SpaceX vil skyde japansk milliardær mod Månen i kolossal raket
SpaceX' gigantiske Mars-raket skal have en prøvetur omkring Månen, når den er bygget færdig. Og nu har firmaet afsløret rakettens første passager.

Mandag nat offentliggjorde rumfartsorganisationen SpaceX, hvem de vil sende en tur rundt om Månen i verdens største raket.
Manden er hverken astronaut eller raketingeniør. Han er den japanske milliardær Yusaku Maezawa, der har stiftet online-butikken Zozotown.
Maezawa har selv meldt sig til at prøvekøre SpaceX’ enorme prestigeprojekt Big Falcon Rocket (BFR), men vil også invitere en række kunstnere med i raketten.
Første rumturist langt ud i rummet
Hvis planen holder, kan den japanske rigmand se frem til at skulle mod Månen i 2023. Han skal lette fra Jorden, flyve en tur omkring Månen og lande på Jorden igen - en tur på 4-5 dage i alt.
Det bliver en tur, hvor hans krop skal modstå enorme g-kræfter under start og landing, mens vægtløsheden i rummet bliver hårdt for hans hjerte og muskler.
Han får til gengæld lov til at skrive historie. Hvis planen holder, bliver Yusaku Maezawa den rumturist, der har været længst fra Jorden nogensinde, og det første menneske i næsten 50 år, der når Månen.
Kæmperaket skal fragte 100 mand til Mars
Raketfarten bliver også den ultimative prøvetur for den enorme raket, som SpaceX har arbejdet på længe.
BFR's endelige mission er, at bringe de første kolonister til Mars, men indtil videre er monstrummet stadig ved at blive bygget.
Når fartøjet engang er færdigt, bliver det angiveligt en sammensmeltning af den mest kraftfulde raket nogensinde og et rumskib med plads til mindst 100 passagerer. Raketten skal samlet kunne løfte en vægt på 100 tons hele vejen til Mars.
Hele konstruktionen bliver 118 meter lang, og alle dele skal være genanvendelige.