På en klode uden mennesker ville det meste af verden minde om de afrikanske nationalparker med et rigt dyreliv.
Det viser en undersøgelse fra 2015, hvor forskere fra Aarhus Universitet simulerede fordelingen af verdens pattedyr, hvis ikke mennesker havde eksisteret.
De store pattedyr ville ifølge forskerne sandsynligvis have været udbredt over det meste af kloden.
Særligt Syd- og Nordamerika kunne have haft flere store pattedyr, faktisk lige så mange som Afrika. Ifølge forskerne ville Sydamerika fx have haft 45 arter af store pattedyr i stedet for bare fem.
I dag er det kun i Afrika, der findes en mangfoldighed af store pattedyrarter, fx elefanter, flodheste, giraffer og næsehorn. I alle andre verdensdele har menneskets udbredelse og levevis udryddet de store arter.