Da Frank Herberts science-fiction mesterværk Dune udkom på tryk i 1965, flyttede den genrens standarder og har siden inspireret talrige ikoniske film som Star Wars (1977) og Blade Runner (1982). Derfor var det også oplagt at filmatisere bogen.
Det har dog vist sig at være en svær opgave. David Lynchs indspilning fra 1984 var en fiasko, og den chilenske filmskaber Alejandro Jodorowskys stort opslåede filmatisering blev aldrig realiseret. Nu er det Denis Villeneuves tur, og han lykkes delvist – set med videnskabelige briller.
VIDEO: Se traileren til Dune
Handlingen foregår 10.000 år ude i fremtiden, hvor to klaner, Huset Harkonnen og Huset Atreides, med Paul Atreides i centrum, kæmper om herredømmet over galaksen. Fortællingen udspiller sig på planeten Arrakis, hvis mystiske, guldlignende krydderi melange er galaksens dyrebare møntfod og tillader karaktererne at se ud i fremtiden.
Afstanden mellem planeterne i galaksen er så store, at rejser ved overlyshastighed er nødvendige, og for at kunne navigere ved de hastigheder er det i filmen nødvendigt at kunne se ind i fremtiden.
Alle tænkende computere er blevet bandlyst og derfor må menneskene navigere ved hjernens kraft. Melange spiller på den måde en større rolle for plottet.
3 pletskud i filmen
Sandormen lever i et økosystem på planeten Arrakis under forhold, som minder om noget, vi kender fra Jorden.
Særligt økosystem eksisterer allerede
Dune er forudseende i sit bud på alternative økologier og en livsform, der producerer sin egen føde. Sandormen, som er kernen i Arrakis økosystem, er et bud på sådan en livsform.
Magnetskjolde er mulige
I princippet er magnetskjolde, som kan afvise pistolkugler, mulige. Det, der taler imod teknologien, er, at det vil kræve en stor mængde energi at få skjoldet til at afvise forskellige typer af objekter ved forskellige hastigheder.
Genredigering er muligt
Paul Atreides er selektivt avlet og opvokset på det psykedeliske stof melange. Genredigeringsteknologi som CRISPR giver allerede forskere mulighed for at klippe og redigere i gener og psykedeliske stoffer såsom psilocybin kan være hjerneforandrende.
Selve overlyshastigheden opnås ved den fiktive Holtzman-effekt opkaldt efter den ligeledes fiktive videnskabsmand Ibrahim Holtzman.
Usandsynligt hurtige rumrejser
Holtzman-effekten er en frastødningseffekt, en warp drive-lignende teknologi, som vi kender det fra Star Trek-universet, hvor rumtiden skiftevis foldes sammen og udvides, lidt ligesom en snegl bevæger sig henover jorden.
Ifølge Albert Einsteins relativitetsteori er det umuligt at bevæge sig hurtigere end lyset, men det er muligt at bøje selve rum-tiden.
Ved at vride rumtiden bliver der skabt en slags boble, og inden for den kan afstanden hen til målet altså enten forkortes eller forlænges, så det dermed bliver teoretisk muligt at komme hurtigere frem, fordi en kortere distance skal tilbagelægges. Det åbner altså døren for warp drive-lignende teknologi ved overlyshastighed.
Problemet er, at teknologien, for at skabe den rette mængde negative energi, der kan udvide rumtiden, kræver mere masse, end der findes i det synlige univers.
Dune er altså meget langt fra videnskabens muligheder i dag, men holder sig stadig indenfor det teoretisk mulige.
3 fejl i filmen
Seriens kvindelige hovedrolle, spillet af Zendaya, og de andre karakterer bruger fugtdragter, der kan genanvende væsker, men den form for dragter ville fylde væsentligt mere i virkeligheden.
Overlyshastighed er fantasi
Rumrejser ved overlyshastighed er mulige rent teoretisk, men der er en uoverskuelig hob af videnskabelige benspænd imellem. Derudover er Holtzman-effekten, som tillader sådanne hastigheder i Dune, ren fiktion.
