United Launch Alliance
Raketten med Lucy affyres

Sonde tager på historisk asteroidejagt

Lucy er undervejs på en historisk rejse mod asteroider, som forskere kalder fossiler, fordi de kan afsløre, hvordan Solsystemet blev født.

1. Kamera skal knipse asteroider

L’Ralph
© NASA/Goddard/Barbara Lambert/Desiree Stover

Forskere installerer L'Ralph, der skal tage billeder af hele otte asteroider, som kredser rundt i asteroidebæltet samt i Jupiters bane. L'Ralph tager billeder i både synligt lys og infrarødt lys. Billederne skal afsløre is, organisk materiale og mineraler på asteroidernes overflade.

2. Solpaneler folder sig ud

Rumsonden Lucys solpaneler
© Lockheed Martin

Lucys solpaneler er presset sammen som to ti cm tykke vifter under opsendelsen, men når panelerne bliver foldet ud – som her under en test – har de hver en diameter på 7,3 meter. Panelerne skal omdanne solens stråler til 500 watt strøm, hvilket omtrent svarer til, hvad en vaskemaskine bruger.

3. Radiobølger sender billeder til Jorden

Rumsonden Lucys antenne
© Lockheed Martin

Antennen på 2 meter i diameter skal sende billeder af asteroider tilbage til Jorden, men skal også beskyde asteroiderne med radiobølger og opfange de reflekterede bølger. Bølgelængden bliver strakt eller presset sammen af asteroidernes tyngdekraft. Dermed kan forskerne anslå hver asteroides masse.

4. Ingeniører gennemtester sonde

Lucy er placeret i en container og fløjet med et C-17-fragtfly
© NASA/Kim Shiflett

Efter sonden er samlet hos Lockheed Martin Space i Colorado, er den placeret i en container og fløjet med et C-17-fragtfly til affyringsrampen på Kennedy Space Center i Florida. Her tester ingeniører sondens motorer, kommunikationsudstyr og computersoftware en sidste gang.

5. Lucy sad i raketnæse

Atlas 401 og sonden Lucy
© United Launch Alliance

Lastrummet – næsen på Atlas-raketten, der skal sende Lucy af sted, lukkes sammen omkring den 1500 kg tunge sonde. Raketten er en Atlas 401, hvilket betyder, at lastrummet er 4 meter i diameter, og at raketten letter uden ekstra raketter monteret på siden, de såkaldte boosters.

6. Næse fuldender raket

Rakettens næse med Lucy inden i
© United Launch Alliance

Rakettens næse med Lucy inden i løftes op på toppen af Atlas-raketten, der består af tre dele. Nederste del løfter raketten fra jorden og brænder derefter i cirka fire minutter. Så tager anden del over og skubber næsetippen helt ud i rummet, hvor den åbner, så fartøjet inden i selv kan flyve videre.

7. Lift-off!

Raketten med Lucy affyres
© United Launch Alliance

Lucy letter den 16. oktober 2021 og påbegynder en i alt 12 år lang rejse. Sonden udnytter først Jordens tyngekraft til at slynge sig i retning mod L4-asteroiderne, der kredser foran Jupiter. Herefter passerer Lucy igen Jorden for så at sætte kurs mod L5-asteroiderne, der kredser bag ved Jupiter.