Telefonens insisterende kimen vækker general Andrej Stuchenko, længe før nat er blevet til dag.

Søvndrukken løfter han røret, men vågner med et sæt, da han hører en brysk stemme i den anden ende. Det uventede opkald kommer fra hans overordnede i Kreml, og Stuchenko fornemmer straks, at noget usædvanligt er i gære denne aprildag i 1961. Stemmen i røret forklarer alvorligt:

“Om kort tid flyver en mand ud i rummet. Bagefter lander kosmonauten i Deres distrikt. Sørg for at organisere en sikker bjærgning og modtagelse. De svarer for opgaven med Deres liv”.

I 1957 blev den dengang 23-årige Gagarin gift med Valentina Goryacheva, som han fik to døtre med.

© Shutterstock/Ritzau Scanpix

På kasernen i udkanten af byen Saratov i det sydlige Rusland tumler generalen ud af sengen og finder prompte et kort frem over regionen. Med blyant og lineal deler han sirligt området ind i firkanter, hvorpå han samler sine tropper og beordrer dem ud i hvert sit felt.

“Kig op mod himlen, og hold øje med noget usædvanligt”, befaler Stuchenko. Så tilføjer han næsten uhørligt: “En mand vil dumpe ned fra himlen”.

Hvad generalens tropper ikke ved, er, at manden, de venter på, kosmonauten Jurij Gagarin, i dette øjeblik kæmper med problemer, der truer med at forvandle Sovjetunionens triumftog til en ydmygende fiasko.

Bondesøn ville flyve

Jurij Gagarins forældre var bønder i et sovjetisk landbrugskollektiv, og drengen voksede op under 2. verdenskrig. Fra barnsben blev han betaget af flyvning, men da den 16-årige Jurij i 1950 flyttede hjemmefra, begyndte han mere jordnært: Teenageren Gagarin måtte i lære på et stålværk i Moskva.

Her udmærkede han sig i en grad, så han i 1951 fik tilladelse til at videreuddanne sig på en teknisk højskole. Her skulle han dog ikke lære at bygge fly, men kollektivbrugenes uundværlige arbejdshest: Traktoren.

Få timer efter at Gagarin var stået af toget i Saratov, bemærkede han skiltet på en dør – AeroClub stod der. Uden at betænke sig søgte han ind i klubben, og efter sin første lange dag med forelæsninger skyndte han sig ud til flyvepladsen.

**Vokstok 1:** Gagarins afsvedne kapsel efter landing.

© AFP/Ritzau Scanpix

Første mand i rummet

Efter flere succesfulde forsøg med hunde drister Sovjetunionen sig i 1961 til at sende Gagarin i kredsløb om Jorden. Bedriften vækker opsigt verden over og ydmyger USA i rumkapløbet. Indtil amerikanernes månelandingi 1969 fortsætter russerne med at imponere:

I august 1961 tilbringer Gagarins ven Gherman Titov et døgn i rummet.

Aleksej Leonov begiver sig i 1965 ud på den første rumvandring.

Et ubemandet sovjetisk rumfartøj foretager i 1966 den første såkaldt bløde landing på Månen.

Andægtigt lod han blikket glide hen over et lærredsklædt Jak-18-skolefly og var så betaget, at han ikke bemærkede flyveklubbens instruktør, Dimitri Martjanov, nærme sig.

“Skal De have en kort tur?” spurgte instruktøren. I en begivenhed, han aldrig glemte, steg Gagarin til vejrs på sit livs første flyvetur. Med 100 km/t. klatrede flyet op til 1500 meters højde og landede igen efter få minutter.

“Det klarede De godt. Man skulle tro, De havde prøvet det før”, roste instruktør Martjanov. “Åh, i mine drømme har jeg fløjet hele mit liv”, svarede Gagarin.

“Åh, i mine drømme har jeg fløjet hele mit liv.” Jurij Gagarin efter sin første flyvetur.

Raketprofet inspirerede Gagarin

Et af Gagarins yndlingsfag var fysik. Og da hans lærer organiserede en studiekreds, hvor de unge på skift skulle holde foredrag, valgte bondesønnen at fortælle om den russiske videnskabsmand Konstantin Tsiolkovskij og hans forskning i buldrende raket-motorer og rumrejser.

Gamle Tsiolkovskij (1857-1935) var Gagarins store forbillede, og han slugte samtlige af raketprofetens videnskabelige værker. Som sin helt følte Gagarin sig sikker på, at menneskets drøm om at indtage verdensrummet en dag ville blive til virkelighed.

