyr udvikles og testes, og inden astronauterne sendes afsted, skal de kunne betjene hvert håndtag på den rigtige marsbase.

Missionen kan hurtigt ende galt Marsbasen kommer til at bestå af beboelsesrum og drivhuse. Strømmen til basen leveres af store solpaneler, som også giver strøm til de anlæg, der producerer vand af smeltet is fra marsjorden. Men selvom Mars One forbereder sig godt, kan missionen til vores naboplanet hurtigt ende fatalt for beboerne.

Den syv måneder lange tur til Mars byder på mange farer. Astronauterne vil fx blive udsat for stråling fra Solen, specielt under soludbrud, hvor vores stjerne spyer store mængder stråling ud i rummet. Mars One vil sørge for, at astronauterne kan søge tilflugt i et hulrum bygget ind i en vandtank, fordi vand beskytter godt mod stråling. Alligevel vil strålingen potentielt gøre astronauterne syge. På Mars vil strålingen fra Solen stadig være en trussel, fordi den tynde atmosfære ikke beskytter dem mod strålerne. Mange farer lurer også på den røde planet. Støvstorme fejer hen over landskabet, og støv kan dække solpanelerne og derved true strømproduktionen. Marsbeboerne skal dyrke deres mad i drivhuse, men ingen ved, om planter kan vokse på Mars. Desuden vurderer forskere fra MIT i en analyse af Mars One-projektet, at det bliver et problem, at beboerne ikke har adgang til reservedele. Går solpanelerne fx i stykker, skal beboerne kunne reparere dem, men lageret af reservedele er begrænset, og beboerne har ikke maskiner eller materialer til at producere nye. I Ernest Shackletons ekspedition frøs mandskabet fast i Antarktis og overlevede kun ved et mirakel. Om Mars One vil lide en lignende skæbne, ved vi først om ti år.

1. udfordring: Kvælning BEBOERNE KAN BLIVE KVALT I ILT

Mars’ atmosfære indeholder ikke ilt, og derfor skal der skabes et indeklima med en kunstig atmosfære som Jordens, for at astronauterne kan overleve. To anlæg skal producere ilt til luften ved at spalte vand. Kritiske røster fra MIT i USA har regnet på indeklimaet, og resultatet er skræmmende: Luften vil opnå et giftigt højt niveau af ilt fra de planter, som beboerne skal dyrke i store indendørs drivhuse. Iltforgiftning giver vand i lungerne og åndenød. Faktisk vil ilten kvæle beboerne efter ca. 68 dage. Mars Ones svar på kritikken er, at de selvfølgelig vil udvikle udstyr, som kan rense luften for ilt, inden opsendelsen i 2024. Beboerne risikerer også at tørste ihjel. Anlæggene kan på 500 dage kun fremstille 3000 liter vand. Men anlægget er underdimensioneret ifølge MIT’s tal, og beboerne vil tørste og mangle vand til at vande planterne med.

2. udfordring: Hungersnød SALAT OG INSEKTER PÅ MENUKORTET

Beboerne på Mars skal spise planter dyrket i store drivhuse i kunstigt lys. Insekter bliver måske et supplement til grøntsagerne. Men der er stor risiko for, at deltagerne vil sulte ihjel. Basen på Mars skal forsynes med drivhuse, hvor astronauterne kan dyrke al deres mad. Kosten bliver vegetarisk, men Mars One overvejer, om insekter som fx myrer og kakerlakker skal medbringes, så beboerne kan få proteiner nok. Mars’ jord indeholder ikke flydende vand, og atmosfæren er så tynd, at planter og insekter formentlig ikke har en chance for overlevelse. Desuden er sollyset på Mars for svagt til at drive motoren i planternes fotosyntese. Planter producerer sukkerstoffer, så de kan vokse, ved at omdanne vand og kuldioxid til ilt og sukker via Solens stråler. Derfor skal planterne dyrkes indendørs i kunstigt lys og en jordlignende atmosfære. Drivhusene udstyres med LED-lamper, som giver lys til fotosyntesen, og planterne skal gødes med astronauternes urin og afføring. I dag udføres flere forsøg med planteavl under marslignende forhold. En gruppe forskere fra MIT i USA har dog regnet ud, at hvis drivhusene alene skal kunne producere planter nok til fire beboere, bør dyrkningsarealet være 200 m2. Men Mars One har kun projekteret med 50 m2. Risikoen for hungersnød er derfor stor, hvis ikke Mars One opskalerer.

