30.000 gange mere energi
Undersøgelsen er en af de første, der for alvor har undersøgt de globale konsekvenser af den forhistoriske kæmpe-tsunami i en peer reviewed udgivelse.
Forskernes modeller afslører, at bølgerne var store nok til at ændre havbunden flere tusind kilometer fra nedslagspunktet på kanten af Yucatánhalvøen i Mexico, og at de formentlig har nået en højde på omkring 300 meter en time efter selve nedslaget.
Beregningerne viser også, at den destruktive energi i havbølgerne var hele 30.000 gange større end energien i den tsunami, der væltede ind over 14 lande omkring Det Indiske Ocean 2. juledag i 2004 og kostede mere end 225.000 mennesker livet. En af de største tsunamier i den moderne historie.
Se animationen: Tsunami breder sig ud over Det Indiske Ocean i 2004
Lodret mur hamrer ind over land
Forskerne undersøgte desuden 120 forskellige jordlagsprøver fra både før og efter nedslaget for at dobbelttjekke deres computermodeller.
Her fandt de beviser for, at bølgerne nåede hele vejen til det, der i dag er New Zealand og forstyrrede sedimenter i havbunden halvvejs rundt om kloden.
Forskerne kiggede ikke specifikt på, hvor høje bølgerne omkring kystområderne var. Men de beskriver, hvordan de formentlig har nået dramatiske højder i takt med at de nærmede sig land, da bølgelængeden bliver presset sammen og tvinger vandet opad som en lodret mur, der hamrer ind over land.