Under den tilsyneladende fredelige jordskorpe, som vi lever på, er der ufattelig store kræfter på spil.
De flytter på de tektoniske plader, som både landarealer og oceanbunden ligger på. Især langs pladernes grænser mærkes kræfterne. Her findes en stor del af Jordens mange vulkaner, og her udløses ofte voldsomme jordskælv.
Kræfter fra Jordens indre
Forskellige processer er ansvarlige for både dannelsen af bjerge, dybdegrave i oceanerne og den voldsomme vulkanske aktivitet, der hersker i store dele af verden. Alle processer udspringer af de voldsomme kræfter, der prøver at undslippe Jordens indre.
Kontinenter kan rives fra hinanden
Pladerne afgrænses af såkaldt dynamiske pladegrænser.
Der findes tre typer dynamiske grænser: de konstruktive, hvor nyt materiale tilføres skorpen, de destruktive, hvor gammelt materiale fjernes eller deformeres, samt de transforme pladegrænser, hvor pladerne bevæger sig mod hinanden i en sideværts bevægelse.
Derudover er der passive grænser, hvor der opretholdes status quo.
Når kontinenter kolliderer, kan der opstå vulkanisme som det fx ses i Andesbjergene. Bjergene er opstået, hvor en oceanplade og en kontinentalplade mødes.
Ocean-kontinent-kollision
Ved kollision mellem en plade bestående af oceanskorpe og en bestående af kontinentskorpe vil oceanpladen bevæge sig ind under kontinentalpladen. Opsmeltningen af den oceaniske plade fører til vulkanisme, som det fx ses i Andesbjergene i Sydamerika.
Kontinent-kollision
Hvor kontinenterne mødes, dannes der bjergkæder. Himalaya-bjergkæden er skabt, ved at den indiske kontinentalplade har bevæget sig mod nord og er kollideret med den asiatiske plade. Da materialet, der udgør kontinenterne, er lettere end det underliggende kappemateriale, bliver materialet krøllet sammen i et bjergmassiv.
Hotspots
Dybt under jordskorpen ligger der nogle steder særlig sejlivede magmakamre. Gennem millioner af år tilføres de frisk magma fra dybt nede i Jorden. Derved opretholdes den vulkanske aktivitet i de områder, som ligger over magmakamrene. Sådanne områder benævnes hotspots, og har fx skabt Hawaii-øerne.
Ocean-ocean-kollision
Når to tektoniske plader, der består af oceanskorpe, mødes, vil den ene plade synke ned i den underliggende kappe. Opsmeltningen af den nedgående plade skaber vulkansk aktivitet, og der dannes såkaldte øbuekomplekser som eksempelvis Japan.
Spredningsrygge
De midt-oceaniske spredningsrygge er de største bjergkæder på Jorden. De ligger under havet, hvor kontinentalpladerne driver fra hinanden. Langs ryggene dannes der ny oceanskorpe via magma, der stiger op fra den underliggende kappe.
Rift-dannelse
Kræfterne i Jordens indre kan føre til, at den kontinentale del af skorpen kan bryde op, hvilket kaldes rift-dannelse. Riften opstår, fordi det underliggende kappemateriale søger opad og danner såkaldte konvektionsstrømme. Disse strømme fører til en udtynding af skorpen, hvorved der dannes forkastninger.
Allerede etablerede kontinenter kan trækkes fra hinanden, som tilfældet er i den østafrikanske riftzone. Rødehavet og Adenbugten er områder, hvor denne proces er i sin vorden.
Om mange millioner år vil der være en spredningsryg midt igennem Rødehavet. Oceanskorpen vil have en passiv grænse hhv. ved Den Arabiske Halvø og Nordøstafrikas kyst.
Den vil svare til nutidens spredningsryg, der har kontakt med henholdsvis Europa og Nordamerika. Ved de destruktive pladegrænser bevæger den ene plade sig ind under den anden og ned i kappen. Her smelter den, hvilket fører til vulkanisme.
Dette er bl.a. synligt i Ring of Fire – en ring af vulkaner og jordskælvszoner langs Stillehavspladen.
Ring of Fire er en zone i Stillehavet, hvor der er mange jordskælv (gule prikker) og vulkaner (røde prikker).
Udfaldet af processerne afhænger af, om det er to oceanplader eller en ocean- og en kontinentalplade, der mødes. Desuden har lokal tilførelse af magma – smeltede bjergarter – nedefra betydning for tilførslen af nyt materiale til jordskorpen.
