Shutterstock

Enorme kræfter ulmer i Jordens skorpe

Jordskorpen er den faste grund under vores fødder. Men den er langtfra stillestående. Processer i jordskorpen frembringer enorme strukturer som bjergkæder og oceangrave og forårsager natur­katastrofer i form af jordskælv og vulkanudbrud.

Under den tilsyneladende fredelige jordskorpe, som vi lever på, er der ufattelig store kræfter på spil.

De flytter på de tektoniske plader, som både landarealer og oceanbunden ligger på. Især langs pladernes grænser mærkes kræfterne. Her findes en stor del af Jordens mange vulkaner, og her udløses ofte voldsomme jordskælv.

Kræfter fra Jordens indre

Forskellige processer er ansvarlige for både dannelsen af bjerge, dybdegrave i oceanerne og den voldsomme vulkanske aktivitet, der hersker i store dele af verden. Alle processer udspringer af de voldsomme kræfter, der prøver at undslippe Jordens indre.

Bjergkædedannelse

Bjergkæder dannes, når kontinenter kolliderer, og kontinentalpladerne krøller sammen.

1

Vulkanø

Et magmakammer sørger for, at hotspots konstant får tilført ny magma nedefra.

2

Øbuekompleks

En nedsynkende plade smelter, når den når ned i Jordens kappe. Dermed opstår der vulkansk aktivitet.

3

Spredningsryg

Oceanbunden rives fra hinanden, og magma vælter op fra dybet og danner bjergkæder.

4

Vulkandannelse

En oceanplade bevæger sig ind under en kontinentalplade, hvilket fører til dannelsen af vulkaner.

5

Riftdannelse

Materiale fra Jordens kappe strømmer op og tager en del af skorpen med nedad igen. Derved dannes en rift.

6
©

Kontinenter kan rives fra hinanden

Pladerne afgrænses af såkaldt dynamiske pladegrænser.

Der findes tre typer dynamiske grænser: de konstruktive, hvor nyt materiale tilføres skorpen, de destruktive, hvor gammelt materiale fjernes eller deformeres, samt de transforme pladegrænser, hvor pladerne bevæger sig mod hinanden i en sideværts bevægelse.

Derudover er der passive grænser, hvor der opretholdes status quo.

Når kontinenter kolliderer, kan der opstå vulkanisme som det fx ses i Andesbjergene. Bjergene er opstået, hvor en oceanplade og en kontinentalplade mødes.

Ocean-kontinent-­kollision

Ved kollision mellem en plade bestående af oceanskorpe og en bestående af kontinentskorpe vil oceanpladen bevæge sig ind under kontinentalpladen. Opsmeltningen af den oceaniske plade fører til vulkanisme, som det fx ses i Andesbjergene i Sydamerika.

Shutterstock

Kontinent-kollision

Hvor kontinenterne mødes, dannes der bjergkæder. Himalaya-bjergkæden er skabt, ved at den indiske kontinentalplade har bevæget sig mod nord og er kollideret med den asiatiske plade. Da materialet, der udgør kontinenterne, er lettere end det underliggende kappemateriale, bliver materialet krøllet sammen i et bjergmassiv.

Shutterstock

Hotspots

Dybt under jordskorpen ligger der nogle steder særlig sejlivede magmakamre. Gennem millioner af år tilføres de frisk magma fra dybt nede i Jorden. Derved opretholdes den vulkanske aktivitet i de områder, som ligger over magmakamrene. Sådanne områder benævnes hotspots, og har fx skabt Hawaii-øerne.

Shutterstock

Ocean-ocean-kollision

Når to tektoniske plader, der består af oceanskorpe, mødes, vil den ene plade synke ned i den underliggende kappe. Opsmeltningen af den nedgående plade skaber vulkansk aktivitet, og der dannes såkaldte øbuekomplekser som eksempelvis Japan.

Shutterstock

Sprednings­rygge

De midt-oceaniske spredningsrygge er de største bjergkæder på Jorden. De ligger under havet, hvor kontinentalpladerne driver fra hinanden. Langs ryggene dannes der ny oceanskorpe via magma, der stiger op fra den underliggende kappe.

Science Photo Library

Rift-dannelse

Kræfterne i Jordens indre kan føre til, at den kontinentale del af skorpen kan bryde op, hvilket kaldes rift-dannelse. Riften opstår, fordi det underliggende kappemateriale søger opad og danner såkaldte konvektionsstrømme. Disse strømme fører til en udtynding af skorpen, hvorved der dannes forkastninger.

Shutterstock

Allerede etablerede kontinenter kan trækkes fra hinanden, som tilfældet er i den østafrikanske riftzone. Rødehavet og Adenbugten er områder, hvor denne proces er i sin vorden.

Om mange millioner år vil der være en spredningsryg midt igennem Rødehavet. Oceanskorpen vil have en passiv grænse hhv. ved Den Arabiske Halvø og Nordøstafrikas kyst.

Den vil svare til nutidens spredningsryg, der har kontakt med henholdsvis Europa og Nordamerika. Ved de destruktive pladegrænser bevæger den ene plade sig ind under den anden og ned i kappen. Her smelter den, hvilket fører til vulkanisme.

Dette er bl.a. synligt i Ring of Fire – en ring af vulkaner og jordskælvszoner langs Stillehavspladen.

Ring of Fire er en zone i Stillehavet, hvor der er mange jordskælv (gule prikker) og vulkaner (røde prikker).

© Science Photo Library

Udfaldet af processerne afhænger af, om det er to ocean­plader eller en ocean- og en kontinentalplade, der mødes. Desuden har lokal tilførelse af magma – smeltede bjergarter – nedefra betydning for tilførslen af nyt materiale til jordskorpen.