Flere gange gennem tiden er Jorden blevet kastet ud i en global istid, hvor ismasserne har dækket hele overfladen og gjort den til en såkaldt sneboldjord.
Det skete fx for 2,4 milliarder år siden, efter at nye iltproducerende organismer ændrede atmosfæren, så den mistede sin drivhuseffekt.
Ilten nedbrød det lag af metan, som hidtil havde holdt Jorden varm. Men for omkring 2,2 mia. år siden indtraf en begivenhed, som pludselig tøede kloden op igen.
Hidtil har geologerne ment, at årsagen var en række voldsomme vulkanudbrud, men nu kommer forskere fra Johnson Space Center i USA med en ny forklaring.
Forskerne har undersøgt mineraler fra et asteroidekrater ved navn Yarrabubba i det sydvestlige Australien.
Geologer daterer verdens ældste krater
Yarrabubba-krateret (rød) ligger i et område i Australien, som består af 3 mia. år gammel jordskorpe (gul) . Krateret er nu dateret til at være 2,229 milliarder år gammelt.
Det er dermed verdens ældste kendte asteroidekrater, og dateringen passer med det tidspunkt, hvor en global istid slap sit tag i Jorden.
Nedslag sendte Jorden ind i en ny æra
Mineralerne indeholder uran, som med tiden henfalder til bly. Ved at analysere forholdet mellem de to grundstoffer kunne forskerne derfor bestemme mineralernes alder.
Dateringen viste, at krateret blev skabt for 2,229 mia. år siden. Det passer med det tidspunkt, hvor sneboldjorden begyndte at tø op, og derfor mener forskerne, at nedslaget har været den udløsende faktor.
For at undersøge idéen nærmere lavede de beregninger over, hvad der ville ske, hvis en 7 km bred asteroide slog ned i et 2-5 km tykt isdække.
Asteroidenedslag varmede Jorden op på to måder
Før nedslaget
Solens energi forsvinder fra jorden
Den isdækkede jordklode reflekterede næsten al strålingen fra Solen ud i rummet. Heller ikke atmosfæren kunne holde på varmen, fordi drivhuseffekten var meget lav.
Efter nedslaget
Støv og damp holder på varmen
Asteroidenedslaget dækkede isen med støv, som absorberer mere af Solens energi. Samtidig blev store mængder vanddamp sendt op i atmosfæren, hvor den forstærkede drivhuseffekten.
Beregningerne viste, at sådan et nedslag ville sprede støv over et område på flere tusind km i diameter og sende 500 milliarder tons vanddamp langt op i atmosfæren. Begge dele kan have varmet klimaet op.
Det mørke støv på overfladen ville holde på mere af varmen fra solen, og vanddampen ville forstærke den svækkede drivhuseffekt.
Asteroidenedslaget kan dermed have hjulpet Jorden ind i en ny æra, som gav livet mulighed for at udvikle sig videre på isfrie landområder og åbent hav.