“Mennesket kan ikke evigt forblive på Jorden. I sin jagt efter lyset og rummet vil det først trænge ud over atmosfæren og derpå erobre hele rummet omkring Solen”, sluttede Gagarin sit foredrag.

“Mennesket kan ikke evigt forblive på Jorden. I sin jagt efter lyset og rummet vil det først trænge ud over atmosfæren og derpå erobre hele rummet omkring Solen” Gagarin under et skoleforedrag i 1950'erne.

Da han som 21-årig i foråret 1955 fik sit diplom efter højskolens afgangsprøve, var han allerede godt i gang med at udleve sin pilotdrøm:

Han havde bestået teoriprøverne hos læremester Martjanov, og da han en juliaften samme år stod og skruede på det Jak-18-fly, som han efterhånden havde taget adskillige elevtimer i, kom Martjanov hen til ham og beordrede Gagarin til at flyve solo.

Få minutter efter lettede Gagarin. I en lykkerus sad han for første gang alene i flyet – og kredsede én gang rundt om flyve-pladsen, hvorefter han landede. Glædestrålende rapporterede den unge pilot: “Ordren udført”.

Stjernebyens prøvelser ventede

Gagarin gennemførte studierne på den tekniske skole, men overlod udvikling af traktorer til andre og blev optaget i det sovjetiske flyvevåben.

Efter endt træning fulgte udstationering på en luftbase nær grænsen til Norge. Her befandt Gagarin sig, da et gådefuldt rekrutteringshold i oktober 1959 ankom. Hvad de høje herrer ville, vidste ingen, og hvilken statslig organisation de repræsenterede, fortabte sig i det uvisse. De mystiske udsendinge ville tale med udvalgte piloter, heriblandt Gagarin.

Rekrutteringsholdet havde gransket samtlige jagerpiloters papirer og indkaldte dem til uformelle samtaler i grupper på 20. Spørgsmålene handlede om stort og småt: Kan De lide at flyve, hvilke bøger læser De, hvad laver De i fritiden?

Som dagene gik, skrumpede feltet ind. Blandt de tilbageblevne var Gagarin, der gennemgik en grundig helbredsundersøgelse på et militærhospital i Moskva.

Efter lægeundersøgelsen skiftede samtalerne med de gådefulde udsendinge karakter. Nu blev piloterne spurgt om, hvordan de ville have det med at flyve i mere moderne fartøjer – om de mon var interesserede i at prøve noget helt nyt? Forvirret svarede Gagarin på bygen af spørgsmål uden at kunne gennemskue, om det drejede sig om en helikopter eller en helt ny type jetfly.

“Det, vi taler om, er langdistanceflyvninger med raketter. Flyvninger hele vejen rundt om Jorden”, afslører den hemmelighedsfulde komité omsider.

Strelka og Belka blev voldsomt populære og deltog bl.a. i russiske TV-shows.

© Teknoraver

Overlever rumrejsen

Efter en dags kredsløb om Jorden vender to hunde den 19. august 1960 tilbage til Jorden. Tæverne Strelka og Belka bliver officielt hædret som de første levende væsener til at overleve en rumrejse. På rumrejsen har de to hunde imidlertid haft selskab af en kanin, to rotter og 42 mus som ligeledes overlever rumfærden.

Af en flok på 2200 jetpiloter fra hele Sovjetunionen endte 26-årige Gagarin i truppen på 20 nøje udvalgte kosmonaut-aspiranter. I juni 1960 flyttede de ind i træningscenteret Zvyozdny Gorodok 40 km øst for Moskva. I Vesten skulle stedet med tiden blive kendt under navnet Stjernebyen.

I nyopførte faciliteter blev aspiranterne oplært under ledelse af general Kamanin, hvis træningsprogram bestod af hårde fysiske udfoldelser, lange foredrag og praktiske øvelser i en attrap af et rumskib.

Aspiranterne måtte stå meget igennem: I et trykkammer blev Gagarin og de andre udsat for et ekstremt lavt lufttryk for at teste, hvordan de reagerede på stor højde. I en centrifuge lærte de at udholde enorme belastninger – jo hurtigere centrifugen roterede, desto voldsommere en g-kraft blev aspiranterne udsat for.

Accelerationens kræfter – som kosmonauterne ville blive udsat for under opstigningen – risikerede at drive blodet ud af deres hjerne og slå dem bevidstløs.

