Bidrager rumforskning til grøn teknologi?
Ja
Satellitter leverer viden, der gør det muligt at udnytte Jordens ressourcer på en bæredygtig måde; fx kan observationer fra satellitter potentielt halvere markvanding i USA, som sluger 80 pct. af nationens vandforbrug.
Flere andre løsninger bidrager med grøn teknologi på Jorden, selvom de oprindeligt var udviklet til rummet.
Løsninger i rummet gavner Jorden
Teknologier udviklet til rummets kulde, mørke og begrænsede ressourcer har i stort omfang fundet vej tilbage til Jorden, hvor de bl.a. er med til at sænke energiforbruget.
Opvarmer raketopsendelser kloden?
Nej
Antallet af opsendelser eksploderer i det næste årti, men det behøver ikke at være dårligt nyt.
Helt grundlæggende afbrænder raketter store mængder brændstof for at overvinde Jordens tyngdefelt, og afhængigt af typen af brændstof frigives der både gasser og partikler. De almindeligste gasser er CO2 og vanddamp, mens de hyppigste partikler er kulsod og aluminiumoxid.
Alle stofferne påvirker atmosfærens kemi og drivhuseffekten, og selvom forskerne ved meget lidt om udstødningens effekt, anslår en analyse udgivet af American Geophysical Union i 2014, at den opvarmende effekt fra raketters drivhusgasudslip er forsvindende lille.
Til gengæld batter den afkølende effekt fra aluminiumoxid og kulsod mere. Det hvide aluminiumoxid reflekterer solens lys tilbage til rummet, mens det sorte kulsod optager sollyset og omdanner det til varme i de øvre dele af atmosfæren.
Begge stoffer nedsætter dermed mængden af solstråling, der når jordoverfladen. Effekten køler det nederste lag af atmosfæren, troposfæren, og modvirker global opvarmning.
Udstødninger ændrer temperaturen
Klimaforskerne beskriver effekten af de ekstra drivhusgasser og andre klima-stoffer, som strålings-forcering.
Strålingsforcering er forskellen imellem den energi, Jorden modtager, og den energi, Jorden slipper af med igen. Når forceringen er positiv, varmer kloden op. I 1750 var udledningerne minimale og forceringen var ca. 0 watt pr. kvadratmeter (w/m2).
I 1950 var den samlede forcering ca. 0,57 watt pr. kvadratmeter, i 1980 1,25, og i 2011 opgjorde FN seneste store klimarapport den til 2,29 W/m2.
Er klimaforskning afhængig af rumfart?
Ja
Målinger fra satellitter giver forskerne overblik og udfylder hullerne mellem vejrstationerne på Jordens overflade. Informationer om temperatur, nedbør, vind, skovbrande, algeopblomstringer og lignende stammer fra øde egne og er centrale data for bl.a. klimamodeller.
Satellitter har fra rummet bl.a. hjulpet med at estimere det årlige tab af 82.000 km2 havis siden 1980.
Derudover hjælper satellitter med at måle mængden af CO2 i atmosfæren og gør det muligt at estimere tabet af is på Grønland og Antarktis. Satellitter og deres opgaver bliver overvåget af den internationale satellitdatabase. Fra 1. april 2020 var antallet af satellitter dedikeret til meteorologi, klima- og geovidenskab oppe på 191.
Satellitter hjælper blandt andet med at måle mængden af CO2 i atmosfæren og gør det muligt at at animere isens udbredelse ved Arktis som her fra maksimumsniveauet den 5. marts 2020 til minimumsniveauet 15. september 2020. Den gule streg markerer det gennemsnitlige minimumsniveau fra 1988 til 2010.
