I den chilenske ørken har et nyt teleskop netop lukket det første lys ind fra verdensrummet.
Teleskopet Test-Bed Telescope 2 eller TBT2 ved La Silla-observatoriet skal sikre, at farlige asteroider aldrig nogensinde kommer bag astronomer igen.
Med sit spejl rettet mod nattehimlen vil teleskopet opdage objekter, der tordner gennem rummet på kollisionskurs med Jorden.
Asteroidejæger skal undvige katastrofer
Himlen over Tjeljabinsk i det sydlige Rusland lyste 15. februar 2013 op i et enormt lysglimt, mens et brag skabte en trykbølge, der smadrede glasset i mindst 2700 bygninger på landjorden.
I luftrummet over millionbyen eksploderede en meteor på 20 meter i diameter med over 60.000 km/t og op til 33 gange større kraft end atombomben i Hiroshima.
Video: Se asteroide flænge himlen over Tjeljabinsk
Astronomer havde ikke opdaget det såkaldte nærjordsobjekt, der betegner asteroider, som passerer inden for en afstand på 45 millioner kilometer fra Jordens bane.
Over 20.000 nærjordsobjekter er kendt, men flere hundredetusinde kan takket være deres størrelse, fart eller bane i forhold til Jorden gemme sig i Solsystemet.
Med TBT vil de to rumorganisationer bag, ESO og ESA, sikre, at nedslag som Tjeljabinsk bliver opdaget i tide, så personskader undgås.
Teleskopet har et spejl på 56 centimeter og opfanger synligt lys. Selve teleskopet er ikke banebrydende, men softwaren skal vise astronomerne, hvordan et fuldautomatisk netværk af teleskoper bedst muligt spotter lynhurtige himmellegemer og vurderer truslen.
Softwaren planlægger selv observationerne, og systemet indrapporterer selv nattens positioner og informationer om de opdagede objekter. Derefter kan astronomer planlægge de nødvendige opfølgende observationer.
TBT2 skal arbejde sammen med sin identiske modpol på den nordlige halvkugle, TBT1.
Se en illustration af teleskopernes asteroidejagt
Nattevagt skal slå alarm
Teleskopernes parløb er første store spadestik mod et vagtværn om Jorden, der samlet set går under navnet Flyeye.
Systemet består af et netværk af fire teleskoper spredt over kloden, der fra 2030 kan slå alarm tre uger før mindre, hurtige asteroider på 40 meter i diameter nærmer sig Jorden.
Det fuldautomatisk samarbejde skal scanne himlen hver nat for mulige trusler på baggrund af pionerarbejdet fra TBT2.