University of Hertfordshire Observatory
Kometen Leonard

Leonard er den klareste komet i 2021

En 80.000 år lang rejse for kometen Leonard kulminerer snart i et møde med Solen. Indtil da kan kometen give et særligt show for jordboerne.

Leonard-komet 2021

I begyndelsen af året opdagede den amerikanske astronom Greg Leonard en komet omkring Jupiters bane fra et observatorium i Arizona.

Det var den første komet, der blev opdaget i 2021, og fik først betegnelsen C/2021 A1 og kort efter det mere mundrette navn Leonard efter opdageren.

Komet Leonard er på en ca. 80.000 år lang rundtur, der begynder ca. 3700 astronomiske enheder borte – dvs. 3700 gange afstanden mellem Solen og Jorden.

Fra denne fjerne del af Solsystemet kredser kometen tilbage mod Solen, som den passerer den 3. januar 2022, før banen igen fører kometen væk fra Solen.

I begyndelsen af december passerer komet Leonard forbi Jorden, og den kan gå hen og blive et spektakulært syn – måske endda med det blotte øje.

Leonard-kometen er den klareste i 2021

Kometer bliver først synlige, når de nærmer sig Solen. Det skyldes, at mødet med varmen fra stjernen får is på den frosne komet til at smelte og danne den sky af gas og støv, som vi kalder kometens lysende hale.

Kometen Leonard er udråbt til at blive den klareste komet i 2021 med en såkaldt magnitude på 5,5måske endda helt op til magnitude 4 – i en periode før den kommer så tæt på Solen, at sollyset overstråler kometen og gør den svær at se.

Magnitude-skalaen er logaritmisk, dvs. at lysstyrken stiger 2,5 gange for hvert trin. Jo højere tallet er, jo svagere er lysstyrken.

Kometen Leonard kan, hvis alt går vel, ses med det blotte øje – eller i hvert fald med en håndkikkert og simple teleskoper.

VIDEO: Se kometen Leonard passere himlen

Video

Komet kan give sjældent fænomen

Astronomerne håber, at kometen Leonard passerer i en favorabel vinkel, der får lyset fra Solen til at spredes i støvet fra kometens hale og derfor giver halen et særligt skær.

Kometer med dette såkaldt forward scattering-fænomen er sjældne. De seneste kometer, der har haft gavn af fænomenet er kometerne Skjellerup-Maristany i 1927, West i 1976, Bradfield i 1980 og McNaught i 2007.

Hvis vinklen er rigtig, kan lysstyrken stige med op til 1-2 trin, og så bliver kometen Leonard for alvor et spektakulært syn.

Sådan ser du Leonard-kometen

I begyndelsen af december stiger kometen Leonard i lysstyrke i morgentimerne på den nordlige halvkugle.

De bedste forhold for at observere kometen Leonard opstår i anden uge i december, kort efter nymånen den 4. december, hvor kometen ses lavest på himlen og månelyset forstyrrer mindst muligt.

Kometen Leonards placering

Tidligt om morgenen mellem 5.00-6.00 den 6. december 2021 kan kometen Leonard ses omkring stjernen Arcturus. Kig mod øst-sydøst og forlæng Karlsvognens vognstang i sin bue og så finder du Arcturus, der ligger i stjernebilledet Bjørnevogteren.

© Emagone / Wikimedia Commons

Den 12. december passerer Leonard tættest på Jorden i en afstand på 34,9 millioner kilometer. Herefter bliver den svær at se fra den nordlige halvkugle, men kan fx den 17. december en time efter solnedgang ses omkring Venus.

Kometen Leonard passerer Venus i en afstand på blot fire millioner kilometer og bombarderer formodentlig planeten med stjerneskud.

Astronomer vurderer, at besøget er kometen Leonards sidste, da dens bane fører den ud af Solsystemet.