NASA
Rumkapslen Soyuz MS-22

Rumkapsel med tre personer ombord strandet i rummet

To russere og en amerikaner kan ikke flyve tilbage til Jorden, efter deres rumkapsel er blevet ramt af en mikrometeroit - men nu er hjælpen på vej.

Da en såkaldt mikrometeroit den 15. december ramte rumkapslen Soyuz MS-22, forårsagede den stor skade.

På trods af, at hullet blot havde en diameter på 1 mm, har det vist sig at være nok til at fremprovokere en lækage, som sender kølervæske ud i rummet.

Tabet af kølervæske resulterede i en højere kabinetemperatur, hvilket fik det russiske rumagentur Roscosmos til at erklære rumkapslen for uegnet.

Det betyder, at den amerikanske astronaut Frank Rubio samt de to russiske kosmonauter Sergey Prokopyev og Dmitri Petelin i øjeblikket kredser rundt om Jorden i en rumkapsel, som ikke er egnet til at flyve dem retur.

Høje temperaturer

Årsagen til, at Soyuz MS-22 ikke kan flyve mandskabet retur, er, at lækagen har ramt rumkapslens eksterne nedkølingssystem.

“Det betyder, at radiatoren på Soyuz ikke er i stand til at nedkøle kapslen, og at den ville blive for varm under hjemrejsen,” skriver den danske astronaut Andreas Mogensen på Facebook.

For at komme mandskabet til undsætning planlægger Roscosmos nu at sende en ubemandet rumkapsel afsted.

Hjælp på vej

Med Soyuz MS-22 koblet til den internationale rumstation ISS rummer de to enheder nu syv personer.

Problemet er imidlertid, at det eneste fartøj som kan klare turen retur til Jorden, er et såkaldt SpaceX Crew Dragon, som kun har plads til fire.

Besætningen ombord på Soyuz MS-22

Besætningen ombord på rumkapslen Soyuz MS-22 består af den amerikanske astronaut Frank Rubio (til venstre) samt de to russiske kosmonauter Sergey Prokopyev (i midten) og Dmitri Petelin (til højre). Betegnelserne astronaut og kosmonaut dækker imidlertid over det samme erhverv. Sidstnævnte bruges dog primært i Rusland.

© NASA

Derfor fremskynder og ændrer Roscosmos nu en opsendelse, hvor tre nye kosmonauter i marts skulle have været afsted med rumfartøjet Soyuz MS-23.

Den nye plan er ifølge Reuters, at Soyuz MS-23 letter fra Kasakhstan den 20. februar uden mandskab ombord, så den kan transportere de tre besætningsmedlemmer sikkert tilbage.

Og skal man tro NASA, så er det heldigvis en særdeles omstillingsparat besætning, der nu kan se frem til mere tid i rummet.

“De gør, hvad vi siger. Men det kan godt være, jeg bliver nødt til at flyve nogle flere is deres vej,” siger chef for NASA’s ISS-progam, Joel Montalbano.

Og det bliver der måske behov for. For ifølge Sergei Krikalev, som er chef for de russiske rummissioner, er det bestemt ikke ufarligt at opholde sig i rummet.

“Rummet er ikke et sikkert sted. Der er meteoritter, vaccum, høje temperaturer, og så kan vores komplicerede udstyr svigte,” siger Krikalev.

Hvorvidt redningsaktionen får konsekvenser for den SpaceX-mission, der efter planen skal sætte kurs mod ISS i juli med Andreas Mogensen som pilot, er endnu uvist.

“Jeg regner med, at vi kommer afsted i midten af august. Men det her viser, hvor foranderlig rumfart kan være, og hvor nødvendigt det er at kunne tilpasse sig store ændringer,” siger den danske astronaut.