At mennesker består af stjernestøv, er ikke en ny idé. Forskere har længe vidst, at næsten alle grundstoffer opstår i hjertet på store stjerner.
Men nu har forskere fra blandt andet University of Michigan i USA fundet ud af, at det meste af det kulstof, vi består af, sandsynligvis stammer fra det tomme rum mellem stjernerne.
Kulstoffet blev først en del af den skive af gas og støv, der udgjorde det tidlige Solsystem, en million år efter at Solen blev dannet.
Kulstofgas bliver ikke fast igen
Tidligere troede forskere, at kulstoffet på Jorden kom fra molekyler i den stjernetåge, som fødte Solen. Tanken var, at kulstoffet endte på klippeplaneterne, da de var afkølet nok til, at kulstoffet kunne udfælde sig.
Men den nye forskning viser, at det ikke har kunnet lade sig gøre. Undersøgelsen viser nemlig, at gasmolekyler, der bærer kulstofatomer, ikke kunne være med til at bygge Jorden – for når kulstof først fordamper, kan det ikke fortætte til fast form.