I centrifugen kunne Gagarin ikke lukke øjnene, han havde svært ved at trække vejret, og hans ansigt så forvredet ud. Sammenlignet med andre af rumcenterets træningsredskaber som fx vibrationsmaskinen og varmekammeret føltes de lynhurtige omdrejninger dog som en leg.

Vibrationsmaskinen efterlignede rumskibets rystelser. I over en time blev Gagarin rystet igennem, mens han i varmekammeret kogte for at vænne sig til store temperaturudsving. Når han vendte hjem til sin kone og parrets lille datter efter endnu en træningsdag, var han så dødelig udmattet, at han knap kunne mærke sine ben.

USA så bekymret til, mens russisk rumfart fejrede store triumfer.

© Public domain

1. PROFETEN

Den russiske videnskabsmand Konstantin Tsiolkovskij skriver i 1903 “Udforskning af verdensrummet med reaktionsmaskiner” – en nøje beskrivelse af vægtløshed og ligninger for, hvordan raketter vil bevæge sig i rummets lufttomme omgivelser.

© Sovfoto/UIG/Getty Images

2. FØRSTE SATELLIT

Med opsendelsen af satellitten Sputnik bliver Sovjetunionen den 4. oktober 1957 den første nation i rummet. Sputnik afgiver bip-lyde, som modtagere overalt på Jorden kan høre.

© Uppa/Photoshot/Ritzau Scanpix

3. LEVENDE BEVIS

Hunden Lajka bliver den 3. november 1957 det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Ombord på Sputnik 2 beviser den firbenede pioner, at det er muligt at overleve uden for Jordens atmosfære – også selvom den dør af stress og overophedning efter tre-fem timer.

© Sovfoto/UIG/Getty Images

4. FRI AF JORDEN

Med 40.000 km/t. slipper Luna 1 som den første rumsonde fri af Jordens tyngdefelt. Planen er, at sonden skal styrte ned på Månen, men pga. en fejl i styresystemet nøjes den meden forbiflyvning i januar 1959.

© Sovfoto/UIG/Getty Images

5. HÅRD MÅNELANDING

Den 14. september 1959 lykkes det at ramme Månen med Luna 2. For Sovjetunionen er bedriften ikke kun en propaganda-succes – til amerikanernes store bekymring viser missionen også, at russerne råder over teknologi, der kan få atombevæbnede interkontinental-raketter til at ramme mål i USA.

© NASA

6. TIL MÅNENS BAGSIDE

Luna 3 flyver som det første rumfartøj bag om Månen den 7. oktober 1959. Med et elektronisk kamerasystem tager den de første billeder af Månens ukendte bagside. De historiske billeder sendes med radiosignaler tilbage til Jorden.

Høflig gestus blev bemærket

Efter et års intensiv træning nærmede opsendelsen af historiens første bemandede rumfartøj sig. Hvem af kosmonaut-aspiranterne der skulle få æren af at blive det første menneske i rummet, vidste ingen. Det første møde med rumfartøjet kom til at spille en afgørende rolle.

Chefkonstruktør Sergej Koroljov, hjernen bag det sovjetiske rumprogram, præsenterede aspiranterne for rumkapslen Vostok. Synet vakte ærefrygt hos mændene, der én efter én fik lov til at kravle ind i den trange kapsel.

Som den eneste tog Gagarin støvlerne af, og det bemærker Koroljov. Han smilede anerkendende til den charmerende unge mand med det drengede smil. Koroljov havde allerede hørt meget godt om Gagarin fra en militærlæge, der arbejdede i Stjernebyen:

“Gagarin er videbegærlig, robust, intelligent og fokuseret. Under træningen har han vist, at han formår at finde den rette balance mellem blind lydighed og uafhængighed. Jeg har ikke bemærket en eneste uhensigtsmæssig detalje i hans adfærd”, havde lægen forklaret.

“Min lille ørn”, kaldte Koroljov sin favorit, der i april 1961 var den ene af blot seks tilbageværende aspiranter i Vostok-programmets benhårde udskillelsesløb.

Mændenes helbredstilstand, evner og træningsresultater spillede selvsagt hovedrollen ved udtagelsen, men også deres størrelse havde betydning. Da pladsen i kapslen var trang, måtte kosmonauten ikke være for høj, og med sine 157 cm passede Gagarin perfekt ind.

"Naturligvis er jeg lykkelig. Det har til alle tider været den højeste lykke for mennesker at tage del i de nye opdagelser." Gagarin minutter før sin rumfærd.

