Maratonsonde tænder motoren efter 37 år i rummet
Den har for længst forladt Solsystemet, men alligevel er det lykkedes NASA at tænde Voyager 1's raketter, som ikke har været i brug i 37 år. Det er dog langt fra den eneste astronomiske magtpræstation Voyager 1 har udført i sine 40 år i rummet.
Med en fart, der nærmer sig 70.000 km/t banker Voyager 1 gennem rummet.
Sonden er dét menneskeskabte objekt, der er længst væk fra Jorden, og i 2012 forlod den vores Solsystem – en præstation ingen andre sonder har matchet.
Den aldrende sonde sender stadig data til kontrolcentret på Jorden. Men for at kunne gøre det, kræver sonden at dens antenne peger den rigtige vej.
I live efter 37 år
Den 28. november sendte NASA et radiosignal til Voyager 1 om, at den skulle rette op, så den pegede den rigtige vej. For at gøre det, genstartede sonden fire raketmotorer, som ikke har været i brug siden 1980.
Altså er det lykkedes forskerne at genstarte en motor, som befinder sig uden for Solsystemet, og som har været slukket i 37 år. En imponerende bedrift, men for Voyager 1 er det bare et hak i bæltet af astronomiske magtpræstationer.
Vi har samlet en række af dem herunder:
#Farten
Voyager 1 skyder en marchhastighed på 62.140 km/t – eller godt 17 km/s. Det svarer til, at sonden kan flyve halvanden gange rundt om ækvator i timen.
Den høje hastighed er opnået ved at udnytte tyngdekraften om Jupiter og Saturn til at slynge sonden afsted.
Ifølge Newtons tredje lov er aktion lig reaktion. Det betyder, at sonden har ’stjålet’ sin energi til accelerationen fra bl.a. Jupiter. Altså har gaskæmpen mistet fart pga. Voyager 1 – den bevæger sig 30 cm mindre i sin bane om Solen for hver billion år, der går.
#Afstanden
Voyager 1 befinder sig lige nu godt 21 milliarder kilometer fra os. Det svarer til over 141 rejser til Solen eller knap 4 millioner flyveture fra London til New York.
Hvis du satte dig ind i din bil, og kørte samme afstand på en motorvej med 110 km/t, ville det tage omkring 191 millioner år at køre samme afstand. Altså hvis en T. Rex begyndte køreturen i kridttiden, ville den kun have nået en tredjedel af rejsen i dag.
Med andre ord – Voyager 1 er ufatteligt langt væk.
#Kommunikationen
Deep Space Network sender signaler til Voyager
Når forskerne sender signaler til sonden, eller når sonden ringer hjem, sker det ved hjælp af radiobølger. Jordiske paraboler med en diameter på 70 meter sender signaler til Voyager 1’s parabol, som har en diameter på 3,7 meter.
Radiobølgerne bevæger sig med lysets hastighed, men sonden er så langt væk, at det også tager tid for lyset at nå frem. Det tager godt 19 timer at sende et signal til sonden, og 19 timer for signalet at komme hjem igen.
Altså måtte NASA-forskerne vente 38 timer på at finde ud af, om de gamle motorer virkede efter hensigten, og om sonden havde rettet op – selv om de kommunikerede med lysets hast.
#Alderen
Space Invader-spillet kom året efter Voyager 1 blev opsendt.
Voyager 1 blev opsendt fra Cape Canaveral i Florida den 5. september 1977, og forlod altså Jordens overflade for over 40 år siden – fem år efter den sidste Apollo-mission, hvor mennesket senest har været på Månen.
1977 var også året, hvor den første Star Wars-film fik premiere og Atari sendte sin spillekonsol på gaden – Space Invaders-spillet kom først på gaden året efter.
#Billederne
Familieportræt af Solsystemet
Den berejste sonde er udstyret med et kamera, men for at spare på Voyager 1’s strømreserver har det ikke været i brug siden 14. februar 1990.
De sidste billeder, sonden tog, bliver populært kaldt ’Familieportræt af Solsystemet’. Sonden affotograferede Venus, Jorden, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun fra de yderste egne af Solsystemet, og længere væk fra Solen end nogen af planeterne på billedet.
Billedet af Jorden bliver kaldt ’Pale Blue Dot’ (Bleg, blå prik), og viser Jorden som en næsten usynlig plet, der fylder mindre end en pixel.
#Tvillingen
Neptun – fotograf: Voyager 2
Voyager 1 blev opsendt 16 dage senere end sin tvillingesonde Voyager 2. Men fordi den nåede Jupiter først, fik den betegnelsen ’1’.
Voyager 2 tog en omvej i sin rejse mod Solsystemets grænse for at undersøge flere planeter, og har blandt andet taget de eneste nærbilleder af Neptun.
Voyager 2 er, som sin tvilling, stadig funktionel, og sammenligninger af data fra de to sonder giver forskerne et billede af forholdene i og uden for Solsystemet.
#Pladen
Begge Voyager-sonder har en guldbelagt LP med om bord.
Pladens lydside indeholder bl.a. lyden af havet, vinden og dyrelyde. Derudover er der indtalt hilsner på 55 forskellige jordiske sprog – nogle af dem uddøde.
Pladens cover, som også er i guld, er prydet med en række symboler, der skal forklare eventuelle rumvæsner om, hvem vi er, og hvor vi bor.
#Afskeden
Den 25. august 2012 forlod Voyager 1 som det første – og hidtil eneste – menneskeskabte objekt vores Solsystem for bestandig.
Resultatet blev dog først anerkendt bredt af astronomer i 2013, hvor målinger af den kosmiske stråling leverede det endegyldige bevis på, at Voyager 1 ikke længere befandt sig i Solsystemet.
Den kosmiske stråling, sonden har målt efter den pågældende dato, stammer i langt højere grad fra interstellar stråling end fra Solen. Til sammenligning viser målinger fra Voyager 2 mere stråling fra Solen end det interstellare rum. Altså befinder Voyager 2 sig stadig i Solsystemet.
#Fremtiden
Voyager 1 fortsætter sin rejse væk fra os, og astronomerne regner med, at vi kan bibeholde kontakten med sonden til år 2025. Det er dog langt fra nok til, at sonden kan give os målinger eller billeder af interstellare objekter.
Om 300 år når sonden Oortskyen – en hypotetisk sky af små islegemer, som omgiver vores Solsystem. Hvis skyen eksisterer, er Voyager 1 ca. 30.000 år om at flyve igennem den.
Om 40.000 år passerer sonden stjernen Gliese 445 i en afstand af 17,6 lysår. Det nærmeste, forskerne kan forudsige sonden komme på et objekt nogensinde igen. Sandsynligvis kommer Voyager 1 til at rejse ensomt rundt i Mælkevejen på ubestemt tid.