Nu får kontinenterne endelig korrekt størrelse

I 1500-tallet revolutionerede kartografen Gerardus Mercator navigationskunsten ved at omdanne den runde klode til et firkantet kort. Der var dog ét problem: metoden gav kontinenterne forkert indbyrdes størrelse. Det har forskere nu rettet op på med et helt nyt verdenskort.

b. jenny / monash university

Mercator gjorde den runde klode til et fladt rektangel på sine kort.

Metoden gjorde, at kompasretningerne altid er rette linjer – men den betød også, at landmasserne ikke fik det korrekte areal i forhold til hinanden.

Nu har et amerikansk-australsk forkerhold skabt et nyt verdenskort kaldet “Equal Earth”, som giver kontinenter korrekt indbyrdes størrelse. Forskerne kalder metoden pseudocylindrisk kortprojektion.

På kortet “Equal Earth” har landmasser korrekt indbyrdes strørrelse.

© b. jenny / monash university

Forskernes nye kort bygger stadig på Mercators forarbejde. Hans kort var en stor forbedring i forhold til 1500-tallets tidligere kort, der var umulige at navigere efter. For søfolk betød det store omveje, lange rejsetider og endog skibbrud.

Men Mercators vej til det brugbare verdenskort var snørklet og besværlig.

Områder som Canada, Rusland og Grønland – men også Norge, Sverige og Finland – fremstår meget mindre med den nye korttype end på det gammelkendte Mercator-kort.

På kant med kirken

I 1543 får den polske astronom Nicolaus Kopernikus udgivet sin bog “Om Himmelsfærernes Kredsbevægelser”. Den slår én gang for alle fast, at vores klode er rund. Men blot 26 år senere gør kartografen Gerardus Mercator Jorden flad igen.

Mercator blev født i 1512 i byen Rupelmonde i det, der i dag er den flamske del af Belgien. Hans familien var velhavende, og Mercator blev bl.a. uddannet på det højt anerkendte universitet i Leuven, men faldt i unåde i det konservative akademiske miljø.

Den unge studerende havde svært ved at få den katolske kirkes traditionelle verdensbillede til at stemme overens med de opdagelser, erkendelser og resultater, som moderne videnskabsmænd publicerede i begyndelsen af 1500-tallet. Drømmen om en karriere i universitetsverdenen måtte han opgive.

I stedet kastede den fingernemme flamlænder sig over den moderne trykteknik kobberstik: Et motiv ridses ind i en kobberplade, der herefter kan bruges til at trykke motivet på papir.

Hans talent for præcisionsarbejde benyttede han også til at bygge videnskabelige instrumenter, og i 1535 fremstillede han sammen med den kendte matematiker, kartograf og instrumentmager Gemma Frisius en stjerneglobus.

Mercators globusser var beklædt med trykte kort. 22 af dem har overlevet til i dag.

Værksted masse­producerede globusser

I begyndelsen af 1500-tallet var globusser særdeles kostbare. En fingernem kartograf måtte gravere kystlinjer, floder, bjergkæder osv. ind i halvkugler af træ eller forgyldt bronze og så samle dem til en kugle. I 1541 fandt Mercator på en lettere metode. Først samlede han to papmache-halvkugler, som var fremstillet over en kerne af træ. Derefter trykte han 12 kort – bredest ved ækvator og tilspidset mod polerne – som han beklædte kuglen med. Selve polområderne dækkede han med to runde kort. Mercators globusser blev meget populære, og hans værksted fremstillede formentlig flere hundrede af dem.

Mercators bidrag var at gravere himmellegemerne på kobberkuglen, men arbejdet gav ham formentlig interessen for kartografi.

I de følgende år var kobberstik fortsat Mercators hovederhverv, men han begyndte også selv at tegne landkort. På denne tid benyttede de fleste kartografer andres optegnelser som forlæg for deres egne kort, og måden at gengive Jordens runde flader på havde været den samme i århundreder.

Romerske kort var stadig bedst

1500-tallets kartografi var baseret på det arbejde, den romerske matematiker, astronom og geograf Claudius Ptolemæus gjorde 1.400 år tidligere. Ptolemæus var klar over, at Jorden er rund, men foretog ikke selv opdagelsesrejser og kendte – som andre borgere i Romerriget – stort set kun verden omkring Middelhavet.

