Beregninger har vist, at den helt spæde jordklode for 4,6 mia. år siden var omtrent 1.000 grader varm. Sammen med varmen fra henfald af radioaktive grundstoffer smeltede Jordens bestanddele.
Jern og en række andre grundstoffer faldt sammen i Jordens centrum, hvor jernet langsomt størknede til den centrale kerne. Lettere grundstoffer som silicium, ilt, aluminium, kalcium og magnesium blev efterladt i kappen og skorpen.
Da jernet søgte mod Jordens centrum, blev der frigivet energi til opsmeltning. Den oprindelige varme fra denne proces har ikke helt forladt kernes ydre dele, hvorfor den ydre kerne fortsat er flydende.
Over den ydre kerne ligger kappen, som inddeles i en nedre og en øvre del. Grænsen mellem kappe og kerne benævnes Gutenberg-diskontinuiteten. Den nedre del af kappen består af silikater, en gruppe af mineraler, der indeholder varierende mængder af silicium.
Grunden til, at kappen er opbygget i to lag, er formodentlig, at forskellige mineraler er stabile under de varierende tryk- og temperaturforhold, der dominerer i hvert af de to lag.
Kappen er fast, men ikke mere fast, end at der forekommer såkaldt konvektion, dvs. at varmen fra de nedre dele bringes op mod Jordens overflade.
Den ydre del af kappen er delvis smeltet og kaldes astenosfæren. Det er på den, Jordens kontinenter flyder. Kontinenterne er indlejret i klodens yderste, stive skal, kaldet litosfæren, der er sammensat af skorpen og den alleryderste del af kappen.