Hans ven og rival, Gherman Titov, havde ligeledes en høj stjerne hos Koroljov, men Gagarins ydmyge baggrund gav ham en lille fordel. Mens Titov kom fra middelklassen, var Gagarin en bondedreng, som det sovjetiske kommunistparti kunne bruge i sin propaganda: I Sovjetunionen har selv bønder chancen for at få deres drømme opfyldt.

Afgørelsen blev truffet under et lukket møde i en særlig statskomité den 8. april 1961 – blot fire dage før planlagt opsendelse.

Komitéens vægtigste stemmer var general Nikolaj Kamanin, lederen af kosmonauttræningen, og chefkonstruktør Koroljov, og da de efter mødet kaldte aspiranterne sammen for at informere om udfaldet, sitrede luften af lige dele spænding og nervøsitet.

“Jurij Gagarin er valgt til førstekosmonaut, og Gherman Titov til reserve”, meddelte Kamanin uden at uddybe yderligere.

Gagarin forsøgte at undertrykke et smil og trådte frem.

“Jeg lover at udføre mine pligter til punkt og prikke”, erklærede han.

Raketten lignede et fyrtårn

Gagarin skulle den 12. april 1961 opsendes fra rumcenteret i sovjetrepublikken Kasakhstan.

Om morgenen, mens han sad i bussen på vej til rampen, kunne han allerede på lang afstand se rakettens tårnhøje sølvkrop. I takt med at han nærmede sig, var det, som om raketten voksede og voksede, indtil den til sidst lignede et gigantisk fyrtårn.

En elevator skulle løfte Gagarin de sidste 50 m op til rumkapslens luge, og før han trådte ind i den, vendte kosmonauten sig om og holdt en tale.

“Kære venner, kendte og ukendte, mennesker i alle lande og på alle kontinenter. Om få minutter vil en mægtig raket bringe mit rumskib op i det ydre rum. Hele mit liv ligger nu foran mig som et enkelt betagende øjeblik”, erklærede han og gjorde en kort pause for at samle tankerne.

“Naturligvis er jeg lykkelig. Det har til alle tider været den højeste lykke for mennesker at tage del i nye opdagelser”, slog han fast og kiggede hen over mikrofonen på tilhørerne.

Gagarin bemærkede, at chefkonstruktør Koroljov skævede utålmodigt til sit ur, og forstod, at han måtte skynde sig ombord.

© Sovfoto/UIG/Getty Images

Kæmpe raket løftede Gagarin

En 30 m høj raket sørgede for, at rumkapslen og Gagarin kom ud i rummet. Vostok-K vejede 267 tons og rummede brændstof til tre faser, som tilsammen kunne skubbe kosmonauten opad i 13 minutter. Da rakettens sidste trin blev kastet, befandt Gagarin sig i rummet. Vostok-K-raketter blev brugt til alle Sovjetunionens bemandede rumflyvninger frem til 1964.

  • Besætning: 1 person
  • Længde: 4,4 m
  • Diameter: 2,3 m
  • Vægt: 4,725 kg
  • Opsendt fra: Bajkonur, Kasakhstan
  • Tilbagelagt distance: 40.868,6 km
  • Rumfærdens varighed: 108 minutter

Få minutter senere sad Gagarin i rumkapslen. Med lugen lukket og forseglet var det hans tur til at kigge på uret, der viste 9.07 moskvatid.

I samme øjeblik hørte han en piben og en stadig voksende hylen. Gagarin mærkede, hvordan det kolossale rumskib langsomt frigjorde sig fra rampen og begyndte at accelerere. En uimodståelig kraft trykkede ham kraftigere og kraftigere ned i sædet.

“Poyekhali (afsted, red.)”, jublede han.

Blyant begyndte at svæve

“70 sekunder er gået siden starten”, meldte kontrolcenteret.

“Forstået. 70 sekunder. Har det udmærket. Jeg fortsætter flyvningen – g-belastningen vokser. Alt er i orden”, forsikrede Gagarin.

“Hvordan går det?” spurgte kontrollen allerede få sekunder senere.

“Jeg befinder mig godt. Hvordan står det til hos jer?” svarede rummanden.

Et par minutter inde i flyvningen mærkede Gagarin for alvor g-kræfterne, der hev og flåede i ansigtsmusklerne. Han fik svært ved at tale, men vænnede sig hurtigt til den stadig stigende belastning – træningen i centrifugen havde ikke været forgæves.

Da det sidste rakettrin ni minutter efter start havde løftet Gagarin op i kredsløbsbanen om Jorden, rapporterede han:

“Vægtløsheden er indtruffet. Det føles ikke spor ubehageligt, jeg har det godt”.

