Solsystemets syv kendte planeter udover Jorden er alle blevet observeret og besøgt af sonder, og astronomer kender dem i detaljer. Men omkring tyve gange længere ude end Neptun, kredser der måske en skjult niende planet, som kan forklare afvigelser i observerede objekters baner – og hvorfor Solsystemet er tiltet.
Teorien om Planet 9 eller Planet X er siden undfangelsen i 2014 blevet så anerkendt, at Nasa hævder, at sandsynligheden for planetens eksistens overstiger sandsynligheden for det modsatte.
Nu har den amerikanske teoretiske fysiker Edward Witten foreslået en lige dele højteknologisk og simpel metode til at afsløre, om planeten rent faktisk er der.
Hundreder af rumfartøjer skal kortlægge Solsystemets udkant
Witten, der bl.a. har revolutioneret den såkaldte superstrengteori om altings opståen, har udgivet sin endnu ikke fagfællebedømte artikel på den åbne database arXiv. Forslaget består i at tæppebombe Solsystemets udkant med små sonder.
Flåden af de hundredevis af små rumfartøjer skal accelereres op til 0,1 procent af lysets hastighed med laserdrevne sejl drevet af lasere placeret på Jorden.
Forslaget er inspireret af Breakthrough Starshot – et initiativ, der vil sende en mission til vores nærmeste nabostjernesystem, Alfa Centauri, 4,37 lysår herfra.
Se hvordan lasere kan kanonere rumsonder ud i Solsystemet:
Hvert fartøj er udstyret med et præcist ur og en radiosender og udsender på helt nøjagtige klokkeslag et signal, som vil tage længere og længere tid om at nå Jorden, efterhånden som sonderne farer ud gennem Solsystemet.
På Jorden synkroniserer astronomer signalernes afsendelsestidspunkter med et atomur, og måler hvornår signalerne når frem. Ud fra forsinkelserne kan astronomerne beregne alle sondernes afstande til Jorden og derudfra tegne et kort over, hvordan flåden rejser gennem Solsystemet over tid.
På vejen ud gennem Solsystemets indre bliver sonderne trukket op i fart af de kendte planeters massetiltrækning, hvilket fører til yderligere forsinkelser i signalerne i et mønster, som astronomerne er i stand til at forudsige.
Hvis flåden passerer forbi Planet X, vil målinger vise uforudsigelige forsinkelser, der ifølge Witten både kan røbe objektets placering, bane og masse.
Planet X får Solsystemet til at give mening
I området uden for Neptuns bane opfører de fjerneste af de godt 3000 såkaldte trans-neptunske objekter – TNO’er – sig mærkeligt. Men mærkværdighederne giver mening, hvis man tilsætter en ukendt planet i regnestykket.
Lilla kredsløb
Astronomerne kan ikke forklare, at fx småplaneten Sednas og lignende TNO’ers kredsløb følger lange elliptiske baner, der for Sedna rækker 20 gange længere ud end Pluto. En sådan bane er normalvis bundet til den planet, der ved et sammenstød udstak objektets kurs. Men objekterne er ikke bundet til nogen af Solsystemets kendte planeter, og den fælles retning er formodentlig ikke opstået tilfældigt.
Cyanblå kredsløb
Andre TNO’er – fx objektet 2015 BP519 Caju – har baner, der ligger næsten vinkelret på den akse, Solsystemets øvrige objekter kredser om. Ifølge astronomernes modeller kan ingen kendt masse have skabt vinklen.
Orange kredsløb
Først når astronomer tilføjer Planet X til simuleringerne, bliver de vinkelrette baner stabile. Massetiltrækningen fra Planet X kan også forklare, hvorfor den akse, Solsystemets planeter kredser om, er tiltet seks grader i forhold til Solens ækvator – et mysterium, der i årevis har plaget forskere.
Planet X kan også være et sort hul
Årsagerne til, at Planet X ikke er blevet observeret endnu, kan ifølge én teori være, at den bliver overstrålet af Neptun. I så fald vil planeten ikke dukke kunne ses fra Jorden før om 1000 år.
For nylig har astronomer fremlagt en ny teori, der lufter muligheden for at Planet X i virkeligheden er et såkaldt 'oprindeligt sort hul' – et hypotetisk levn fra Universets opståen, der bl.a. kan bekræfte eksistensen af mørkt stof.
Witten anerkender, at hans mission ikke med garanti vil finde Planet X, men hvis den gør, vil Solsystemet ikke bare have fået en niende planet – vi vil også få en stor del af forklaringen på, hvordan Solsystemet rent faktisk hænger sammen.