Forskere anbefaler erotik i rummet: Mission sex

Først da de to astronauter var nået så langt i træningsforløbet, at de umuligt kunne skiftes ud, afslørede de hemmeligheden – og blev den 12. september 1992 historiens første og hidtil eneste ægtepar i rummet.

Ironisk nok bestod en af parrets opgaver på den ugelange mission med rumfærgen Endeavour i forsøg med kunstig befrugtning af frøæg. Det var dog det tætteste, parret kom på seksuelle aktiviteter på rejsen, og indtil videre har ingen mennesker så vidt vides dyrket sex i rummet.

NASA tillader fortsat ikke par at tage på mission sammen – angiveligt for at sikre et professionelt arbejdsmiljø og forebygge spændinger mellem besætningsmedlemmerne. Men canadiske psykologer opfordrer nu rumfartsorganisationerne til at tage de rumrejsendes kærlighedsliv og seksuelle behov alvorligt.

“Kærlighed og sex må nødvendigvis finde sted i rummet, hvis vi nærer forhåbninger om langdistancerejser og om at blive en interplanetarisk art,” pointerer forskerne fra Concordia University og Université Laval i en fælles artikel i tidsskriftet The Conversation.

Virkeligheden er dog samtidig, at erotik i en rumkapsel eller på en månebase kræver både tålmodighed og snilde: Det største problem er den manglende tyngdekraft, der gør det vanskeligt at gennemføre et samleje – og måske umuligt at sætte børn i verden.

NASA afviser rygter om rumsex

I bogen “The Final Mission” hævder den franske astronom Pierre Kohler, at NASA i 1980’erne fik et astronautpar til at teste ti forskellige sexstillinger på en rumfærge, hver session med en varighed på en time.

Ifølge Kohler afslørede det hemmelige eksperiment, at den såkaldte missionærstilling var mindst velegnet til sex i rummet, mens andre stillinger som fx den såkaldte 69'er bedre skulle kunne gennemføres i vægtløs tilstand, dog med forskellige hjælpemidler til at holde kroppene sammen som fx elastikbånd eller et oppusteligt rør, som presser de elskende ind mod hinanden.

NASA afviser kategorisk Kohlers påstand om en sexmission og betegner rygterne som en sejlivet vandrehistorie. Og i en rapport fra det amerikanske National Academy of Sciences har et panel af førende forskere ligefrem advaret om, at sex og affærer mellem astronauter kan udgøre en risiko for fremtidige marsmissioner.

“Hvis der opstår seksuelle konflikter eller utroskab, kan det føre til sammenbrud i besætningens funktion og samarbejde,” pointerede Lawrence Palinkas, som er medicinsk antropolog ved University of Southern California i Los Angeles og en af forfatterne til rapporten.

Palinkas erkendte dog samtidig, at udenjordisk sex ikke kun er af det onde, men faktisk kan berige missionerne ved at skabe en slags stabilitet eller normalitet.

Temaet sex i rummet er i dag blevet højaktuelt, fordi NASA, ESA og private firmaer som fx SpaceX planlægger at bygge permanente baser på Månen og Mars. Alene rejsen til Mars tager ni måneder, og fremtidens rumkolonister skal opholde sig i årevis på de fremmede kloder.

Allerede i dag tilbringer astronauter både halve og hele år på ISS. Derfor er det ifølge forskerne fra Concordia University og Université Laval på høje tid at anerkende, at også rumrejsende har seksuelle behov.

“Afholdenhed er ikke en holdbar løsning. At muliggøre onani og sex med en partner kan tværtimod hjælpe astronauterne med at slappe af, sove bedre og lindre smerter,” understreger psykologerne i den nye artikel, der peger på, at det er nødvendigt at skabe rammer for intimt samvær i rumkapsler og på rumstationer, fx i form af kabiner med plads til privatliv.

Kærtegn skubber partneren væk

At regelmæssig sex styrker det psykiske velvære og øger trivslen, er videnskabeligt dokumenteret. Men om rumrejsende rent praktisk er i stand til at have seksuelt samvær, er fortsat et ubesvaret spørgsmål.

Den største udfordring, som elskende astronauter står overfor, er, at de risikerer at skubbe partneren fra sig – præcis det modsatte af det, de ønsker.

