Fordeling af landmasser på Jorden bliver skabt af pladetektonikken – bevægelser i Jordens øverste lag.
Pladetektonikkens vigtigste drivkraft er varmestrømninger i Jordens indre der bl.a. får de store kontinentalplader til at drive ind under hinanden og synke ned i Jorden.
Intet tyder dog på, at pladetektonikken favoriserer den ene halvkugle med landmasse i forhold til den anden
Kontinenternes omrokering
For 200 millioner år siden
Næsten al klodens landmasse var samlet i superkontinentet Pangæa. Hovedparten af landmasserne lå da på den sydlige halvkugle.
For 50-35 millioner år siden
Pangæa brød op i mindre kontinenter, som er vandret hver til sit eller stødt sammen i de konstellationer, vi kender som verdensdelene i dag.
Fordelingen ændrer sig konstant. I dag har den nordlige halvkugle 39 pct. land, mens den sydlige halvkugle kun har 19 pct., men skruer vi tiden 200 mio. år tilbage, var landmasserne hovedsageligt koncentreret på den sydlige halvkugle.
En ny rokade er på vej
Kontinentalpladernes bevægelser tyder på, at verdensdelene i løbet af de næste 100 mio. år vil samle sig på den nordlige halvkugle til superkontinentet Anæa, som vil bestå af Nordamerika, Europa, Asien, Afrika og Australien.