SpaceX
Rumraket laver ild og røg under opsendelse

SLS vs. Starship: Er Musk’s kæmperaket bedre end NASAs?

NASAs Space Launch System bliver den største rumraket nogensinde, når den efter planen bliver sendt op i august. Men Elon Musks Starship, som også spiller en afgørende rolle for NASAs Artemis-missioner, truer med at stjæle rekorden inden længe.

NASAs nye Space Launch System (SLS) står til at blive den kraftigste raket nogensinde, når den flyver afsted på sin første månerejse i august.

Men Elon Musk og SpaceX har næsten tronfølgeren klar, inden SLS er skudt afsted.

SpaceX's Starship er både større og stærkere end SLS, og raketten kan også blive markant billigere at sende op, hvis Elon Musk kan levere på sine store løfter for raketten.

SLS er stærkere end forgængerne

NASAs nye SLS-raket er drivkraften bag Artemis-missionerne, som ifølge planen skal flyve mennesker til Månen igen i 2025 - og videre mod Mars på sigt.

Raketten genbruger også komponenter fra NASAs tidligere rumfærger. Når SLS blæser ild ud over affyringsrampen på Artemis I-missionen i august, er det fire RS25-motorer fra det pensionerede rumfærge-program, der skaber fremdriften.

En sammenligning af rumraketter

En sammenligning af de største rumraketter i historien. Saturn V var den sidste til at flyve mennesker til Månen, men både SLS og Starship skal efter planen gøre det samme.

© Thorenn

De fire motorer giver SLS 15 procent mere kraft end Saturn V, som indtil nu har holdt rekorden for historiens kraftigste rumraket.

SLS benytter sig af et første trin, hvor en stor raket med de fire motorer får hjælp fra to separate booster-raketter til at skyde rumfærgen med besætnings- eller last-færgen ud af Jordens atmosfære på vej mod Månen.

Når SLS er helt udviklet til de senere Artemis-missioner, vil raketten kunne transportere 86 ton ud af vores atmosfære, hvor det vil ligge i kredsløb.

Starship er bygget med Mars som mål

Starship afventer stadig godkendelse fra de amerikanske myndigheder, før raketten kan fare ud i rummet.

Når det sker, bliver Elon Musks kæmpe-raket både den højeste og kraftigste nogensinde. 33 Raptor-motorer sidder i affyringssystemet Super Heavy, som kan skyde omkring 150 ton ud af Jordens atmosfære.

I modsætning til SLS flyver Starship ikke til Månen i ét hug. Det store rumfartøj kredser først om Jorden, indtil det kan få tanket brændstof af et andet Starship. Derefter er rumfærgen klar til at fortsætte rejsen mod Månen, ligesom samme procedure kan bruges til Mars-rejser på sigt.

Starships helt store fordel er, at alle delene er designet med genbrug i tankerne. Rakettens første trin kan lande sikkert på en platform, hvor den gribes af mekaniske arme, og selve rumfærgen kan også manøvrere rundt til landing.

NASA har hyret Starship til at stå for at hente og bringe astronauter til Månen på Artemis-missionerne. Fra Artemis III-missionen, hvor astronauter skal lande på Månen igen, og frem er planen, at SLS står for at flyve besætningen op til en lille rumstation, der kredser om Månen. Der henter Starship og lander dem på vores naturlige sattelit, ligesom SpaceX-fartøjet flyver dem tilbage til basen.

På grund af Starships lange levetid bliver det også i gennemsnit billigere at opsende rumfartøjet. Kritikere har undret sig over, hvorfor NASA stadig poster milliarder af dollars i deres eget projekt, når Starship - i hvert fald på papiret - gør SLS overflødigt i en ikke alt for fjern fremtid.

Rumraket på affyringsrampe
© NASA/Kim Shifflet

Space Launch System (SLS) i tal

Højde: 98 meter
Vægt: 2750 ton
Motorer: 4 RS25-motorer og to booster-raketter
Kraft: 4309 ton
Lastkapacitet til kredsløb om Jorden: 86 ton
Lastkapacitet til Månen: 46 ton
Pris for at udvikle: 23 milliarder dollars
Pris pr. opsendelse: Op til 4,1 milliarder dollars
Genanvendelig: Nej
Rejse til Månen: Direkte

Rumraket ved siden af rampe
© SpaceX

Starship i tal

Højde: 120 meter
Vægt: 4536 ton
Motorer: 33 Raptor-motorer
Kraft: 7711 ton
Lastkapacitet til kredsløb om Jorden: 150 ton
Lastkapacitet til Månen: Ikke angivet
Pris for at udvikle: 5 milliarder dollars
Pris pr. opsendelse: 2 milliarder dollars iflg. Elon Musk
Genanvendelig: Ja, fuldstændig
Rejse til Månen: Først i kredsløb om Jorden, hvor den tankes op igen fra andet Starship, så til Månen