Frit fald fra rummet

Højdemåleren viser 21.818 m. Felix Baumgartner åbner lugen i den lille rumkapsel. Han træder ud på en lille ­afsats og holder kun fast i ­gelænderet på hver sin side af lugen.

Jordkloden ­breder sin lysende blå hvælving ud mod horisonten under ham. Som ­base jumper har han sprunget ud fra højhuse og stejle klipper. Men nu står han på kanten af himmelrummet klar til et frit fald mod jorden.

“Our prayers are with you, buddy!” skratter det fra kontrolcenteret. Felix bøjer benene en smule og ­slipper så sit tag i gelænderet, idet han hopper ud med benene først.

Kort efter snurrer han rundt, så han har hovedet forrest, strækker benene ud og ­holder ­armene langs kroppen. Som en anden ­tegneseriehelt skyder han igennem den tynde luft.

Verdens første supersoniske menneske

Udspringet er første test, som skal vise, om Felix’ krop og udstyr er klar til frit fald i verdensrummet. Det endelige mål ligger 14 km højere oppe i ­stratosfæren, ved godt 36 km.

Ambitionen er at gøre Felix ­Baumgartner til verdens første super­soniske ­menneske – den første, som bryder lydmuren i et frit fald – og samtidig slå rekorderne for højeste ballonfærd, spring fra størst højde og det længste frie fald.

Hverken under dette testspring eller det næste fra 29 km’s højde vil Felix være højt nok oppe til at nå lydens hastighed. Han skal op over 36 km for at ­opbygge nok fart, hvilket også er forklaringen på, at ingen har gjort det før. Ingen udspringer har været over 31 km’s højde. Men ellers foregår alt, præcis som det skal i rekordforsøget.

Felix ­Baumgartners rumfærd er ­sponsoreret af ­energidrik-koncernen Red Bull, og ­missionen bliver kaldt for “Red Bull Stratos”. Men selvom ­PR-gevinsten er til at få øje på for et firma, der ­markedsfører sig som leverandør af ­adrenalinkick, er der et større – ­eller ædlere – ­formål med galskaben.

Efter 14 sekunder eksploderer kroppen

Missionen skal bane vejen for, at rum­rejser bliver mere sikre i fremtiden. Stratosfæren, der er det andet lag i ­atmosfæren, begynder ca. 10 km over jorden og er et ekstremt fjendtligt miljø.

Her er temperaturen langt under frysepunktet, solens stråler skærer ­ufiltreret igennem den tynde luft, og den ­ultraviolette stråling er mere end 100.000 gange stærkere end ved jordoverfladen. Det atmosfæriske tryk er tæt på nul.

Tryk beskriver den vægt, hvormed ­atmosfærens luftmasse trykker ned på os. Og oppe i stratosfæren har Baumgartner i sagens natur ikke nær så meget luft over hovedet som på landjorden. Når trykket ­daler, er det det samme, som at antallet af molekyler daler – inklusive iltmolekyler, hvilket ­betyder, at ­ilt­indholdet også er helt i bund.

Uden rumdragt er menneskekroppen prisgivet i den højde. Efter 14 sekunder ­vil den eksplodere som en ­rystet sodvand, der bliver åbnet, fordi blodet ­udvider sig på grund af det lave tryk.

Derfor er det med livet som indsats, at Baumgartner ­indsamler data om kroppens reaktioner, som kan bruges i ­udviklingen af bl.a. nye rumdragter og faldskærme.

En legende er med på sidelinjen

Dagens testspring begyndte – ligesom det endelige ­rekordforsøg vil gøre det – i den golde og hede ørken omkring Roswell, New Mexico. Stemningen omkring Red Bulls ­kontrolcenter var tidligt på dagen elektrisk.

Endelig var vejret helt perfekt: klart og vindstille. Over en ­periode på fem år havde de ­omkring 100 ­eksperter i luftfart, rumteknologi og medicin – ­mange af dem ­tidligere ­NASA-ansatte – arbejdet frem mod dette øjeblik.

