Hvor er Jordens vand kommet fra?

Kender forskerne egentlig svaret på, hvordan verdenshavene og alt det andet vand, vi har på Jorden, er opstået?

Jorden set fra rummet
© Shutterstock

Det korte svar på spørgsmålet om, hvor vandet er kommet fra, er, at vi stadig ikke ved det. Men forskerne har flere forskellige teorier, der prøver at forklare det. Indtil for nogle år siden hældede fysikerne således til den opfattelse, at vandet oprindelig havde været indkapslet i den molekylære struktur i Jordens bjergarter som såkaldt krystalvand. Varmen fra radioaktive processer i bjergarterne skulle derefter lidt efter lidt have presset vandet ud af molekylerne. Men flere og flere tegn tyder på, at dette billede ikke er korrekt, eller at det i hvert fald ikke rummer hele sandheden. Mange mener i dag, at vandet er kommet til Jorden som følge af kometnedslag gennem milliarder af år, fordi man ved, at kometer indeholder is i store mængder. En kontroversiel amerikansk forsker ved navn Louis Frank hævder endda, at dette “kosmiske regnvejr” er i fuld gang den dag i dag, men at de indkommende kometer i langt de fleste tilfælde fordamper i den øverste del af atmosfæren, hvor de så afsætter deres vandindhold. Kritikere af denne teori fremhæver dog, at fx både militære og meteorologiske overvågningssatellitter rutinemæssigt burde have opdaget disse tusinder af kometer, og det synes ikke at være tilfældet. Sådanne kometer registreres kun sjældent, men det er rent faktisk lykkedes for en satellit at fotografere fænomenet. En af de allerstørste gåder i forbindelse med vandets tilstedeværelse på Jorden er det faktum, at Jordens tvillingeplanet Venus overhovedet intet vand har. Måske skyldes det helt specielle forhold på Venus, hvor vandet spaltes i sine bestanddele brint og ilt, hvorefter brinten føres til den øverste atmosfære og går tabt i verdensrummet. Men dette er indtil videre kun spekulation.