Solens partikler tænder polarlys

SOLEN: Solen afgiver konstant en strøm af tynd gas med solvinden. Når Solen er særligt aktiv, frigives gassen i enorme bobler, såkaldte koronale masseudkastninger, eller i soludbrud, som er kraftige eksplosioner i den øvre atmosfære. Gassen er fyldt med elektrisk ladede partikler som brintkerner og elektroner, der bevæger sig ud gennem Solsystemet med overlydshastighed.

JORDEN: Jordens magnetfelt leder partikler fra Solen til polerne. Her tilføjer partiklerne mere energi til atmosfærens molekyler, så de lyser som nord- eller sydlys. Når Solen udsender en stor mængde partikler, er lyset ekstra kraftigt og strækker sig længere væk fra polerne.

JUPITER: Polarlyset på Jupiter er påvirket af vulkansk aktivitet på planetens måne Io. Partikler fra udbrud bliver fanget af planetens magnetfelt og reagerer med molekyler i atmosfæren. Jupiter har Solsystemets kraftigste nordlys, som opstår på en helt særlig måde.

MARS: På vores naboplanet opstår polarlys ikke kun ved polerne – planeten har ikke noget stærkt magnetfelt til at føre partiklerne. I stedet breder solpartiklerne sig ud i atmosfæren. I princippet kan Mars’ polarlys dække hele planetens atmosfære.

URANUS: På Solsystemets tredjestørste planet opstår polarlyset langt fra planetens geografiske nord- og sydpol. Det skyldes, at Uranus’ magnetfelt hælder 59 grader i forhold til omdrejningsaksen. Forskere mener, at skævheden skyldes et sammenstød med en anden planet.

SATURN: Rumsonden Cassini har filmet polarlys over den karakteristiske sekskantede sky på Saturns nordpol. Forskerne opdagede, at polarlyset meget atypisk også bliver skabt i pletter inden for cirklen, tættere omkring polen. Lyset kan skyldes en magnetisk forbindelse mellem Saturn og planetens måner.

SATURN: Ringplaneten Saturns magnetfelt leder Solens partikler til polerne, hvor cirkelformet polarlys opstår. Når Solen er særligt aktiv, oplyser kraftigt polarlys planeten i flere dage – på Jorden varer det stærke lysshow kun få minutter.