Omkring år 150 skrev han værket “Geographia”, hvori han for første gang inddeler Jorden i længde- og breddegrader. I bogen placerer han en række lokaliteters position i koordinatsystemet og angiver desuden flere metoder til gengive den runde jord på et fladt kort.

Set med nutidens øjne er landkortene groft fortegnede, men det skyldes i højere grad Ptolemæus' manglende viden om Jordens størrelse og landmasser end fejl i hans kartografiske metode.

I århundreder tegnede kartografer videre på Ptolemæus' kort og forbedrede dem løbende med nye opdagelser og mere nøjagtige opmålinger. Men grundstammen i verdens kortsamling var stadig baseret på hans projektionsmetoder.

Luther satte Mercator i fængsel

Mercator mente imidlertid, at det var tid til fundamentale fornyelser – såvel religiøse som kartografiske. Den første fik ham til at tilslutte sig Luthers protestantiske bevægelse, hvilket i 1544 indbragte ham en dom for kætteri.

Efter syv måneder i fængsel blev han imidlertid frigivet, og nogle år senere flyttede han til Duisburg i det nuværende Tyskland – formentlig for at undgå yderligere religiøs forfølgelse. Her slog han sig ned som kartograf og havde stor succes. Gerardus Mercator producerede en række nye, nøjagtige landkort og kom snart til at undervise på byens universitet.

Gerardus Mercator levede mellem 1512 og 1594, og hans arbejde skulle på sigt komme til at revolutionere navigationen på de syv have.

© AKG Images/Ritzau Scanpix

I 1569 blev han endda udnævnt til hof-kartograf for den magtfulde lokale hertug Wilhelm den Rige af Jülich-Kleve-Berg.

Imens Mercator tegnede sine kort, nåede eventyrlystne sørejsende stadig længere ud i verdens afkroge. De hjembragte ikke alene eksotiske varer, men også ny viden om klodens geografi. Skibenes søkort var stadig baseret på Claudius Ptolemæus' oldgamle metoder, og Mercator ville give søfolk et helt nyt verdenskort, som var lettere at navigere efter.

Verden skulle være firkantet

Siden oldtiden havde kartografer inddelt jordkloden i øst-vest-gående breddekredse og nord-syd-gående længdekredse. Afstanden mellem breddekredse er den samme fra ækvator til polerne. Længdekredsene løber derimod sammen ved polen, breder sig mod ækvator og samler sig ved den modstående pol.

Når kartografer lavede to-dimensionelle kort, gengav de altid længde- og breddekredse som kurver, og på disse kort var det vanskeligt for skibenes navigatører at udstikke en kurs.

Derfor gav Mercator sig selv en opgave: Han ville opfinde en kortprojektion, hvor både bredde- og længdekredse er rette linjer, og som forvrænger landmassernes form så lidt som muligt. På sådan et kort ville navigatører let kunne indtegne en kompaskurs med en lineal.

I 1569 præsenterede Mercators kartografiske værksted det revolutionerende verdenskort med navnet “Nova et aucta orbis terrae descriptio ad usum navigantium emendate accomodata” – Ny og forbedret gengivelse af verden tilpasset korrekt navigation.

Mercator skar Jorden i skiver

1 / 3

undefined

123
© Claus Lunau

For at hjælpe søfartens navigatører besluttede Mercator at fremstille et kort, hvor kompasretninger altid er rette linjer.

Ideen er simpel, men genial. Den udfordring, som Mercator stillede sig selv, var at opfinde en ny kortprojektion, hvor både længde- og breddekredse er rette, hhv. vertikale og horisontale linjer.
Hans revolutionerende verdenskort var færdigt i 1569, men søfolkene var ikke klar til at benytte det. Først da navigatørerne i 1700-tallet fik et præcist ur, der kunne hjælpe dem til at bestemme, på hvilken længdegrad de befandt sig, og de fik kendskab til forskellen på geografisk og magnetisk nord, så de, hvor gode Mercator-kort er.

