Spiser astronauter det samme som os andre?

Astronaut med diverse typer mad
© NASA

Kaloriebehovet er stort set det samme i rummet som på Jorden, men i rummet må man tage særlige ernæringshensyn. Det har fx vist sig, at mængden af D-vitamin i kroppen formindskes, fordi astronauter er totalt beskyttet mod Solens ultraviolette stråling. Antallet af røde blodlegemer påvirkes også, da det kræver færre røde blodlegemer at transportere ilt rundt i kroppen i den vægtløse tilstand. Derfor ophobes der mere jern i blodet i rummet. Det er til gengæld nødvendigt at tilføre forskellige mineraler som fx kalcium for at forebygge knogleskørhed. Hvad angår det kulinariske, er der sket en betydelig udvikling, siden astronauterne fik mad på tube. I dag minder maden om måltiderne på et fly; kødet bliver dog strålebehandlet for at holde sig friskt, da man ikke kan medbringe en fryser til fødevarer. Maden er vakuumindpakket, og noget skal opvarmes i en ovn, og andet tilsættes vand. Der er dog visse fødeemner, man undgår. Fx er brød bandlyst, fordi det kan være farligt, hvis brødkrummer svæver omkring, og derfor findes salt og peber kun i flydende form. Som på Jorden spises der tre måltider dagligt, og udbuddet går lige fra spaghetti og bøf til dessert, frugt, kage, nødder og chokolade.