3. udfordring: Ensomhed DEPRESSION ER EN STOR RISIKO

De fire beboere på Mars vil kunne kommunikere med familien via en satellit, som opsendes til Mars i 2018. Signalerne er tre til 22 minutter undervejs, alt efter om Jorden og Mars befinder sig på samme side af Solen eller på hver sin side. Astronauterne kan altså ikke tale med folk på Jorden, men kun modtage og afsende videoer. Den manglende direkte kontakt kan give hjemve og ensomhed. Forsøg på Jorden har vist, at længere tids isolation kan føre til kedsomhed, søvnløshed og i sidste ende depression. Mars Ones løsning på kedsomheden er hårdt arbejde, fx vedligeholdelse af basen. Mars One vil også løbende tjekke op på beboernes psykiske sundhed.

4. udfordring: Lungesygdomme STØV TRUER SUNDHEDEN

Ingen ved, hvordan det ultrafine støv i atmosfæren på Mars kan påvirke menneskers helbred på lang sigt. Derfor må støvet ikke komme ind i habitatet. Støvet på Mars indeholder meget små partikler på størrelse med dem i cigaretrøg. Intet menneske har indåndet marsstøv, men forskning viser, at ultrafine partikler – som fx asbestfibre – trænger dybt ned i lungerne og ud i blodet, fordi de ikke tilbageholdes i næsen og svælget som større støvpartikler. Indånding af ultrafine partikler kan øge risikoen for kræft og lungesygdomme, og derfor må det røgagtige støv ikke sive ind i marsbasen til beboerne.

Mars One vil sikre et støvfrit indeklima ved hjælp af lufttætte sluser, som astronauterne passerer, når de går ind og ud. Mars One har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan slusen skal udformes, men organisationen vil formentlig trække på teknologier, som udvikles til NASA og andre rumfartsagenturer. En mulig løsning er, at astronauternes rumdragter hænger uden på beboelseskuplerne. Når astronauterne skal udenfor at arbejde, kravler de ind i dragten igennem ryggen. På den måde kommer dragten aldrig indenfor, og støvet kan lettere holdes ude.

5. udfordring: Knogleskørhed ET LIV I LAV TYNGDEKRAFT

Livet i Mars’ lave tyngdekraft svækker kroppen, og for ikke at tabe muskelmasse skal beboerne træne intensivt. Tyngdekraften på den røde planet er omkring en tredjedel af Jordens. Ingen ved, hvordan kroppen reagerer på et helt liv i lav tyngdekraft, men ifølge Mars One vil den ikke blive et problem. Faktisk regner organisationen med, at kolonisterne vil føle sig dobbelt så stærke som før rejsen, fordi de vil kunne løfte meget tungere ting på Mars end på Jorden. Omvendt er der stor risiko for, at den syv måneder lange rejse til Mars i vægtløs tilstand svækker astronauterne så meget, at de alligevel er svage ved ankomsten.

Undersøgelser af astronauter fra Den Internationale Rumstation viser, at knoglemassen kan falde ti pct. og musklernes styrke op til 36 pct. efter lang tid i rummet. Nogle af ISS-astronauterne fik også dårligere syn, fordi øjeæblet bliver fladt på bagsiden uden tyngdekraft. For at undgå tab af muskel- og knoglemasse anbefaler Mars One, at deltagerne træner tre timer om dagen på rumturen og på Mars.

6. udfordring: Indavl NYT KULD RISIKERER SKAVANKER

Mars One vil på ti år sende i alt 24 mennesker til Mars, og planen er, at gruppen skal få børn. Hvis det lykkes at føde børn på Mars, vil indavl med tiden blive et problem, fordi alle bliver i familie med hinanden. Mennesker er udstyret med to udgaver af hvert gen. Er en af udgaverne defekt og giver sygdom, vil den raske udgave ofte tage over. Men hvis familiemedlemmer får børn, er risikoen for, at barnet arver en dårlig udgave fra begge forældre, meget større – og så får barnet sygdommen. I 2002 konkluderede antropologen John Moore fra University of Florida, at det kræver en gruppe på minimum 150 mænd og kvinder for at undgå indavl gennem mange generationer. Løsningen på problemet kan på sigt blive at fragte frisk sæd fra Jorden til Mars.