Melange giver indblik i fremtiden
Ingen videnskabsteknologiske fremskridt gør det muligt at kigge ind i fremtiden. Effekten fra det mystiske krydderi melange er opspind, som er taget med i bogen og filmen for dramaturgiens skyld.
Fugtdragter ville fylde mere
Fugtdragter gør det muligt at leve i ørkenen, men deres design står over for to problemer: teknologien er energi- og pladskrævende. Der skal produceres energi nok til både nedkøling af kroppen og filtrering, og nutidens filtreringssystemer, der kan gøre dette, er alt for store til at passe ind i en dragt.
Holtzman-effekten forklarer også de elektromagnetiske skjolde, som bruges i kamp, og som har fået en fremtrædende plads i Villeneuves filmatisering.
Skjoldet blokerer højhastighedsobjekter som fx kugler og tændes ved et enkelt tryk på den “Holtzman-generator”, som karaktererne har siddende på kroppen. Resultatet er, at al kamp i Dune foregår med langsomme våben som sværd.
Ideen bag skjoldene er på sin vis fornuftig. Magnetfelter beskytter blandt andet jorden mod stråling, og det vil i teorien være muligt at skabe et elektromagnetisk skjold, der er stærkt nok til at afvise eksempelvis kugler.
At skjoldene i Dune alligevel er urealistiske i praksis kan sammenlignes med pointen om warp drive teknologien: det vil kræve væsentligt mere energi at skabe et funktionelt skjold, end det er muligt for en lille Holtzman-generator, som kan sidde på kroppen, at levere.
Holtzman-effekten, som sørger for både skjolde og hurtige rumrejser, er dog stadig mere troværdig end effekten fra krydderiet melange. Præcis hvordan krydderiet tillader rumrejsende at se ud i fremtiden, forklares aldrig. En del af moralen er dog, at det slet ikke er det afgørende.
Paul Atreides spiller en større rolle for sin families fremtidsplaner. Her ses han sammen med sin far Leto Atreides, der er overhoved for Atreidesklanen.
Den “ørkenmagt”, som Paul og Atreidesklanen søger, opnås ved at leve i harmoni med ørkenen og dens livsformer.
Et alternativt økosystem
I ørkenen kommer sandormen, den eneste levende organisme i Arrakis’ økosystem, ind i billedet. Enhver, der vil overleve på Arrakis, må forstå sandormens økosystem.
Et økosystem med blot en enkelt organisme, der selv kan skaffe stof og energi til at opretholde livet, er bestemt realistisk. Et eksempel blev fundet i 2008 af en gruppe forskere i en guldmine i Afrika. Et sådant system har potentielt været kilden til selve livet på jord og er derfor også sandsynligt. Først når Paul forstår dette økosystem, opnår han “ørkenmagt”.
Selvom Dunes økologi er plausibel, er hovedpointen stadig, at størstedelen af Dunes tekniske frembringelser er teoretisk velfunderede, men ikke for alvor realistiske.
Seriens hovedperson Paul Atreides har evner til at se ind i fremtiden i den nye indspilning af Dune.
Det gælder også for de såkaldte "fugtdragter" eller “stillsuits”, som Frimenerne, ørkenens oprindelige folk, har opfundet til at opsamle, filtrere og genbruge kroppens væsker.
Vi bruger allerede lignende teknologi i moderne filtreringssystemer, men problemet er, at de systemer er alt for pladskrævende til at være i en lille dragt. Det er også tvivlsomt om generatoren i filmen, som drives af kroppens egne bevægelser, kan skabe energi nok til både at filtrere, opvarme og nedkøle kroppen.
Flere film, baseret på Frank Herberts bøger, er allerede planlagt i serien. De dykker forhåbentlig dybere ned i videnskaben og gør de eksotiske teknologier både mere forståelige og troværdige, end Villeneuve formår i seriens første film. Det fortjener Herberts vision i hvert fald.