Jupiters måner: Her er de 79 måner i kredsløb om Jupiter

Hvor mange måner har Jupiter?

Jupiter har 79 kendte måner. Det er 66 måner mindre end Saturn, der har 145 måner, og som derfor er den planet i solsystemet med flest måner.

Det er dog ikke sikkert, at Saturn vil holde den plads i fremtiden, da astronomer med mellemrum opdager nye måner omkring planeterne i Solsystemet.

Faktisk var Jupiter længe den planet med flest måner i vores solsystem.

Men i efteråret 2019 annoncerede Den Internationale Astronomiske Union, at man havde opdaget 20 nye måner omkring Saturn, og Jupiter måtte derfor se sig slået.

I maj 2023 blev der føjet yderligere 62 måner til Saturns kredsløb.

Jupiter kan have 600 måner

I sommeren 2021 opdagede en amatørastronom endnu en måne omkring Jupiter.

Den nye måne er endnu ikke endeligt anerkendt af Den Internationale Astronomiske Union, men ifølge andre astronomer er beviserne for en 80. måne om Jupiter ret solide.

Dertil viser forskning fra University of British Columbia i Canada, at Jupiters måner muligvis skal tælles i flere hundrede.

De canadiske astronomer har set på forskellige arkivbilleder af Jupiter og kombineret dem på en måde, der kan afsløre om mindre måner er i kredsløb om planeten.

Gennem denne metode fandt de 52 objekter, der meget vel kan være små nye måner. Og da undersøgelsen kun tog udgangspunkt i en meget lille del af rummet omkring Jupiter, estimerer astronomerne, at Jupiter kan byde på svimlende 600 måner.

Det er derfor muligvis kun et spørgsmål om tid, før Jupiter igen kan indtage pladsen som den planet i solsystemet, der har flest måner.

Du kan se et overblik over Jupiters måner her.

Hvad er de galileiske måner?

De galileiske måner er de fire største af Jupiters måner.

De galileiske måner hedder:

Ganymedes
Io
Europa
Callisto

Månerne kaldes de galileiske måner, fordi det var den italienske astronom Galileo Galilei, der opdagede dem i vinteren 1610.

Galileo observerede første gang Io, Europa og Callisto den 7. januar, og den 11. januar fik han også øje på Ganymedes, der er den største af Jupiters måner og også den største måne i hele vores solsystem.

De galileiske måner er navngivet efter den græske gud Zeus' elskere - men det er ikke Galileos fortjeneste.

Det var den tyske astronom, Simon Marius, der i sit værk Mundus Iovialis gav dem de navne. I samme værk hævdede han desuden, at han havde opdaget Jupiters måner først. Det er sidenhen slået fast, at Galileo var først til at opdage de galileiske måner, men kun med en enkelt dag.

Galileo var ikke tilfreds med Marius' navngivning og lavede derfor et nummersystem, der navngav Jupiters måner:

Jupiter I (Io)
Jupiter II (Europa)
Jupiter III (Ganymedes)
Jupiter IV (Callisto)

I dag kendes de galileiske måner bedst under deres græske navne, men nummersystemet bruges stadig. Det gælder især, når astronomer opdager nye måner rundt om Jupiter og skal navngive dem.

De fire galileiske måner er alle - ligesom Jordens måne - i bunden rotation omkring Jupiter. Det betyder, at Io, Europa, Ganymedes og Callisto altid vender den samme side mod Jupiter.

Her kan du se, hvordan Jupiters måner - Io, Europa, Ganymedes og Callisto er i kredsløb om Jupiter. Io er tættest på Jupiter, derefter kommer Europa, dernæst Ganymedes og til sidst Callisto.

Ganymedes

Ganymedes er Solsystemets største måne

Ganymedes er muligvis den af Jupiters måner, der kan bryste sig af flest titler.

Med en diameter på 5268 km er Ganymedes det niende største objekt i Solsystemet og derfor også den største og mest massive måne i Solsystemet. Til sammenligning er vores egen måne 3476 kilometer i diameter.

Ganymedes er også den eneste måne i Solsystemet, som vi ved har et magnetfelt.

