Den danske ESA-astronaut, Andreas Mogensen, skal i rummet for anden gang, når han i juli 2023 drager på en seks måneder lang mission til den internationale rumstation, ISS.
Her skal han som den første ikke-amerikaner nogensinde være pilot på en SpaceX-mission og styre rumfartøjet Crew Dragon, der skydes afsted fra fra NASA's Kennedy Space Center i Florida.
Men hvad skal han helt præcist lave på den nye mission? Og hvordan pakker han egentlig til et halvt år i rummet? Få svarene her.
Tillykke med, at du skal afsted igen! Da nyheden blev offentliggjort, sagde du, at du var glad for at skulle afsted igen, fordi der er meget, du gerne ville nå at opleve. Hvad nåede du ikke at opleve under din første mission til ISS?
Der er en del, jeg ikke nåede at se ud af vinduet, for eksempel Himalaya-bjergene, Australien og Caribien.
Og så fik jeg heller ikke mulighed for at komme på rumvandring. Det er der heller ingen garanti for, at jeg gør denne gang. Men muligheden er der, når nu jeg skal være der et halvt år.
Sidste gang nåede jeg heller ikke at arbejde med robotarmen på ISS, og det håber jeg at kunne denne gang.
Du skal jo være pilot på det selvstyrende SpaceX-fartøj Crew Dragon. Men hvad ligger der i at være pilot, når fartøjet netop er selvstyrende?
Jeg skal arbejde side om side med kaptajnen om at overvåge systemerne og kontrollere, at alt er, som det skal være.
Og hvis der er noget, der går galt, skal vi være klar til at tage styringen.
Rumfartøjet Crew Dragon fra SpaceX består af to dele – et lastrum og en rumkapsel til astronauterne. Kapslen har plads til syv personer, inkl. piloterne, der deler en kabine med et rumfang på 9,3 m3 – svarende til lastrummet i en varevogn.
Hvordan øver du dig i at styre Crew Dragon-rumfartøjet her på landjorden?
Først begynder vi på skolebænken, hvor vi lærer om de tekniske systemer og hvordan rumskibet er bygget op.
Bagefter træner vi i en simulator, hvor vi har et cockpit med kontrolpanelet foran os. Når vi har øvet os i, hvad der kommer til at ske skridt for skridt, begynder trænerne at sende fejl ind i systemet:
Vi øver os fx på, hvis trykket i en brændstoftank falder, eller hvad vi gør, hvis navigationssystemet fejler på vej mod tilkoblingen. Andreas Mogensen
Og hvad tænker du selv om den potentielle fare, der kan ligge i sådan en mission?
Jeg er selvfølgelig godt klar over de forskellige risici forbundet med det. Det er bl.a. derfor, vi får så meget træning: For at kunne reagere hurtigt, korrekt og redde os selv.
Men det er selvfølgelig også en vurdering af risikoen over for fordelene, og at det arbejde, vi laver, er så vigtigt og spændende, at det er en risiko, jeg er villig til at tage.
Hvad er det helt præcist, du skal lave på den kommende mission?
Hovedformålet er forskning og teknologiudvikling. Præcis hvilke forsøg og eksperimenter, jeg skal lave, får jeg først indblik i 6-12 måneder før opsendelsen.
Men forhåbentlig får jeg mulighed for at arbejde med en metal-3D-printer i rummet, som ESA har udviklet.
3D-print er jo en utrolig vigtig teknologi, hvis vi gerne vil længere ud i rummet og sænke omkostningerne.
Rumstationen er meget kompleks med pumper, der kører og alle mulige mekaniske dele. Når de går i stykker og bliver slidt, skal vi sende reservedele op fra Jorden.
Men kan vi selv printe dem på Månen, rumstationen eller Mars vil det gøre en kæmpe forskel.
Jeg kommer også til at skulle lave en masse forsøg med min egen krop i forhold til, hvordan den bliver påvirket af at være i rummet og være vægtløs.
Hvordan forbereder du din krop på at være seks måneder i rummet?
Det gør jeg sådan set ikke rigtig. For så længe man er sund og rask, kan man komme i rummet.
Det, der er vigtigt, er, at jeg vedligeholder kroppen, når jeg er i rummet, så muskler og knogler ikke bliver nedbrudt.
Når man er længere tid ombord på en rumstation, er det et krav, at man motionerer to timer hver dag for at undgå, at man mister knogle- og muskelmasse. Andreas Mogensen
Og hvad gør du ellers for at forberede dig herfra, og til I skal afsted i juli 2023?