I princippet giver vægtløsheden maksimal bevægelsesfrihed og tillader alle tænkelige stillinger, men uden tyngdekraft vil blot et blidt kys eller kærtegn få de elskende til at svæve i hver sin retning, medmindre de er bundet fast. Det skyldes Newtons 3. lov, som siger, at et legeme, der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige så stor modsatrettet kraft.

Dertil kommer de biologiske problemer. På Jorden hjælper tyngdekraften med at trække blodet ned i kroppen, men i vægtløs tilstand bevæger blodet sig væk fra regionerne under bæltestedet og pumpes op i primært hoved og bryst, og det kan lægge en dæmper på mandens evne til at opnå rejsning og på kvindens evne til at blive seksuelt ophidset.

Direkte adspurgt om, hvorvidt det overhovedet er muligt at få rejsning i rummet, har NASA-astronauten Ronald Garan dog manet til ro.

“Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der sker med menneskekroppen på Jorden, som ikke kan ske i rummet,” lød Garans lettere kryptiske svar på det sociale medie Reddit.

Men hvis det trods vanskeligheder lykkes at gennemføre et samleje uden for Jorden, er næste spørgsmål, om det er biologisk muligt at sætte sunde og raske børn i verden på fx Månen eller Mars. Her på Jorden er de biologiske processer fra undfangelse til fødsel nemlig fintunet til et miljø, hvor tyngdekraften spiller en hovedrolle.

Forskere har udført en lang række forsøg med bl.a. mus, rotter, insekter, salamandere, frøer og fisk – men endnu ikke med mennesker – for at afklare, hvordan svag tyngdekraft og kosmisk stråling påvirker forplantningsevnen. Men resultaterne er sparsomme og ofte indbyrdes modstridende.

Rotter aborterede efter rumrejse

Et forsøg helt tilbage fra september 1970 gav nedslående resultater. Dengang sendte Sovjetunionen rotter i kredsløb med Kosmos-1129-satellitten. Da gnaverne vendte tilbage til Jorden, kunne forskerne konstatere, at flere af dem havde parret sig på den 19 dage lange rumfart. To af hunnerne var blevet drægtige, men begge aborterede.

I juni 1995 påviste NASA-forskeren April Ronca også, at rumflyvning havde konsekvenser for drægtige hunrotter. Ni dage efter at rotterne var blevet drægtige, blev de sendt op i rummet, hvor de tilbragte de næste ni dage, dvs. 40 pct. af drægtighedsperioden.

I rummet tog rotterne på og var præcis lige så aktive og raske som kontrolgruppen på Jorden – men da gnaverne vendte hjem, havde de svært ved at presse ungerne ud. Fødselskomplikationerne skyldtes formentlig, at dyrenes muskler var blevet svækket under rumopholdet.

Frøer kan derimod snildt undfanges og fødes i vægtløshed, afslører forsøg på NASA-rumfærgen Atlantis. Og også et af de nyeste museforsøg fra juni 2021 giver et vist håb om, at mennesket en dag vil kunne forplante sig i rummet.

Det japanske forsøg afslørede, at musesæd uden problemer kunne overleve langtidsopbevaring på rumstationen ISS. Efter seks år på rumstationen blev sæden hentet tilbage til Jorden og brugt til at befrugte friske museæg.

Æggene blev sat ind i hunmus, som fødte otte sunde unger uden skavanker af nogen art. Ungerne viste ingen genetiske forskelle i forhold til almindelige museunger, til trods for at sæden havde været udsat for stråling, der er over 100 gange stærkere end her på Jorden.

Hvis frysetørret sæd fra mænd er lige så frugtbar selv efter flere års ophold i rummet, kan fremtidens rumkolonister tage nedfrossen sæd med som backup, i tilfælde af at den kosmiske stråling forstyrrer de mandlige astronauters egen sædproduktion.

Hvornår det første menneskebarn bliver født uden for Jorden, er umuligt at vide. Men astronomen Chris Impey fra University of Arizona har et bud. Impey har forfattet en lang række artikler om menneskehedens fremtid i rummet, og han spår, at den første rumbaby vil komme til verden omkring 2040.

Forældrene vil ifølge Impey formentlig være turister på langtidsophold på enten ISS eller en privat rumstation. Set med Impeys øjne vil begivenheden markere begyndelsen på en multiplanetær civilisation:

“Når den første baby bliver født uden for Jorden, vil det være en lige så monumental milepæl som menneskehedens første skridt ud af Afrika.”