Et lignende billede tegner sig, når man kigger på biomassen af alt levende liv på Jorden opgjort i kulstofindhold.
Menneskets biomasse tegner sig således i dag for en tredjedel af den samlede biomasse for alle verdens landpattedyr.
Biomassen fra vores husdyr udgør næsten hele den resterende andel, mens de vilde landpattedyr udgør bare to procent.
Med andre ord har den menneskelige civilisations vokseværk efterladt mindre og mindre plads til det vilde dyreliv på Jorden.
Fødevareproduktion ødelægger planeten
Et spørgsmål, mange forskere har stillet, er, hvornår nok er nok: Hvor mange mennesker kan Jorden klare at huse og brødføde?
Allerede i dag overskrider store dele verdens fødevareproduktion en eller flere af planetens grænser, for eksempel ved at afhænge af, at der bliver fældet store skovområder eller overfisket.
Hvis alle lande og producenter respekterede planetens grænser, ville Jorden kun kunne brødføde omkring tre milliarder mennesker.
Men den gode nyhed er, at vi bare med små justeringer kan opjustere det tal gevaldigt.
Hvis vi justerer på det, vi dyrker, og ændrer den måde, vi dyrker jorden, kan planeten brødføde langt flere. Skruer vi tilmed ned for kødindtaget og mindsker madspild, kan planeten producere nok mad til hele ti milliarder.
Det er heldigt, for ifølge FN’s prognoser vil verdens befolkning stige til lige under ti milliarder i 2050.
Kurven flader ud
Selvom Jordens befolkning på bare 11 år har taget et kvantespring fra en størrelse på 7 milliarder i 2011 til 8 milliarder i dag, vokser verdens befolkning faktisk langsommere end tidligere.
FN forventer, at Jordens befolkning vil peake i 2080’erne med 10,4 milliarder mennesker og forblive på det niveau indtil 2100, hvor kurven lige så stille og roligt vil begynde at falde.
Godt nyt for planeten, tænker du måske? Og ja, det kan sagtens være.
Men der er en vigtig pointe i, at et faldende befolkningstal ikke nødvendigvis er lig med bedre forhold for miljøet.