2,6 millioner liter flydende ilt og brint. Det er, hvad teknikerne på Kennedy Space Center i Florida i løbet af mandag skal hælde i brændstoftanken på NASA's mægtige måneraket, Space Launch System (SLS).
Det superkolde brændstof er en del af en afgørende test, der skal trykprøve systemerne i den kraftigste rumraket, der nogensinde har eksisteret - helt indtil 10 sekunder før liftoff.
Og i sidste ende skal testen muliggøre NASA's største mission i 2020'erne: at vende tilbage til Månen inden for få år og etablere en fast base og rumstation.
FÅ DE SENESTE NYHEDER FRA TESTEN I TWITTER-TRÅDEN HER
Følg med LIVE her:
Tæller ned til 10 sekunder før liftoff
Den kritiske test, som er allersidste led i en flere dage lang øvelse kaldet 'wet dress rehearsal test', var i første omgang planlagt til søndag den 3. april.
Men tekniske problemer i forbindelse med optankningen betød, at NASA var nødt til at udskyde til mandag den 4. april.
Planen for testen på affyringsrampe 39B er cirka:
- Klokken 13.40 dansk tid: Lederne af missionen gav grønt lys til at begynde at tanke den 98 meter høje måneraket.
- Omkring klokken 20.40 dansk tid: Hele holdet sætter sig klar til til at afprøve alle knapper, procedurer og systemer og tæller ned til 33 sekunder før liftoff. Herefter sættes stopuret igen tilbage til 10 minutter før liftoff, og holdet tæller igen ned - denne gang til kun 10 sekunder før liftoff.
NASA vil generobre Månen efter 50 års fravær
Efter testen bliver kæmperaketten igen tømt for brændstof og rullet tilbage til den gigantiske hal, hvor den er samlet.
I de kommende uger skal ingeniører og teknikere så analysere hver en lille detalje fra test-tankningen for at sætte en endelig dato for Artemis 1-missionen.
Her skal rumfartøjet Orion efter planen skydes afsted på en 26 dage lang ubemandet tur omkring Månen.
Missionen er den første i en række af tre, der tilsammen skal generobre Månen efter 50 års amerikansk fravær. Og NASA forventer tidligst at skyde SLS-raketten afsted i juni i år.