Mens den ­glødende ørkensol rejste sig i ­horisonten, pumpede mandskabet helium i ­ballonen, så den voksede til en ­størrelse som en ­mindre ­skyskraber. De monterede rumkapslen på en kranvogn og ­satte den fast til ballonen, mens Felix fik ­rumdragten på. Stående på en liftvogn steg han op til kapslen og kravlede ind ad lugen.

Endelig klokken 8.10 blev ballon og kapsel sluppet fri. Et øjeblik dinglede kapslen ­faretruende fra side til side, inden den fandt sin plads under ballonen og blev hevet op i det blå. Snart forsvandt den som en lille, hvid prik mellem cumulusskyerne på vej ­videre op mod ­stratosfæren.

“We are on our way, Felix! How about that?!” lød en rusten mandsstemme i hjørnet af kontrol­stationen, da Felix lettede. Stemmen tilhører 83-årige Joe Kittinger – den eneste, der virkelig ved, hvordan det føles at tordne gennem atmosfæren som et ­menneskeligt projektil.

Som testpilot i U.S. Air Force sprang han selv i 1960 fra 31 km’s højde og nåede op på en fart af 988 km/t. Ingen har endnu slået Joe ­Kittingers rekord trods flere forsøg, så rumfarts­legenden bidrager med uundværlig viden.

Chokbølger kan flå dragten i stykker

Rumdragten, som Felix Baumgartner springer i, ­repræsenterer det ypperste inden for rumudstyr og beskytter mod temperaturfald og trykudsving. Men selvom alt er testet og trænet igen og igen, er der én ­situation, som holdet ikke kan simulere: ­faldet ­gennem lydmuren.

Overlydsbraget er den store ubekendte i hele missionen og det punkt, som Felix Baumgartner frygter, når han skal springe fra 36 km. Efter 30 ­sekunder forventes han at ramme lydmuren med en hastighed på knap 1125 km/t.

For ­videnskabsfolkene ligger de ubesvarede spørgsmål tæt: Hvad sker der med en menneskekrop, når den flyver hurtigere end ­lyden? Kan man undgå et spind? Kan en rumdragt beskytte tilstrækkeligt? Kan gps-udstyr fungere ved supersonisk hastighed? Og kan en bremsefaldskærm stabilisere udspringeren?

Ingen kender svarene. Og ingen vil kende dem, før Felix Baumgartner har sprunget sit rekordspring. Helt ­præcist går ­bekymringen på, hvad der sker, når én del af kroppen befinder sig i supersonisk ­hastighed, og en anden del endnu ikke er brudt ­gennem lydmuren.

Hvis ­overkroppen fx begynder at dreje, vil tyngde­kraften tvinge ­blodet ud i arme og ben, og Felix Baumgartner ­risikerer at miste ­bevidstheden, fordi ­hjernen ikke får ilt nok. En ­anden risiko er chokbølgerne. De kan kollidere og skabe en reaktion, som minder om en eksplosion. Ved sort uheld kan de flå rumdragten i stykker.

Hænderne frøs til is

Bekymringerne om lydmuren må vente. Dagens testspring fra 21 km skal vise, om Felix Baumgartner overhovedet slipper levende fra mødet med ­stratosfæren. Klokken 9.50, efter en time og 40 ­minutter, lander ­østrigeren med sin faldskærm i ­ørkenen. Alle er lettede. Felix er uskadt – sådan da.

Hans hænder frøs næsten til is under faldet, da han passerede et område med 68 minusgrader. Han ­mistede følelsen, men efter ­landingen kan han ­mærke dem igen. Ellers har udstyret ­fungeret, som det skal.

Fem års arbejde har båret frugt. Felix har formået at holde kroppen stabil i en fart af 587 km/t i et tre minutter og 33 sekunder langt frit fald, inden faldskærmen foldede sig ud ved 2405 meter. Det ­lover godt for rekordforsøget senere på året.