Den samlede mængde vand på Jorden har varieret gennem den geologiske historie og gør det fortsat.
I dag rummer Jorden ca. 1386 milliarder kubikkilometer vand. Tallet omfatter vandet i have, søer og floder samt grundvand, vanddamp i atmosfæren og det frosne vand i gletsjere og iskapper.
I Jordens barndom – for omkring fire milliarder år siden – blev store vandmængder tilført ved, at isholdige kometer slog ned og sørgede for, at kloden blev en blå planet.
Siden er den slags begivenheder blevet væsentligt sjældnere, og i dag befinder vi os i en epoke, hvor Jorden gradvist mister vand.
Brintatomer stikker af fra Jorden
Vandtabet skyldes, at partikler ind imellem undslipper Jordens tyngdekraft og stikker af til rummet. Det gælder især de lette brintatomer, som sammen med ilt indgår i vandmolekyler. Hver gang atmosfæren taber brint, mister vi derfor en af vands byggeklodser.
Jorden mister vand på tre måder
1. Varme atomer flygter
Brintatomer kan blive så "varme" – dvs. opnå en energi og dermed en hastighed – som gør dem i stand til at undslippe Jordens tyngdefelt.
2. Magnetfelt hjælper til
Elektrisk ladede brintioner kan blive accelereret kraftigt op langs Jordens magnetiske feltlinjer. Hvis farten bliver høj nok, fortsætter de ud i rummet.
3. Meteorer giver sparket
Når meteorer brager ind gennem Jordens atmosfære, kan de give både brintatomer og hele vandmolekyler et skub, som sender dem ud i rummet.
Beregninger viser, at vi taber ca. tre kg brint i sekundet. Med det tempo vil Jorden løbe tør for vand om tre milliarder år – men det vil vel at mærke kun ske, hvis vi ikke modtager nye forsyninger.
Vulkaner henter vand i Jordens indre
Et nyt vandtilskud behøver ikke komme ude fra rummet – det kan også leveres fra Jordens indre.
I over 50 kilometers dybde findes vand bundet i mineraler, som vi normalt ikke regner med til vandkredsløbet. En del af vandet stammer helt tilbage fra Jordens dannelse, mens resten indgår i en langsommelig geologisk udveksling mellem overfladen og den dybe undergrund.
Når Jordens tektoniske plader synker ned i dybet og smelter, frigiver mineralerne de bundne vandmolekyler, som derefter via vulkanudbrud kan vende tilbage til overfladen.