Astronomernes bedste forklaring på, hvordan Jorden blev dannet, begynder med skyer af kosmiske støvkorn omkring nyfødte stjerner.
Først er støvet lige så fint som partiklerne i røgen fra en cigaret, men efterhånden støder partiklerne ind i hinanden og klæber sammen i stadig større klumper.
Når klumperne opnår en diameter på en kilometer, begynder de via tyngdekraften at tiltrække hinanden.
Astronomerne har længe været i tvivl om, præcis hvorfor støvkornene begynder at klumpe sammen. Nu er den polske astrofysiker Joanna Drążkowska klar med en forklaring: Kulden i det ydre Solsystem har frosset vand til is og dermed “fanget” støvkorn i klumper.
Frosne støvklumper bliver til planeter
Vand fryser til is
Omkring en ny sol ligger en skiveformet sky af støv fra afdøde stjerner. Tæt på stjernen er vand flydende, men på den anden side af den såkaldte frostgrænse fryser det til is.
Frost klistrer korn
Vand krydser frostgrænsen og fryser til is på overfladen af allerede frosne klumper af støv og vand. Stadig flere støvkorn bliver samlet i de voksende iskugler.
Planeter klumpes sammen
Klumperne af støvkorn bliver så store, at deres tyngdekraft tiltrækker andre større klumper. Spæde planeter opstår og bevæger sig længere ind i det unge stjernesystem.
I vores solsystem skabte denne proces klumper, som var forstadier – såkaldte protoplaneter – til de planeter, vi kender i dag.
Jorden støvsugede rummet
Jorden hev efterhånden så meget materiale til sig fra rummet, at den voksede til sin nuværende størrelse.
Vokseværket frigav enorme mængder energi, og derfor smeltede hele planeten og blev flydende.
Astronomer mener, at smeltningen har været afgørende for, at Jorden kan huse liv.
Mens alt var smeltet, sank tunge stoffer såsom jern og svovl nemlig indad og samlede sig i en kerne.
Omvendt steg mange lettere grundstoffer som fx silicium, aluminium, ilt og brint opad i kappen, skorpen og atmosfæren.
Dermed kunne planetens jernholdige kerne skabe et magnetfelt og pladetektonik, der bliver drevet af en blød ilt- og siliciumholdig kappe.
Magnetfeltet beskytter livet mod stråling fra rummet, mens pladetektonikken danner kontinenter og stabiliserer klimaet.