Hvis en af de mange nye rumekspeditioner uforvarende bærer ukendte livsformer eller muterede mikroorganismer med tilbage til Jorden, er vi reelt komplet forsvarsløse. Det påpeger et internationalt forsker-team i en ny rapport.
Selvom risikoen for at hive mikroskopiske rumvæsener med til Jorden er ekstremt lille, vil det sandsynligvis betyde en biologisk katastrofe, hvis uheldet er ude.
Derfor bør rumagenturerne og de nye, kommercielle rumselskaber gøre mere ud af sikkerheden og forberede sig på alle tænkelige situationer, advarer biologerne.
Eksperterne frygter dels forurening med ukendte livsformer fra rummet og dels genforurening med blinde passagerer fra Jorden, der er muteret under de ekstreme forhold i rummet.
Flere rumrejser skyder risikoen i vejret
I rapporten sammenligner forskerne en invasion af intergalaktiske mikroorganismer med en atom-nedsmeltning eller et voldsomt jordskælv.