Laserkanoner skal rydde op i rummet

Satellitter udstyret med laserkanoner kan luge ud i den massive mængde rumskrot, som omgiver Jorden.

© Shutterstock

Over 60 år med rummissioner har fyldt rummet omkring Jorden med rumskrot.

Millioner af menneskeskabte efterladenskaber i forskellige størrelser er i kredsløb. Skraldet er rester fra raketter, udtjente satelitter og fragmenter fra kollisioner.

I en ny undersøgelse foreslår kinesiske forskere fra Air Force Engineering University en mulig metode til at fjerne rumresterne: Skyd skrottet ned med laserkanoner.

Gennem en række computersimuleringer har de kinesiske forskere vist, at det er muligt at skubbe til genstandene i omløb om Jorden ved at bruge en pulserende laserstråle med høj energi.

Jorden er omgivet af en sky af rumskrot.

© NASA

På den måde vil forskerne sende skrottet ned mod Jordens atmosfære, hvor det vil brænde op.

For at sende strålerne afsted med den rette vinkel skal laserkanonerne placeres på satellitter i rummet.

Smådele er også farlige

Affaldet en stor fare for fremtidige opsendelser, men også nuværende rumstationer. Med en hastighed på 28.200 km/t kan selv smådele give alvorlige skader på rumudstyr - fx slå revner i vinduer på rumskibe.

Det er derfor afgørende for rumagenturer, at der bliver ryddet ud i virvaret af skrot.

Og at Kina nu tager fat om problemet, er særlig vigtigt. Landet er nemlig anset for at være en af de største syndere i forhold til rumskrot.

I 2007 stod de fx bag en anti-satellit missiltest, som sendte en sky af 3000 vragdele ud i rummet.