T. Wakayama, Uni. of Yamanashi
Mus, sæd, rummet

Sæd fra mus kan overleve i rummet i årevis

I det hidtil længste forsøg på ISS har forskere konstateret, at seks års ophold i rummet ikke påvirker sæds kvalitet.

Efter et forsøg med langtidsopbevaring af sæd på Den Internationale Rumstation, ISS, har forskere bevist, at sæd fra mus fint kan overleve i hvert fald seks år i rummet. Det er en god nyhed for både nutidige og fremtidige rumrejsende.

Hvordan reproduktionsevnen påvirkes af stråling uden for Jordens beskyttende atmosfære, kan ikke simuleres præcist i forsøg på Jorden, så en gruppe japanske forskere frysetørrede sæd fra 12 mus.

Tre sædpakker fra hver mus blev sendt til langtidsopbevaring på rumstationen, og tre sædpakker fra hver forblev på Jorden.

Rumsæden blev hentet tilbage på Jorden ad tre omgange efter knap et år, tre år og seks år. Herefter rehydrerede forskerne sæden og befrugtede friske museæg med både rumsæd og sæd, som ikke havde forladt Jorden.

Æggene blev indsat i rugemus, og efter drægtighedsperioden kunne forskerne konstatere, at opholdet i rummet kun havde en ringe effekt på sæden.

ISS, mus, unger

Museunger fra sæden, som havde været ombord på ISS i seks år, havde ingen skavanker og kunne selv få unger.

© NASA/Teruhiko Wakayama, Uni. of Yamanashi

Sædens kvalitet var ikke dalet markant. Ungerne født på rumsæd havde ingen fysiske skavanker. Og da den sidste forsøgsmus døde efter godt et par år, kunne forskerne konstatere en lille forskel: Levealderen hos rummusene var marginalt reduceret.

Forsøget viser, at mandlige astronauter ikke behøver at frygte, at deres arbejde ødelægger evnen til at få børn selv efter lange ophold i rummet.

Der er tilsyneladende heller ikke noget til hinder for, at sæd i fremtiden kan medbringes på lange rumrejser og bruges af kolonister på fjerne planeter.