New Horizons bedste billeder af Pluto

New Horizons opdagede flydende nitrogen-is i Plutos "hjerte", Sputnik Planitia. Her er det den nordlige del af den enorme is-slette, hvor de snoede mønstre af mørke og lys indikerer, at overfladelaget af is ikke er helt fast men flyder rundt om forhindringer og ned i fordybninger - ganske som man ser det aftegnet i gletsjere på Jorden.

Dette dramatiske nærbillede viser den sydøstlige udkant af Plutos "hjerte", den store is-slette, Sputnik Planitia, hvor den flydende is rammer kystens savtakkede bjerg-højland, Krun Macula.

Bjergene i Krun Macula rejser sig 2,5 kilometer over is-sletten, og den mørkerøde farve, mener astronomer, kommer fra tholiner - komplekse organiske molekyler - som findes på store dele af Plutos overflade.

Det tågede blå skær omkring Pluto er fotograferet af New Horizons Ralph/Multispectral Visible Imaging Camera (MVIC) og menes at være meget lig det, der er konstateret omkring Saturns måne, Titan.

Årsagen til det funklende skær er sandsynligvis kemiske reaktioner, hvor nitrogen og metan med sollys som katalysator danner små organiske partikler, tholiner, som daler mod Plutos overflade.

Plutos største måne, Charon, er halv så stor som Pluto selv, 1.214 kilometer i diameter, og New Horizons detaljerede billeder afslører en brutal historie.

Langs hele Charons ækvator løber en dyb kløft, som synes at dele månen i to. Samtidig viser den glattere overflade og de langt færre store kratere på den sydlige halvkugle, at den er meget yngre end den nordlige del. Charon må derfor have gennemlevet en geologisk hændelse af så enorme proportioner, at den næsten har flået månen itu og endevendt hele overfladen på den sydlige halvkugle.

Blot 15 minutter efter sin tætteste overflyvning af Pluto, tog New Horizons dette billede bagud mod dværgplaneten og fangede den i solnedgangens skær.

Her ses de voldsomme isklædte bjerge (venstre), den karakteristiske flade is-slette, "hjertet", der strækker sig hele vejen mod horisonten (midten til højre), og et mere ujævnt område yderst til højre gennemskåret af gletsjere. Billedet er taget på en afstand af 18.000 km.

Billedmontage af Pluto (forrest til højre) og Plutos største måne, Charon (bagest til venstre), der illustrerer den dramatiske forskel på de to følgesvende. Begge er efterfarvelagt for at fremhæve konturer og reelle farver, og funklende Pluto adskiller sig tydeligt fra sin mere dystert udseende og arrede kompagnon.

Størrelsesforholdet mellem Pluto og Charon er her afbilledet korrekt, mens afstanden mellem de to er væsentlig større end illustreret her.

Et af de mest bemærkelsesværdige billeder af Pluto er dette fra området Tartarus Dorsa, hvor de knivsblad-lignende formationer, der bringer tankerne hen på skællene i en slanges skind, har forbløffet astronomerne. Data fra New Horizons viser, at de nord-syd gående is-formationer primært består af frossen metan og typisk rejser sig 500 meter op fra overfladen med indbyrdes afstande på 3-5 kilometer.

Plutos ikoniske kendetegn er den store hjerteformede is-slette på den sydlige halvkugle.

Hjertet er næsten 1.600 kilometer på tværs, og den umiddelbart glatte overflade uden særlige kendetegn eller tydelige ar efter meteornedslag vidner sandsynligvis om fortsat geologisk aktivitet og bevægelse i is-slettens overflade.

Sammen med Plutos hjerte er den mørkerøde Cthulhu region lige vest for hjertet dværgplanetens mest genkendelige. Den mørkerøde farve menes at komme fra et lag af tholiner, komplekse organiske molekyler, der dannes, når metan udsættes for sollys.

Og så er der "sneen". På de højeste bjerge ligger et lag af frossen metan (vist i lilla på det lille billede til højre) som snedække, ganske som vand lægger sig som sne på bjergene på Jorden.