Det er selvfølgelig muligt at græde i rummet, men i den vægtløse tilstand begynder tårerne ikke at løbe ned ad kinderne.
Faktisk forlader de slet ikke øjnene.
I stedet samles tårerne i en dråbe, der bliver siddende på øjet. Dråben bliver bare større og større, så længe gråden fortsætter.
Astronaut Chris Hadfield demonstrerer, hvordan tårer i rummet ikke falder af kinderne, men kun vokser sig til en større og større dråbe.
Bliver dråben stor nok, kan den begynde at brede sig på huden rundt om øjet, men først hvis astronauten foretager en pludselig bevægelse med hovedet, kan en del af vandet løsrive sig og samle sig i en dråbe, der svæver væk.
Det samme gør sig gældende med sved. Astronauterne dyrker motion hver dag på rumstationen, men sveden bliver siddende som en tynd film på huden, indtil den fordamper, eller astronauterne tørrer sig med et håndklæde.