Ganymedes magnetfelt blev opdaget af NASAs Galileo-rumsonde i 1996, og i 1998 tog Hubble-teleskopet de første infrarøde-billeder af polarlys ved Månens poler.

Astronomer mener, at magnetfeltet skabes ved bevægelser af smeltet jern i den inderste kerne eller et lag af flydende saltvand under det islag, der dækker månen.

Ganymedes kan have flydende vand

NASA har siden 1970'erne haft en formodning om, at Ganymedes indeholder flydende vand, og siden har flere beviser styrket mistanken, herunder opdagelsen af Ganymedes' magnetfelt i 1990'erne.

I 2015 viste analyser af billeder fra Hubble-teleskopet, at Ganymedes' polarlys bevæger sig på en måde, der stærkt indikerer, at månen indeholder flydende saltvand 160 kilometer under dens overflade. Ifølge astronomer kan Ganymedes endda indeholde oceaner med mere saltvand end, hvad der findes på hele Jorden.

At Ganymedes indeholder flydende vand kan betyde, at månen indeholder liv. NASA er derfor klar med en mission, der skal gøre os klogere på, om Ganymedes har et beboeligt miljø og måske endda liv.

I sommeren 2023 skal rumsonden Jupiter Icy Moons Explorer (JUICE) sendes afsted mod Ganymedes, Callisto og Europa. Den vulkansk aktive måne Io vil ikke få besøg, da de voldsomme forhold på månen giver ringe kår for liv.

Hvis alt går efter planen, vil JUICE nå Jupiter i 2031, og i efteråret 2032 vil sonden gå i kredsløb om Ganymedes.

Io

Io er den mest vulkansk aktive måne

Blandt alle Solsystemets små og store kloder er Jupiters måne Io den suverænt mest vulkansk aktive.

Den gullige galileiske måne huser hundredvis af sprudlende vulkaner, og nogle af udbruddene er så kraftige, at det vulkanske materiale bliver skudt mere end 400 km ud i rummet.

Hele Ios overflade dækkes af ny lava i løbet af en million år, så månen har fået ny overflade flere tusind gange.

Tre typer udbrud gør Io til et helvede

De hundredvis af udbrud på Io kan inddeles i tre kategorier med forskellig styrke og varighed.

Jupiters tyndgekraft gør Io glohed

Vulkanismen stammer fra en voldsom varmeudvikling i Ios indre, som skyldes, at Jupiter konstant hiver og flår i den.

Io er den inderste af Jupiters fire store måner, og dens bane er dikteret af to andre måner, Europa og Ganymedes. De holder Io i en aflang bane, sådan at tyngdekraften fra Jupiter hele tiden påvirker månen forskelligt.

Derfor ændrer Io hele tiden form, og gnidningsmodstanden i månens indre skaber en ekstrem varme.

Forskning viser, at varmen især afsættes i et lag lige under Ios skorpe. Her bliver klippen flydende, og trykket stiger. Den mindste sprække får derfor lava til at vælte op fra undergrunden.

Europa

Europa giver håb om liv

Europa er den mindste af de galileiske måner og set udefra er Europa ikke særlig indbydende.

Europa, som er på størrelse med vores egen måne, har en gold og isdækket overflade og virker ikke som at lede efter liv.

Men en række opdagelser har gjort Europa mere og mere interessant.

For 40 år siden fløj sonden Voyager 2 forbi Europa og tog billeder, som gjorde astronomerne nysgerrige. Billederne viste, at isen havde lange revner og sprækker, men overraskende næsten ingen kratere efter meteornedslag.

Forklaringen måtte være, at der er en slags geologisk aktivitet på Europa, som udvisker kraterne med tiden.

Senere billeder fra Galileo-sonden styrkede i 1990’erne teorien om, at der under isen kunne findes et hav af flydende vand, som påvirkes af Jupiters tyngdekraft, så det buler op og får isen til at sprække. Og i 2012 fandt Hubble-teleskopet de første spor af gejsere, som skød vand op gennem isen.

Jupiter trækker vand ud af Europas skjulte hav

Tyngdepåvirkninger fra Jupiter bryder isen på månen Europa. Resultatet er gejsere af damp, som skyder ud fra et flydende hav under isdækket.