Jeg er tilbage på skolebænken. Alt er planlagt fra omkring klokken 8 om morgenen til omkring klokken 18 om aftenen.
Enten sidder jeg i et klasseværelse og modtager teknisk træning. Eller også er jeg i gang med simulatortræning, hvor jeg enten sidder i en simulator af rumskibet eller rumstationen.
Det kan også være, jeg er i gang med at øve rumvandring i poolen. Jeg går fra den ene undervisning til den anden, med indlagte frokostpauser - helt som i skolen.
Undervisningen foregår enten i Houston, Californien, Europa eller Japan, og sådan vil det være det næste halvandet år frem til opsendelsen.
Hvordan øver I rumvandring i en pool?
Den eneste måde, vi kan simulere vægtløshed på, er ved at gøre det under vandet, fordi vi bruger vandets opdrift til at udligne vores vægt.
Vi tager vores store rumvandringsdragt på og bliver hejst ned i vandet på bunden af en pool - næsten på størrelse med en fodboldbane, hvor næsten hele rumstationen ligger.
Her øver vi os så i at udføre det arbejde, vi skal under en rumvandring - det kunne fx være at installere en antenne eller nyt hardware på ydersiden af rumstationen.
I Johnson Space Center i Houston træner astronauterne vægtløshed i en kæmpe pool med en kopi af den internationale rumstation, ISS på bunden. Det eneste sted, de ellers kan øve vægtløshed, er i en flyvemaskine, som følger en såkaldt parabolkurve. Men her opnår de kun 20 sekunders vægtløshed ad gangen.
Hvordan pakker man til seks måneder i rummet?
Det er ikke noget, jeg selv gør. Der er alle mulige regler og begrænsninger for, hvor meget vi kan have med.
Det eneste, jeg får lov til, er at prøve forskelligt tøj og vælge hvilke bukser, hvilken t-shirt og hvilke sokker og underbukser, jeg gerne vil have med. Så bliver det pakket for mig og sendt i rummet.
Og så er der regler for, hvor lang tid vi skal bruge tingene, for vi kan jo ikke vaske deroppe.
Et par underbukser skal fx vare i tre dage, når man er på rummission, mens en sweater skal vare i to til tre måneder. Andreas Mogensen
Hvad tænker du om, at krigen i Ukraine har gjort den internationale rumstation til en verbal kampplads?
Krigen er forfærdelig. Men vores samarbejde ombord på rumstationen fortsætter indtil videre. Vi gør det job, vi bliver bedt om. Og så må vi se, hvad der sker.
Rumstationen begyndte jo som et fredsprojekt. Det var en politisk beslutning om at få vesten og det tidligere sovjetunionen til at arbejde sammen. Så forhåbentlig kan rumstationen igen i fremtiden fungere som et fredsprojekt.
Frygter du, at det kan have konsekvenser for missionen?
Det er svært at sige, hvad fremtiden bringer - jeg tror, alle har en interesse i at projektet fortsætter.
Det, der bliver sagt på internettet, det lytter jeg ikke til, det tager jeg ikke så højtideligt.
Det er jo meget få mennesker forundt at få lov til at kigge ned på vores jordklode fra 400 kilometers højde. Kan du huske, hvad du tænkte, første gang du gjorde det?
Første gang jeg så Jorden var, da vi lige var kommet i kredsløb, hvor jeg sad og kiggede ud af det her lillebitte vindue, vi har i Soyuz-kapslen. Og det var utrolig imponerende.
Og jeg kom faktisk til at tænke på Jurij Gagarin, og hvordan han må have haft det, da han blev sendt i vejret som den første mand i rummet nogensinde. Han sad jo helt alene, og vi var tre i alt. Han var jo heller ikke sikker på, at han kunne komme ned igen, eller hvad der ville ske.
Har det givet dig nogen nye peskpektiver at være deroppe?
Men man kan ikke undgå at få en fornemmelse af, at Jorden virkelig er én planet, vi allesammen deler. Det er ikke 196 lande, men én samlet klode. Andreas Mogensen
Og at hvis vi lærte at leve side om side, ville mange af vores problemer forsvinde.
Landegrænser er ikke noget, man kan se fra rummet - og man bliver meget opmærksom på, at det er sådan noget menneskeskabt noget, som ikke rigtig burde være der.
Også fordi det kun tager halvanden time at flyve hele vejen rundt. Så får man endnu mere fornemmelsen af, at det er én klode, fordi den faktisk ikke er så stor.