Idet kosmonauten spændte sikkerhedsselerne op, lettede han sagte fra sædet. Pludselig svævede han rundt mellem kabinens loft og gulv og havde det, som om armene og benene ikke længere tilhørte ham. Hans blyant sejlede langsomt forbi ham.

Gennem et af rumkapslens koøjer bemærkede Gagarin takkede bjerge, uendelige floder, vidstrakte skove og havets glinsende overflade. Himlen bag den blågrønne Jord var blæksort, og stjernerne lyste så klart, at han måtte knibe øjnene sammen. Konstant meldte kontrolcenteret sig over radioen:

“Hvordan går det nu?”

Gagarin svarede igen og igen, mens han for af sted med 27.400 km/t.:

“Flyvningen går fortsat godt. Maskineriet fungerer normalt. God sigtbarhed. Jeg kan se alt. Det er smukt”.

Vostok roterede som en karrusel

Knap en halv time efter opsendelsen strøg Vostok fra Sibirien ind i natten over Stillehavet. Derfra rasede den sydpå for at svinge rundt om Sydamerikas sydligste spids.

I nogle minutter var Gagarin uden radiokontakt, og netop da udsendte Radio Moskva og det statslige nyhedsbureau TASS triumferende:

“Sovjetunionen har med succes sendt en bemandet satellit i kredsløb om Jorden. Ombord på rumskibet er kosmonauten Jurij Gagarin, en 27-årig pilot fra flyvevåbnet”, lød beskeden.

Klokken 9.52 fløj Gagarin over Kap Horn i Sydamerika og videre ud over Atlanten – tilbage mod Sovjetunionen og dagslyset. Over Afrika fortsatte den ensomme kosmonaut med at sende statusmeldinger over radioen.

Da Vostok nærmede sig det sydlige Rusland, hvor landingen efter planen skulle finde sted, affyrede fartøjet sine raketmotorer for at bremse op. Rumskibet tabte fart og gled fra det tomme rum ind i atmosfærens tætte lag.

Gagarin bemærkede et gulrødt genskin fra de flammer, der på grund af gnidnings-modstanden rasede omkring rumkapslen. Flammerne medførte, at temperaturen inde i kapslen steg voldsomt – præcis som træningen havde forberedt Gagarin på. Vægtløsheden var slut, og g-kræfterne trykkede ham atter ned i sædet – nu med en endnu større kraft end under opsendelsen.

Gagarin skabte sejlivet overtro

Forud for sin rumfærd foretog Gagarin en række mere eller mindre velovervejede handlinger, som kom til at danne skole. Lige siden har russiske kosmonauter overtroisk kopieret Gagarin, inden de skal opsendes.

© Shutterstock

FRISØR

To dage før opsendelsen går kosmonauterne til frisør.

©

FILM

Aftenen før opsendelsen ser kosmonauterne en film.

© Shutterstock

AUTOGRAF

Få timer før deres opsendelse skriver de deres navn på døren ind til det værelse, som de har overnattet i.

© Shutterstock

TISSER

På vejen ud til affyringsrampen forlader mandlige kosmonauter kortvarigt bussen for at slå en streg ved bussens venstre baghjul.

Pludselig begyndte Vostok at snurre rundt som en karrusel, der var ude af kontrol. For første gang under den historiske færd mødte Gagarin et problem, som han ikke var forberedt på. Efter planen skulle rumkapslen have smidt servicemodulet, men nu viste det sig, at et bundt kabler stadig holdt de to moduler sammen.

Det dinglende servicemodul satte Gagarins kapsel i spin og begyndte at centrifugere ham. Foruroliget rapporterede han til kontrolcenteret, at rotationen konstant tog til. Som i et mareridt kunne Gagarin igen og igen se Solen hvirvle forbi koøjerne.

Indimellem sortnede det for kosmonautens øjne, og han frygtede at miste bevidstheden. Men der var intet at stille op, for Vostok havde ingen mekanismer til at skære kablerne over.

Gagarin blev grebet af frygt for, at kapslen og servicemodulet ville blive slynget tæt sammen og til sidst hamre ind i hinanden. Om kapslen eller servicemodulet i givet fald ville gå i stykker, anede han ikke. Men så, efter 10 lange minutters kaos, rettede kapslen sig pludselig op. Gagarin var reddet. Omsider havde flammerne brændt servicemodulets kabler over.

“Alt er o.k.”, meddelte Gagarin lettet.

