Om 18 Melpomene
En enorm asteroide, omkring 140 kilometer i diameter, kan netop nu ses på himlen med en almindelig håndkikkert.
Den store kosmiske sten, som har navnet 18 Melpomene, er i øjeblikket forholdsvis tæt på Jorden – kun 212 millioner kilometer væk – og står på lige linje med vores planet og Solen.
Disse forhold betyder, at asteroiden lyser ekstra kraftigt og dermed er lettere at se.
18 Melpomene befinder sig mellem Mars og Jupiter i asteroidebæltet, som indeholder millioner af asteroider, hvoraf 99 procent er mindre end 18 Melpomene.
Dens omløbstid om Solen er 3,48 år. Navnet Melpomene stammer fra den græske muse for tragediedigtning, og tallet 18 refererer til, at objektet var den 18. asteroide, forskerne opdagede – det skete tilbage i 1852.