Låste krystaller afslører alder
Jorden er sammensat af forskellige lag. Groft skitseret befinder skorpen sig yderst på planeten, hvor liv befinder sig. Under os ligger kappen, som er Jordens tykkeste lag.
Derefter kommer den smeltede ydre kerne, og så til sidst den indre faste kerne.
I en proces kaldet geodynamik hvirvler flydende jern rundt i den ydre kerne, som forårsager elektriske strømme, der igen skaber Jordens magnetfelt.
Geologer har i mange år haft svært ved at finde ud af, hvordan Jordens magnetfelt og kerne har ændret sig, da de ikke direkte kan måle magnetfeltet.
Kernens dybe placering og dens ekstreme temperaturer umuliggør nærmere undersøgelser.
Heldigvis indeholder de mineraler, som stiger op til Jordens overflade, små magnetiske partikler. Fordi de hurtigt er blevet afkølet efter at have været i flydende form, er de låst fast i magnetfeltets retning og intensitet.
For at bestemme alderen og væksten i Jordens indre kerne brugte forskerne en CO2-laser og et avanceret måleapparat, der har et lige så avanceret navn – et superledende kvanteinterferensenhedsmagnetometer.
Med disse kunne de analysere en gruppe aluminiumsilikatmineraler kaldet feldspatkrystaller. Disse er fundet i klipper fra en magnetisk dybbjergart kaldet anorthosit.
Krystallerne er perfekte til at optage magnetisme, da de har små magnetiske nåle indeni sig.
Den vigtige indre kerne
Fordi magnetismen var låst fast i disse krystaller, kunne forskerne se, at Jordens magnetfelt for 550 millioner år siden hurtigt begyndte at forny sig efter næsten at være brudt sammen 15 millioner år tidligere.
Hastigheden dannede Jordens solide kerne, som genopladede den ydre kerne og genoprettede magnetfeltets styrke.
De nye målinger kan ikke kun sige noget om Jordens fortid og fremtid, men de kan også fortælle os noget om, hvordan andre planeter kan danne magnetiske skjolde, for at beskytte muligt liv mod stråling.
Forskerne mener, at Mars for eksempel engang havde blå have og et magnetfelt, der mindede om Jordens. Men magnetfeltet forsvandt og gjorde planeten sårbar over for solvinde, som efterlod en fuldstændig tør overflade.
Studiet viser derfor nødvendigheden af en voksende indre kerne, der kan opretholde en planets magnetfelt, for at liv kan trives.