Shutterstock

5 håndgribelige beviser på at Jorden er rund

Jorden er flad. Det påstår en lille dedikeret gruppe mennesker, selvom videnskabsfolk i over 2000 år har samlet bevismateriale for det modsatte. Her får du fem indiskutable sandheder, der beviser, at Jorden er kuglerund.

Selvom videnskabsfolk i mere end 2000 år har samlet beviser på, at vores hjemplanet er kuglerund, findes der stadig en lille dedikeret samling, der påstår, at Jorden er flad.

Det kræver dog ikke andet end sund fornuft at bekræfte Jordens runde figur. Her får du fem håndgribelige beviser.

1. BEVIS: Jorden kaster en rund skygge på Månen

For mere end 2000 år siden opdagede Aristoteles et af de mest håndfaste beviser på, at vores planet har form som en kugle.

Han bemærkede, at Jorden kaster en rund skygge på Månen under en Måneformørkelse. Under formørkelsen står Jorden direkte mellem Solen og Månen, og derfor afslører skyggen formen på vores klode.

Hvis Jorden var flad, ville den kaste en tynd stregformet skygge på Månen.

2. BEVIS: Du kan se længere, jo højere du kravler op

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor udkigspunkter altid er placeret så højt oppe som muligt? Også selvom du befinder dig på en båd, hvor træer og huse ikke skygger for udsynet?

Forklaringen ligger i Jordens runde form.

Du kan nemlig se længere, hvis du kravler opad – Jordens krumning skaber en bedre vinkel for dit udsyn.

© Moriel Schottlender

3. BEVIS: Vi har tidszoner

© Shutterstock

Når klokken er 12 en vinterdag i Danmark og Solen står højest på himlen, er klokken 6 om morgenen i New York – her er Solen ikke stået op endnu.

I Sydney står uret på 10 om aftenen, og Solen er for længst gået ned.

Vi har tidszoner, fordi Solen lyser på én side af Jorden ad gangen. Hvis du placerer en bold foran en lommelygte kan lyskeglen kun ramme én side af bolden, mens den modsatte side vil forblive i mørke.

De såkaldte "flat-earthers" tror, at Solen hænger over os og kun oplyser ét afgrænset område ad gangen, men så ville vi kunne se lyskeglen fra himlen, selvom vi ikke stod direkte under lyset.

Tidszonerne illustrerer derfor, at Jorden er rund og at den roterer omkring sin egen akse.

4. BEVIS: Du kan se skibe dukke op i horisonten

Hvis du nogensinde har stirret ud mod horisontlinjen fra en strand, har du måske lagt mærke til, at skibe ikke bare toner frem fra horisonten.

Det ville de gøre, hvis Jorden var flad.

Til gengæld ser det ud som om, de opstår fra Havet. Synet er endnu et bevis på, at du betragter en del af en kurvet overflade – og ikke en flad tallerken.

5. BEVIS: Billeder fra Rummet viser en rund Jordklode

© NASA

Satellitter, sonder og rummissioner har i over et halvt århundrede knipset billeder fra Rummet af vores planet.

Alle viser de, at Jorden har en krum overflade. Dem der har været langt nok har fotograferet hele menneskehedens bolig - alle viser de en kuglerund jordklode.

Du kan selv dykke ned i astronauternes fotobøger her.