Svagheden ved Mercators projektion er, at afstandene ikke stemmer. Nær polerne er forvrængningen voldsom, og over 70 grader sydlig/nordlig bredde er kortet i praksis uanvendeligt. Imidlertid ligger kun få procent af Jordens areal i dette område, og skibstrafikken i polarområderne er minimal, så trods dette problem benyttes hans projektion den dag i dag ofte til søkort.

Matematikken bag er kompleks

Hvordan Mercator nåede frem til sin kortprojektion, ved ingen. Den bagvedliggende matematik er indviklet, men ideen er simpel: Først strækkes afstanden mellem længdekredsene ud, så de ikke længere mødes ved polerne, men i stedet bliver parallelle linjer med samme afstand.

Det medfører, at landmasser, søer og verdenshave bliver bredere – jo længere væk fra ækvator, des mere må de strækkes i bredden for at gøre længdekredsene parallelle. For at modvirke forvrængningen af den virkelige form forøges afstanden mellem breddekredsene derefter tilsvarende. Jo længere væk fra ækvator, des mere må afstanden strækkes ud.

Resultatet er et verdenskort, hvor landmasserne ikke har det korrekte areal i forhold til hinanden, men hvor kompasretningerne altid er rette linjer. Mercator havde dermed gjort den runde klode til et fladt rektangel.

Forstå hvad der er galt med Mercator-kortet – med en badebold.

Nyt ur gjorde kortet populært

Det geniale kort burde have været enhver navigatørs drøm – men Mercator var for langt forud for sin tid.

Sømænd var et konservativt, overtroisk folkefærd med faste meninger. De var vant til at navigere efter stjernerne og benyttede primitive navigationsinstrumenter som fx astrolabiet – sekstantens forgænger. Ingen turde bevæge sig rundt på verdenshavene ud fra et kort tegnet af en universitetslærer, der aldrig selv havde været til søs.

Desuden havde søfolkene ingen metode til at fastslå, hvilken længdegrad de befandt sig på, og uden den oplysning fungerede Mercators kort lige så ringe som alle andre søkort.
Mercator foreslog selv anvendelsen af transportable ure til beregning af længdegrader, men 1500-tallets ure var slet ikke præcise nok.

Først da den britiske urmager John Harrison 150 år senere opfandt et meget præcist og robust skibsur, kunne søfartens navigatører bestemme deres eksakte position.

Denne opfindelse gjorde Mercators kortprojektion meget populær. Den berømte opdagelsesrejsende James Cook benyttede fx Harrisons ur og Mercators kort på sine tre store videnskabelige sørejser, og endnu i dag er den snart 500 år gamle projektionsform den mest udbredte til søkort.

Først da urmageren Harrison opfandt et meget præcist ur, tog søfolk Mercators kort til sig – blandt dem den berømte engelske opdagelsesrejsende James Cook. Øverst t.v. ses Harrisons H1-skibsur fra 1735 og i baggrunden Cooks Mercator-kort fra 1778.

© Mary Evans / Ritzau scanpix

Kortsamling var det første atlas

Efter udgivelsen af det revolutionerende verdenskort helligede Mercator sig arbejdet med et gigantisk projekt. Han ville samle viden om verdens skabelse, historie, geografi og politik i ét storværk og begyndte det kæmpemæssige arbejde med at fremstille de kobberplader, som skulle bruges til trykning af værkets landkort.

I 1585 udgav han de første kort, fire år senere kom endnu en serie, og i 1595 udkom kortsamlingen med titlen “Atlas Cosmographicae”. Mercator var dermed den første til at at kalde en kortsamling for “atlas”.

Desværre nåede Gerardus Mercator ikke selv at se det færdige atlas. Arbejdet med kortene havde været meget opslidende, og kartografen var efterhånden en gammel mand. Han døde i december 1594 som 82-årig, og hans søn, Rumoldus, stod for udgivelsen af “Atlas Cosmographicae”.

Det store atlas blev genudgivet utallige gange efter Mercators død, og i dag huskes han som en af kartografiens største mestre.

Læs også:

sun distance
Videnskabshistorie

Hvordan måltes afstand til solen?

2 minutter
Naturen

Hvor tit skal verdenskortet tegnes om?

0 minutter
Månen

Hvordan måler man afstanden til Månen?

1 minut

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!