Tegn på vanddamp i atmosfære

I efteråret 2019 lykkedes det så astronomer fra NASA at bevise, at gejserne – og dermed også det flydende hav – virkelig findes på Europa.

Med Keck-teleskopet på Hawaii har forskerne foretaget præcise målinger af infrarødt lys fra Europa.

Ved hjælp af såkaldt spektrometri kunne de se fingeraftrykkene af de stoffer, som findes i Europas tynde atmosfære, og her fandt de sikre tegn på vanddamp.

Når vandmolekyler interagerer med Solens stråling, udsender de særlige frekvenser af infrarødt lys, og det gør det muligt at opdage dem.

Forskernes beregninger var uhyre vanskelige, fordi deres observationer blev foretaget fra Jordens overflade.

Det betyder, at lyset fra Europa ikke blot har passeret dens egen atmosfære, men også Jordens, som er fuld af vanddamp, og de spor skulle “trækkes fra” for at få et rent billede af vanddampen på Europa.

Stammer vandet fra det underliggende hav, hvilket er sandsynligt, eksisterer der også en transportvej mellem overflade og hav, hvilket betyder, at ingredienserne til liv som fx ilt, organiske molekyler og næringssalte kan finde sammen.

To missioner på vej til Europa

Om Europa har eller kan indeholde liv, bliver vi måske klogere på inden for de kommende år.

I 2023 sender NASA rumsonden JUICE afsted mod Ganymedes, Europa og Callisto. Efter en rejse på syv år skal JUICE bruge tre år på at observere de tre galileiske måner, der alle har formodede oceaner under isen.

Missionen er ikke kun rettet mod at afdække livsbetingelser, men skal også skaffe generel viden om galileiske måners dannelse og udvikling.

NASA fokuserer udelukkende på Europa, når de imellem 2024 og 2025 sender fartøjet Europa Clipper afsted.

Sonden skal efter op mod seks års rejse kortlægge det meste af Europa og undersøge, om betingelserne for liv er til stede.

Callisto

Callisto er den tredjestørste måne i Solsystemet

Med 4821 km i diameter er Callisto den tredjestørste måne i Solsystemet og den næststørste af Jupiters måner.

Callisto er den af de galileiske måner, der er længst væk fra Jupiter, og derfor ikke en del af den såkaldte baneresonans, der er mellem Jupiter og de tre andre galileske måner Ganymedes, Io og Europa.

Det betyder, at Callisto heller ikke oplever samme varmeudvikling, der opstår som følge af intern friktion fra Jupiters tyngdekraft.

Callisto er fyldt med kratere

Callistos overflade har - modsat Ganymedes - ingen tegn på geologisk aktivitet, og landskabet på Callisto er derfor kun formet af kratere. Faktisk er Callisto den måne i Solsystemet, der har flest kratere.

De fleste kratere på Callisto fremstår udviskede, da månens isede kappe over millioner af år har blødt kraternes konturerne ud.

Det største krater på Callisto har fået navnet Valhalla. Valhalla måler knap 4000 kilometer km i diameter, og derfor den største kendte kraterstruktur i Solsystemet.

Det næststørste krater på Callisto kaldes Asgard, og det måler 1700 km i diameter.

Callisto har speciel kraterformation

I 1979 tog rumsonden Voyager 1 et billede af en række helt lige kratere på Callisto.

Kraterne blev kaldt Gipul Catena, og astronomer mener, at de er forårsaget af en komet, der er revet i stykker af tidevandskræfterne før nedslag.

Teorien trækker på observationer af kometen Shoemaker-Levy 9, der blev opdaget i 1993, og som netop var revet fra hinanden af tidevandskræfterne fra Jupiter.

Ligesom med Ganymedes og Europa har forskere en formodning om, at Callisto kan have et flydende hav under dets flere kilometer tykke lag af is.

Derfor skal rumsonden JUICE også undersøge Callisto, når den besøger de galileiske måner engang i 2030'erne.

Jupiters måner - Her er månerne i kredsløb om Jupiter