På det kommunistiske Cuba blev Gagarin omfavnet af landets karismatiske leder, Fidel Castro.

© Joseph Scherschel/LIFE/Getty Images

Gagarins triumftog førte ham verden rundt

London, København og Paris var nogle af de hovedstæder, som den første mand i rummet blev sendt til – på charmeoffensiv for kommunismen.

Fra den ene dag til den anden blev den ukendte pilot Gagarin til hele verdens superhelt. Sovjetunionens kommunistiske styre var ikke sent til at udnytte succesen.

I juli 1961 blev Gagarin sendt på en international charmeoffensiv, hvor han lod sig hylde ved storslåede parader verden over.

Under et besøg i Danmark i september 1962 spurgte den københavnske overborgmester, Urban Hansen, i et fortroligt øjeblik til et tydeligt ar, som Gagarin havde over øjenbrynet.

Kosmonauten fortalte, at han under en ferie havde båret sin datter på skulderen, men var snublet. For at skåne den lille pige havde han afbødet faldet med sit hoved. Sandheden var imidlertid knap så ædel.

I september 1961 havde Gagarin holdt ferie på et af Krimhalvøens sanatorier med sin familie og andre kosmonauter.

Mændene havde drukket tæt, og på den sidste aften havde Gagarin opsøgt en ung sygeplejerske, der arbejdede på sanatoriet. Pænt overrislet sneg han sig ind på kvindens værelse på første sal og skulle lige til at kysse hende, da hans hustru pludselig stod i døren. I panik tog Gagarin flugten ud over værelsets balkon og slog ved landingen panden ned i en betonflise. Arret og skammen måtte han herefter leve med.

Kosmonauten var stadig rystet, da han tumlede ned gennem det sovjetiske luftrum, men han hankede op i sig selv – forude ventede en sidste prøvelse: I en infernalsk larm blæste kapslen som planlagt sin luge af i syv kilometers højde, og sekundet efter blev Gagarin skudt ud i katapultsædet som en levende kanonkugle.

Da han nåede ned i fire kilometers højde, blev katapultsædet kastet af, og Gagarin svævede roligt mod Jorden i sin faldskærm.

Under ham glimtede Volga-floden, og den første mand i rummet nød synet af russiske forårsmarker, skove og byen Saratov, hvis huse ragede op som byggeklodser i det fjerne. Lige her havde han 10 år tidligere fået sin første flyvetur i et propelfly.

Bondekone tog imod

Præcis 108 minutter efter opsendelsen fra Bajkonur satte Gagarin atter fod på Jorden. De første, han mødte, var en bondekone og en lille pige, som forskræmte veg tilbage ved synet af den mystiske skikkelse i orange rumdragt. Gagarin råbte beroligende:

“Jeg er en ven, kammerater, en ven. Jeg er lige kommet ned fra rummet”.

Kort efter nåede general Stuchenkos soldater frem. “Jurij Gagarin, Jurij Gagarin”, jublede de og flokkedes om kosmonauten. Soldaterne skiftedes til at omfavne Gagarin og trykke hans hånd.

Sovjetunionens nye leder, Leonid Brezjnev, (forrest th.) var med til at bære Gagarins kiste.

© Tass/AFP/Ritzau Scanpix

Retrætepost sendte rumhelten i døden

I april 1967 styrtede kosmonauten Vladimir Komarov i døden, da landingsfaldskærmen på hans Sojuz-kapsel svigtede. Tragedien kom til at koste Gagarin drømmen om også at blive den første mand til at betræde Månen.

Kommunistpartiets top frygtede, at endnu en rumfartsulykke kunne koste berømtheden Gagarin livet, og forbød ham at arbejde som kosmonaut. Sønderknust og vred skrev han en appel til dem om at lade ham fortsætte, men fik afslag.

I stedet blev han forflyttet til en retrætepost som pilot i flyvevåbnet – et karriereskift, der fik fatale følger: Under træningen med et MiG-15-jagerfly styrtede han og flyinstruktøren Vladimir Seregin den 27. marts 1968 i døden.

I helikopter blev Sovjetunionens store helt fløjet til den nærliggende militærbase, hvor statslederen Nikita Khrusjtjov utålmodigt ventede i telefonen:

“Jeg er glad for at høre Deres stemme, Gagarin. Jeg ønsker Dem tillykke med den vellykkede fuldførelse af den første kosmiske flyvning”.

“Tak for den tillid, jeg er blevet udvist. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg er rede til at udføre enhver ny mission for vores land”, svarede Gagarin stolt og lettet.